Uge 46 Et springdyr!

Nu er det ikke ligefrem springning der kendetegner den islandske hest. Men Tjara er jo sin egen. Helt sin egen!

I søndags sprang hun rundt i ridehallen, som om hun aldrig havde bestilt andet. Ørerne frem, højt humør og fuld skrue. Tjara sprang over kryds, over vandgrav, over spring med kegler og over dobbeltspring uden på noget tidspunkt at tøve. At se hende danse afsted helt oppe på tåspidserne, gør mig så glad. Én gang rev hun ned. Og da hun ikke er vant til det hoppede hun lidt. Men hun er så væsenfast, at der skal mere til for at hyle Tjara ud af den.

Nu er det ikke mig, der springer. En cavalettis er det højeste jeg har sprunget, med mindre der har været tale om et ukontrolleret spring udenfor min vilje - som iøvrigt på bemærkelsesværdig vis altid er gået godt! Så det er Rebecca der sidder på ryggen af den Ædle Ganger. Og de har det sjovt de to. Der er investeret i gamacher til forbenene - røde! Man skal jo ikke gå ned på udstyr. Selv småpigerne med egen springpony er imponeret over Tjaras spring. Og der skal ellers noget til at imponere de blaserte piger.

Nu vi taler om udstyr, så har vi shoppet igennem i lørdags, Rebecca og jeg. Udover gamacher er der indkøbt nyt skridttæppe og et ridedækken. Kræet er jo blevet vinterklippet for ikke at stå drivende våd i boksen efter ridning. Så der skal lidt tøj til. Det er lige før hun er den i familien der har mest i skabet af den slags. Jeg nævner i flæng: mittedækken, ulddækken til den kolde tid indenfor, regndækken/overgangsdækken, vinterdækken til fold (som i skrivende stund er nede ved Steen's for at få broderet navnetræk), skridttæppe i matchende Tjara-farver og nu også ridedækken i lækkert uld. Ridedækkenet er sådan et, som lader sadlen fri, men dækker bagdelen. Det har vist sig, at skridttæppet ikke er specielt velegnet til længere ture ud på kolde dage. Og så fik jeg også en mulighed for at trække dankortet gennem automaten - igen.

Sjovt nok. For den islandske hest er jo netop en naturhest, som kan klare sig med egen pels i al slags vejr. Men hun har ikke mulighed for at bevæge sig til varmen, da hun ikke går på løsdrift, og når hun arbejder, bliver hun, som sagt, dyngvåd af sved. Så vi behandler hende som de andre heste i stalden - bortset fra at hun ikke er hel-klippet. Hun er kun klippet på bringen, maven, kinderne og lårene - der hvor hun sveder mest. Jeg har vænnet mig til synet. Folk som ikke ved bedre, synes hun ser smart ud. Tjara er ligeglad.

Ellers arbejder vi stadig med galoppen. Tjara mestrer nu den fineste korte galop. Vi arbejder med at hun går lige under rytteren og ikke skyder skulderen. Og så har vi alliereret os! Vi, de sammensvorne, er enige om at Tjara IKKE må græsse på tur når det passer hende. Vi stopper hende en eller to gange på turen, og så må hun græsse. Det skal ikke være Tjara der bestemmer, og river tøjlerne ud ad hænderne på os i tide og i utide. Lidt mere disciplin, tak. Men så er det også det. Jeg skrev godt nok sidst, at Tjara skulle på genopdragelse. Hvis jeg ikke vidste bedre, havde jeg troet, at hun har læst med over skulderen. Hun er sød og artig (bortset fra ovenstående detalje). Måske er det fordi at hun er tilbage i de daglige rutiner efter ferie og sygeperiode. Det tror jeg.

Sagde jeg sød og artig?? Tjara napper stadig én i bagen, når man står bøjet for at rense hove. Det hygger hun sig gevaldigt med, og den særhed tror jeg aldrig hun lægger fra sig!