Uge 36 Jeg er mør!

I dag har Tjara og jeg været på tur med 8 andre islandske heste og ryttere fra Sprettur. Det blev til tre timer på hesteryg i det skønneste solskinsvejr.

Tjara og jeg havde en times ridt ud til den øvrige gruppe, som startede ud fra parkeringspladsen helt ude ved vandet  ved Brigsted.

Når man sådan skal på langtur, skal man have pikpak med, hvis nu....! Så Tjara fik sine sadeltasker på. Deri blev proppet vandflaske, grime, træktov, servietter og mobiltelefon. Således pakket til eventyr drog vi afsted.

Jeg havde sat tre kvarter af til at ride til Brigsted. Men Tjara gik i et særdeles afslappet tempo. Derfor måtte vi op i trav i ny og næ. Jeg sang 'Jens Hansen Har En Bondegård' til rytmen fra Tjaras hove. Nogle gange gik sangen næsten helt i stå. 'Og der var pruh pruh her og der var pruh pruh der. Og der var pruh pruh - alle steder pruh!'

Vi skulle mødes kl. 14. Kl. 14.05 havde Tjara og jeg stadig fem minutters ridt foran os. Så kom den utålmodige gruppe os heldigvis i møde. Så kom der andre boller på suppen. Tjara fandt ind i flokken og afsted det gik.

Vi red ad markveje, skovstier, langs Horsens Fjord og på stubmarker, i skridt, trav/tølt og galop. Vi red i bagtroppen, da de forreste satte afsted i en trav/tølt. Det kunne Tjara ikke have siddende på sig. Så afsted i hurtigtrav (en slags 'grisepas', som hverken er trav eller tølt, men noget nyt, som Tjara præsterer. Jeg tror Henriette har beskrevet noget lignende, da hun red Tjara sammen med andre islændere), og da det ikke gik hurtigt nok - så i galop. Det tog mig et nanosekund at acceptere tanken. Men da galoppen var i et hæderligt tempo (læs: ikke i sjette gear), så fandt vi rytmen, og jeg lod hende galoppere.

På et tidspunkt, da vi var inde i et skovstykke, var vejen blokeret af et stort væltet træ. Jeg forslog, at vi sprang hen over det, idet jeg kalkulerede med, at de ville de andre ikke være med til. Og så havde jeg scoret et par point på det :-) Det ville de heller ikke. Så fortropperne masede sig igennem meterhøje brændenælder for at komme forbi. Da brændenælderne var trådt ned af de første heste, red vi andre fint igennem.

Det varede selvfølgelig ikke længe, så gik Tjara forrest i flokken med raske skridt. Vi anede ikke hvor vi var eller hvor vi skulle hen, men det var ligemeget. Lone Færgeman råbte ruten til os. De øvrige ryttere var noget imponerede af Tjaras mod, set i forhold til at hun aldrig havde gået ruten før. Hunde, høstmaskiner, markarbrændinger, folde med ivrige hingste, uvejsomt terræn - intet slår Tjara ud!

Vi fik et kort hvil hos Lone, hvor der var græsning til hestene og kage og drikkelse til de to-benede. Her blev vi enige om at lade vore veje skilles, fordi vi ikke skulle helt med til Brigsted, men skulle dreje af og ned forbi rensningsanlægget i Søvind.

Vi lod flokken ride bort, og da de var ude af syne, red Tjara og jeg hjem til Mosegården. Tjara var stadig veloplagt, så vi fik os en god travetur. Men mine ben og lænd var møre. De sidste tyve minutter var jeg så træt  i musklerne i lænden, at jeg knap kunne følge rytmen.

Vi red hele turen for løse tøjler. Så da vi red forbi en majsmark på vej til stalden, og der pludselig fløj en fasan, eller et andet uhyre med vinger, op, så fik vi lige en kvik galop. Jeg ved ikke hvem der blev mest forskrækket. Tjara stoppede hurtigt igen. I det hele taget er hun blevet god til at reagere på bremsen. Vi fik lige pulsen ned, og så skridtede vi den sidste del af turen hjem.

Tjara virkede upåvirket af den tre timer lange tur, så hun må være i god form. Jeg er til gengæld pænt mør. Jeg er spændt på hvad ryg og ben siger til det i morgen. De har jo artet sig godt et stykke tid nu, men udtrættes hurtigere end de gjorde før jeg fik min overbelastningsskade.

Det er en fryd, en fornøjelse, et privilegium (tak, Henriette!) at ride på Tjaradyret. At se naturen ud mellem et par hesteøren, at finde rytmen sammen, og hele den samhørighed man opnår med hesten, det kan ikke beskrives. Kun ryttere ved hvad jeg taler om.