søndag den 3. maj 2009

Uge 18 På tur i regnvejr


Nu har der været høj sol hele ugen. Og netop i dag, hvor Dorte og jeg havde aftalt en ridetur kl. 13.00, begyndte det at regne kl. 14.40. Sharp!


Nu skal der mere til at slå et par gale hestekvinder ud. Så vi sadlede Tjara og Oluf op og håbede på tørvejr. Det kom ikke. Vi red ud alligevel. Og det viste sig at være bedre end høj sol. Der duftede af forårsvådt græs og rapsmarker i flor. Støvregnen gjorde hestene friske og afsted det gik. Oluf er ikke vild med at ride alene, så Tjara gik forrest, i hvert fald det meste af vejen. For på et tidspunkt glemte både Oluf og vi, at han helst ville gå bagerst. Sådan kan det gå, når snakkende kvinder forglemmer sig :-)

Vi red langs Haldrupvej mod Blirup og gennem skovstykket til Meldrup. Herfra gik det op gennem vores kvarter, hvor Dortes datter Emma stod i fuldt udstyr og ventede på at ride det sidste stykke mod Ponygården på Oluf. En ridetur på en god times tid i skridt.
Tjara går frisk derudaf. Oluf måtte småtrave ind imellem for at følge med. Ligesom når et barn skal holde trit med mor og far.

Vi havde selvfølgelig et par udfordringer på vejen. Så skønt det end er at ride ude, skal man alligevel mentalt være to skridt foran hesten. Hov, der kommer en "farlig" traktor! føreren stoppede heldigvis og Tjara valgte at gå forbi uden at danse ned i grøften. Hov, der var en fugl, som fløj op! Nå, den var heller ikke farlig. Der kommer Johnny-Brian, mon han sætter farten ned? Derinde bor en aggressiv hund, mon den kommer farende - og hvad vil hestene sige til det?

Man kan ikke slappe 100% af og lade sig drive med til lyden af fuglekvidr og hyggeligt klaprende hove med sko. Alligevel er der intet der overgår en tur ud i naturen på hesteryg!