Tid til opdatering!
Efter en dejlig lang sommer og et godt efterår med masser af tid til Tjara, idet jeg nogle måneder var fritstillet fra job pga. nedskæringer, så blev jeg igen arbejdsramt. Begyndte på nyt job den 1. november, med lange køreture til og fra arbejde. Det betød at jeg ikke længere kunne hygge mig hele formiddagen sammen med 'damerne' fra Mosegården med staldarbejde og ridning - ikke på hverdagene i hvert fald. Ud med dejlige morgenrideture i solopgang og morgendis. Ind med staldarbejde lige efter arbejdstid, hvor jeg ofte er helt alene i stalden og i mørket på vej til og fra ridehallen. Dage, hvor jeg slet ikke når ud til Tjara, men hvor Rebecca heldigvis tager over.
Alene! Sagde jeg - alene??
Man er aldrig alene med et sort loddent kræ på fire ben, som hele tiden kropsvisiterer én for noget spiseligt.
Vinteren kom hurtigt. Hestene er så vidt muligt på fold hver dag. Men i slut-december, efter et par tøvejrsdage, blev folden én stor skøjtebane. Nu er det på eget ansvar om man vil sætte sin hest derud. Ingen har lyst til at påtage sig det ansvar. Så hestene står på stald nu, undtagen når de slippes løs ovre i hallen -med eller uden rytter på ryggen.
Tjaras gode sommerform er ved at aftage, og dermed også det store energioverskud. Hun er nu knap så energisk i hallen. Vi lister os frem og tilbage mellem stald og hal, som to gamle tanter, af skræk for at glide og falde. Jeg tror såmen at Tjara er lige så nervøs for at jeg skal skvatte, som jeg er er nervøs for at hun skal skvatte.
Vi nåede lige at få en eneste ridetur i skoven den første snedag, før der kom skummel is under sneen. Tjara synes det var vidunderligt. Hun oksede afsted i galop, og satte sig kun på numsen en enkelt gang. Det ligger så dybt i Tjaras gener at sne er skønt og vinter er dejlig.
Gulerødderne fryser - selv i termokassen. Det samme gør de opblødte roepiller. Men Tjara lider ingen nød. Hun er liiiige til den kavbsede side, uden egentlig at være tyk nok til fodernedsættelse. Hun skal jo gerne kunne holde varmen. Hun får rigelige mængder af dejlig hø, så hun har noget at gnaske i når hun står i boksen. Der er også sat høballer ud på folden, så hestene har de bedst mulige betingelser.
Nu har jeg indsendt papirer for at få det lovpligtige hestepas til Tjara. En dertil godkendt person skulle besigtige Tjara og skrive under på at hun er sort, for den nette sum af 500 kr. Jeg lokkede en dyrlæge til at gøre det for det halve, da han alligevel var ude for at give Tjara den årlige vaccination. Nu venter vi bare på selve passet.
Det går heldigvis mod lysere tider nu. Glæder mig til vi igen kan ride ud uden fare for liv og lemmer.
Godt nytår!
søndag den 2. januar 2011
Abonner på:
Opslag (Atom)