Det er lææænge siden jeg har skrevet. Mangt og meget er sket siden august.
Sidst pralede jeg af, at Tjara ikke var ramt af sommereksem. Det blev hun. Tjara har gnubbet den halve man ned til en stubmark, og der er også lidt øverst på halen, som ellers er intakt. Derudover er der ikke noget at se. Men hun klør, det arme kræ. Så meget at hun på et tidspunkt kløede sin vandkop af, så vandet stod ud over hele stalden. Det lindrende liniment, vi har smurt med, har ikke den samme gode virkning som tjæreolien. Så den er vi gået tilbage til. På folden er Firebird mere end villig til at holde kløen nede. Det er en af årsagerne til den halve man.
Så har der været noget halthed. Faktisk et dårligt år hvad det angår. Først skvattede Tjara engang i marts måned og rev en nerve over til højre forben. Hun kunne ikke rides i tre måneder. Hun mistede sin gode form, og var allerede lidt for tyk inden hun kom på forårsfold.
Senere blev damen halt igen - på et andet ben. Denne gang så voldsomt, at dyrlæge Mads, som vi har set en del til i år, kom drønende. Så kunne hun igen ikke rides. Nu har hun så stået i tre uger og været halt på det tredje ben. Det går bedre nu. Hun er rentgående, og kan skridtes i ca 20 minutter ad gangen. Skal vi så regne med, at det var det?
Vi ved ikke hvorfor haltheden kommer. Det kan være et spark, det kan være, at hun er trådt forkert. Det er ikke til at sige. Hver gang hun er halt, kommer hun ud på den lille forfold. Her kan hun nusse med de andre heste hen over hegnet. Firebird har trofast stået på den anden side og holdt øje. Så glad var han, da vi forleden lukkede Tjara ud til ham og flokken igen.
Resultatet er ikke en fed - men en lettere overvægtig hest, som slet ikke har den fantastiske kondition, hun havde sidste år på samme tid. Dyret får - set med mine øjne - næsten intet at æde: opblødte roepiller med et dash af kraftfoder (ellers vil hun ikke æde roepillerne), en håndfuld gulerødder, vitaminer og hø hø hø.
Netop høet gik hen og blev et problem. Men det tog nogen tid, at identificere høet som årsagen til det hele. Pludselig hævede Tjaras bagben. Arne smed blev kontaktet - han er min 'før-dyrlæge-kontakt' - ham, der sorterer de dyreste, pinligste og mest hønemor-agtige henvendelser fra i forhold til dyrlægen.
"Det er høet", sagde Arne. "Det er for frisk. Hun kan ikke omsætte det. Giv hende noget mælkesyre, noget A38." Som sagt så gjort. Det skulle vel egentlig være meget nemt. Tjara er jo madglad og æder det meste. Bare IKKE A38. Først hældte jeg lidt over maden i krybben. Hun snusede til det, og vrængede på mulen af det. "Føj for den", sagde hun med hele sin hestekrop. Nå. Så tog jeg lidt i hænderne og forsøgte at made hende med det. Det kunne jo være, at det ikke var så slemt endda. Resultat: Både hesten og jeg var smurt ind i A38.
Så ringede jeg efter Dyrepasser-Bas. Han måtte da have en løsning. Han kom med en hjemmelavet indretning bestående af et stykke haveslange sat på en beholder til mejeriproduktet. Vi hældte en ½ liter A38 i beholderen, stak haveslangen i munden på Tjara, satte beholderen for munden og pustede fludiummet fra beholderen ned i slangen og ned i hestemaven. Det fungerede strålende. Hævelsen fortog sig. Men så snart Tjara så os med noget der lignede A38 og tvangsfodringsapparat, så vendte hun bagdelen til.
Nu nærmer vinteren sig. I samråd med Arne smed, tager vi, for første gang siden forfangenheden, forskoene af Tjara. Hovene vil have godt af det, siger Arne. Ellers bliver de for sprøde. Godt så, så står hun også bedre fast på glat underlag.
Hovene fejler ingenting. Der er ingen men af forfangenhed. Det handler kun om at styrke dem.
Rebecca og jeg har besluttet at lade hesteklipperen ligge i år. Tjara har den lækreste vinterpels. Så hvis det på nogen måde fungerer i forhold til ridning og pelspleje, så går Tjara 'natura' i år. Ingen sure dækkener, intet der hæmmer bevægelserne.
Når foråret og fældningen kommer, så kan vi klippe hende i bund og befri hende for gammel vinterpels.
Der er lavet ormeprøver. Heller ingen orm denne gang. Der er vaccineret og raspet tænder. Så nu er vi klar.
tirsdag den 1. november 2011
fredag den 26. august 2011
Den forbyttede hest
Jeg ville tro, at Tjara er blevet forbyttet, hvis det ikke lige var fordi hun, på alle andre områder end ridningen, ligner sig selv.
Min underviser påstår dog, at det er rytteren, der er forbyttet. Og mon ikke hun har ret?
Jeg har nu sammenlagt fået to timers undervisning i grundridning, og må med skam indse, at de seks foregående års undervisning stort set har været spild af tid. Af de tre undervisningssessioner jeg har fået, er der synlige tegn på forbedring.
Vi begyndte, som der kan læses af foregående dagbogsskriveri, med start og stop. Stoppe med sædet - ikke tøjler og starte med et lille, nærmest usynligt klem, med schenklerne. Nu træner vi 'bliv på sporet'. Uden at Tjara skyder skulderen, vel og mærket.
Overskrifterne for ridningen er:
Resultatet er nærmest en forbyttet hest. Hvor Tjara selv tog kontrollen i mangel på ledelse, er jeg nu begyndt at få overskud til både at ride og være konsekvent. Tjara virker helt lettet. Jeg troede hun ville protestere, blive sur eller ked af det. Men nej. Hun har accepteret den nye dagsorden. Så vi er inde i en god spiral.
Derhjemme har vi drøftet, at det ville have været det glade vanvid, at begynde at træne tølt, uden selv at have grundridningen i orden. Jeg har fået små redskaber med stor effekt. For eksempel at trække skulderen let tilbage for at holde hesten på plads. For idet man trækker den ene skulder tilbage, trækkes bækkenet automatisk frem i den modsatte side. Det forhindrer hesten i at gå den vej. Jeg har lært, at ride på diagonalen. Jeg har lært, at holde ud og gøre det der skal gøres, selvom jeg er nervøs. Det var for eksempel lettere, at undgå at komme for tæt på indgangen til banen, når jeg vidste, at Tjara vil forsøge at trække ud ad den - gerne i fuld fart, end at fortælle hende 'hvor skabet skal stå'. Nu tager jeg handsken op (nænsomt og konsekvent), så vi ikke behøver at slås om det, og kan koncentrere os om andre ting. Hvilken lettelse for os begge.
Hvorfor i alverden har jeg ikke fået de redskaber for længe siden? Jeg har betalt for tre undervisningstimer om ugen i flere år til ingen verdens nytte. Jeg tænker, stakkels Tjara. Hun er et tålmodigt dyr. Men hun er heldigvis lige så glad, snakkesaglig og kælen som altid. Så hun har det godt, trods alt.
Min underviser påstår dog, at det er rytteren, der er forbyttet. Og mon ikke hun har ret?
Jeg har nu sammenlagt fået to timers undervisning i grundridning, og må med skam indse, at de seks foregående års undervisning stort set har været spild af tid. Af de tre undervisningssessioner jeg har fået, er der synlige tegn på forbedring.
Vi begyndte, som der kan læses af foregående dagbogsskriveri, med start og stop. Stoppe med sædet - ikke tøjler og starte med et lille, nærmest usynligt klem, med schenklerne. Nu træner vi 'bliv på sporet'. Uden at Tjara skyder skulderen, vel og mærket.
Overskrifterne for ridningen er:
- Rid dig ud af problemerne
- Beslut dig for at have kontrollen og tag styring
- Vær nænsom og konsekvent
- Forbered hesten på hvad du vil den skal gøre
- Ros, ros, ros
Resultatet er nærmest en forbyttet hest. Hvor Tjara selv tog kontrollen i mangel på ledelse, er jeg nu begyndt at få overskud til både at ride og være konsekvent. Tjara virker helt lettet. Jeg troede hun ville protestere, blive sur eller ked af det. Men nej. Hun har accepteret den nye dagsorden. Så vi er inde i en god spiral.
Derhjemme har vi drøftet, at det ville have været det glade vanvid, at begynde at træne tølt, uden selv at have grundridningen i orden. Jeg har fået små redskaber med stor effekt. For eksempel at trække skulderen let tilbage for at holde hesten på plads. For idet man trækker den ene skulder tilbage, trækkes bækkenet automatisk frem i den modsatte side. Det forhindrer hesten i at gå den vej. Jeg har lært, at ride på diagonalen. Jeg har lært, at holde ud og gøre det der skal gøres, selvom jeg er nervøs. Det var for eksempel lettere, at undgå at komme for tæt på indgangen til banen, når jeg vidste, at Tjara vil forsøge at trække ud ad den - gerne i fuld fart, end at fortælle hende 'hvor skabet skal stå'. Nu tager jeg handsken op (nænsomt og konsekvent), så vi ikke behøver at slås om det, og kan koncentrere os om andre ting. Hvilken lettelse for os begge.
Hvorfor i alverden har jeg ikke fået de redskaber for længe siden? Jeg har betalt for tre undervisningstimer om ugen i flere år til ingen verdens nytte. Jeg tænker, stakkels Tjara. Hun er et tålmodigt dyr. Men hun er heldigvis lige så glad, snakkesaglig og kælen som altid. Så hun har det godt, trods alt.
mandag den 4. juli 2011
Så er vi klar igen
Det ser ud til, at Tjara er kommet sig over forårets skader. Eneste eftervirkning er, at Tjara er lidt vommet. På den anden side, så er hun også på fold hele dagen med skæreboret dybt nede i græsset, som Niels siger.
Jeg har tænkt over, at det i grunden går rigtig godt:
Der er ingen tegn på sommereksem - ingen what so ever! Og det har der ikke været to somre i træk. Hvad der gør forskellen fra dengang Tjara var så plaget af eksem, at hun var på randen til at blive løvemad, vides ikke, for der er to små søer lige op ad folden, hvor mitter normalt trives. Jeg har dog et par bud: 1. Tjara er ikke ude om natten. Mitter er mest aktive om morgenen og ved solnedgang. 2. Folden er stor nok til at hun kan komme væk fra eventuelle mitter, som efter sigende ikke kommer mere end 50 meter fra levestedet. 3. De hårde vintre har gjort kål på mittebestanden. 4. Vi gør en del ud af at holde man og hale ren.
De første år brugte vi en formue på tjæreolie og spray. Nu bruger vi det mere sporadisk, og i perioder slet ikke.
I forhold til forfangenheden, så er der ikke noget at spore. Vi er naturligvis opmærksomme på indgræsningen, men ellers behandles Tjara som de andre heste i stalden. Vi tjekker hovtemperatur, som er første tegn på, at noget kan være galt. Men der er ingen forskel på hendes hove og de andre hestes hove. Det er dog lidt svært at holde vægten, men med mere ridning og mindre foder, så gør vi hvad vi kan. Græsvommen kommer vi nok ikke udenom.
De nye galopsko fungerer over al forventning. Tjara kan nu gå på asfalt uden at glide og skride ud. Det er rigtig rart for både rytter og hest - og især for den skadede skulder.
Apropos skulder - så har den det også rigtig godt. Der kan igen galopperes op ad ynglingsbakken for fuld skrue, og den Sorte Slyngel kan igen ride uden særlige hensyn, altså udover dem man normalt tager.
Derfor mente jeg, at tiden var inde til at få noget undervisning. Jeg/vi er ikke blevet undervist siden vi forlod Ponygården. Jeg havde behov for en pause efter den manglende pædagogik og 'spark til den metoden'. Vi bryder os ikke om riding, der indebærer, at man skal sidde og flå hesten i munden og sparke den frem. For mit vedkommende har jeg brug for en underviser med pædagogisk indsigt, da nogle af mine problemer sidder mellem ørerne. Jeg har brug for at kunne kontrollere om hesten går eller står, og hvilken hastighed den bevæger sig i. Hvis jeg føler Tjara tager magten og gør som det passer hende, har jeg ikke overskud til anden ridning. Jeg bliver anspændt. Hesten bliver anspændt.
Efter at have luret lidt fra sidelinjen, henvendte jeg mig til Helle K. Hun forstod straks og med det samme, hvad det handlede om. Jeg advarede om, at det ville kræve tid, at der var tidligere undervisning, som skulle aflæres og at jeg har mine traumer efter alle mine skader.
Vi gik igang med grundridningen. Start og stop uden brug af tøjle og hæle. Hvorfor i alverden er der ikke nogen, der har lært mig noget så grundlæggende tidligere? Jeg har dog modtaget undervisning i 6 år! Helle konstaterede, at Tjara lynhurtigt fangede idéen. Så nu skal rytteren træne.
Første gang jeg satte i trav, udførte Tjara sit glansnummer: at okse afsted. "Hold da op", sagde Helle, "Løber hun altid så hurtigt?" Se det er lige problemet - at det er alt eller intet. Næsten. Så trænede vi kontrol af hastighed i skridt og trav. Op og ned i hastighed med små bitte hjælpere. Når vi har tjek på grundridning og hastighedskontrol, så vil galoppen være en leg, mener Helle.
Jeg/vi skal undervises igen på onsdag. Jeg glæder mig allerede. Alt hvad jeg lærer, giver jeg videre til Rebecca, så vi bruger de samme metoder. Tjara protesterer ikke over mindre selvbestemmelse, faktisk virker hun ganske tilfreds med det hele.
Jeg har tænkt over, at det i grunden går rigtig godt:
Der er ingen tegn på sommereksem - ingen what so ever! Og det har der ikke været to somre i træk. Hvad der gør forskellen fra dengang Tjara var så plaget af eksem, at hun var på randen til at blive løvemad, vides ikke, for der er to små søer lige op ad folden, hvor mitter normalt trives. Jeg har dog et par bud: 1. Tjara er ikke ude om natten. Mitter er mest aktive om morgenen og ved solnedgang. 2. Folden er stor nok til at hun kan komme væk fra eventuelle mitter, som efter sigende ikke kommer mere end 50 meter fra levestedet. 3. De hårde vintre har gjort kål på mittebestanden. 4. Vi gør en del ud af at holde man og hale ren.
De første år brugte vi en formue på tjæreolie og spray. Nu bruger vi det mere sporadisk, og i perioder slet ikke.
I forhold til forfangenheden, så er der ikke noget at spore. Vi er naturligvis opmærksomme på indgræsningen, men ellers behandles Tjara som de andre heste i stalden. Vi tjekker hovtemperatur, som er første tegn på, at noget kan være galt. Men der er ingen forskel på hendes hove og de andre hestes hove. Det er dog lidt svært at holde vægten, men med mere ridning og mindre foder, så gør vi hvad vi kan. Græsvommen kommer vi nok ikke udenom.
De nye galopsko fungerer over al forventning. Tjara kan nu gå på asfalt uden at glide og skride ud. Det er rigtig rart for både rytter og hest - og især for den skadede skulder.
Apropos skulder - så har den det også rigtig godt. Der kan igen galopperes op ad ynglingsbakken for fuld skrue, og den Sorte Slyngel kan igen ride uden særlige hensyn, altså udover dem man normalt tager.
Derfor mente jeg, at tiden var inde til at få noget undervisning. Jeg/vi er ikke blevet undervist siden vi forlod Ponygården. Jeg havde behov for en pause efter den manglende pædagogik og 'spark til den metoden'. Vi bryder os ikke om riding, der indebærer, at man skal sidde og flå hesten i munden og sparke den frem. For mit vedkommende har jeg brug for en underviser med pædagogisk indsigt, da nogle af mine problemer sidder mellem ørerne. Jeg har brug for at kunne kontrollere om hesten går eller står, og hvilken hastighed den bevæger sig i. Hvis jeg føler Tjara tager magten og gør som det passer hende, har jeg ikke overskud til anden ridning. Jeg bliver anspændt. Hesten bliver anspændt.
Efter at have luret lidt fra sidelinjen, henvendte jeg mig til Helle K. Hun forstod straks og med det samme, hvad det handlede om. Jeg advarede om, at det ville kræve tid, at der var tidligere undervisning, som skulle aflæres og at jeg har mine traumer efter alle mine skader.
Vi gik igang med grundridningen. Start og stop uden brug af tøjle og hæle. Hvorfor i alverden er der ikke nogen, der har lært mig noget så grundlæggende tidligere? Jeg har dog modtaget undervisning i 6 år! Helle konstaterede, at Tjara lynhurtigt fangede idéen. Så nu skal rytteren træne.
Første gang jeg satte i trav, udførte Tjara sit glansnummer: at okse afsted. "Hold da op", sagde Helle, "Løber hun altid så hurtigt?" Se det er lige problemet - at det er alt eller intet. Næsten. Så trænede vi kontrol af hastighed i skridt og trav. Op og ned i hastighed med små bitte hjælpere. Når vi har tjek på grundridning og hastighedskontrol, så vil galoppen være en leg, mener Helle.
Jeg/vi skal undervises igen på onsdag. Jeg glæder mig allerede. Alt hvad jeg lærer, giver jeg videre til Rebecca, så vi bruger de samme metoder. Tjara protesterer ikke over mindre selvbestemmelse, faktisk virker hun ganske tilfreds med det hele.
onsdag den 8. juni 2011
Nu med galopsko!
Så fik vi igen besøg af Mads! Denne gang fordi Tjaradyret var fuldstændig punkteret på det ene forben. Og ja, det var det ben med den dårlige skulder.
En lørdag eftermiddag - selvfølgelig - kom hun humpende ind fra folden på tre ben. Søndag humpede hun stadig og humøret dalede hos Rebecca og mig til det absolutte nulpunkt. Vi fik hende alligevel ud på den lille for-fold. Der stod hun så og skånede sit ben ved at sætte det foran det andet forben. Da Tjara havde været på folden et stykke tid, og Rebecca og jeg havde stået grådlabile og observeret hende, var det ligesom hun havde fået varmet benet lidt op og det gik lidt bedre.
Mandag kl. 8.00 sharp ringede jeg til dyrlæge Mads. Han kunne komme samme formiddag, hvorfor Skejby Sygehus måtte undvære min tilstedeværelse og flekskontoen røg i bund. Men hvad gør man ikke for det lille kræ?
"Mads, altså. Vi kan ikke blive ved med at mødes på denne måde," sagde jeg. "Jeg kommer i bad standing hos forsikringsselskabet."
Vi trak Tjara ud af boksen. Og hun gik uden at humpe det fjerneste! Men Mads gennemundersøgte hende alligevel. Lavede bøjeprøve og tjekkede hendes gang m.m. Tjara og jeg pilede rundt på pladsen foran stalden. Tjara var mest interesseret i det lækre græs.
"Jo," sagde Mads, "Jeg kan godt se at hun ikke går helt rent." Han kendte hele historien med snubleriet i marts måned og den efterfølgende halthed. Konklusionen var at der var tale om to forskellige skader på samme ben. Den gamle fra marts var en overrevet nerve i højre skulder - en kendt skade ved fald/ snublen helt ned på bringen. Den nye skade var en ukendt foldskade, som gav lidt puls i benet.
Prognosen er god. Nerven vil vokse sammen igen. Det tager normalt et halvt års tid. Indtil da må Tjara rides men ikke belastes hårdt. Hun vil være lidt "dingel" og ustabil i benet pga. den manglende nerveforsyning, men muskler, sener og led har det godt. Den anden skade er Tjara allerede kommet sig over. Hun fik en ordentlig omgang smertestillende hestemedicin af den slags som man kan sælge dyrt i små portioner i nattelivet.
Så kom Arne - smeden. Tjara har altid gledet meget på asfalt fordi hun har forsko på - og også bagsko i sommermånederne. Det kræver ikke den store indsigt at se, at en ustabil skulder og glat underlag er en dårlig kombi. Så Arne gravede i sine kasser ude i bilen og fandt et par galopsko med antiskrid til Tjara. Det virker. I skrivende stund har hun gået stabilt på al slags underlag uden at glide en eneste gang.
Nu fortsætter genoptræningen stille og roligt. De meget varme dage gider vi (læs: Tjara) slet ingenting. Så lader vi være. Indgræsningen er gået godt. Ingen varme hove. Kun lidt tyk!
En lørdag eftermiddag - selvfølgelig - kom hun humpende ind fra folden på tre ben. Søndag humpede hun stadig og humøret dalede hos Rebecca og mig til det absolutte nulpunkt. Vi fik hende alligevel ud på den lille for-fold. Der stod hun så og skånede sit ben ved at sætte det foran det andet forben. Da Tjara havde været på folden et stykke tid, og Rebecca og jeg havde stået grådlabile og observeret hende, var det ligesom hun havde fået varmet benet lidt op og det gik lidt bedre.
Mandag kl. 8.00 sharp ringede jeg til dyrlæge Mads. Han kunne komme samme formiddag, hvorfor Skejby Sygehus måtte undvære min tilstedeværelse og flekskontoen røg i bund. Men hvad gør man ikke for det lille kræ?
"Mads, altså. Vi kan ikke blive ved med at mødes på denne måde," sagde jeg. "Jeg kommer i bad standing hos forsikringsselskabet."
Vi trak Tjara ud af boksen. Og hun gik uden at humpe det fjerneste! Men Mads gennemundersøgte hende alligevel. Lavede bøjeprøve og tjekkede hendes gang m.m. Tjara og jeg pilede rundt på pladsen foran stalden. Tjara var mest interesseret i det lækre græs.
"Jo," sagde Mads, "Jeg kan godt se at hun ikke går helt rent." Han kendte hele historien med snubleriet i marts måned og den efterfølgende halthed. Konklusionen var at der var tale om to forskellige skader på samme ben. Den gamle fra marts var en overrevet nerve i højre skulder - en kendt skade ved fald/ snublen helt ned på bringen. Den nye skade var en ukendt foldskade, som gav lidt puls i benet.
Prognosen er god. Nerven vil vokse sammen igen. Det tager normalt et halvt års tid. Indtil da må Tjara rides men ikke belastes hårdt. Hun vil være lidt "dingel" og ustabil i benet pga. den manglende nerveforsyning, men muskler, sener og led har det godt. Den anden skade er Tjara allerede kommet sig over. Hun fik en ordentlig omgang smertestillende hestemedicin af den slags som man kan sælge dyrt i små portioner i nattelivet.
Så kom Arne - smeden. Tjara har altid gledet meget på asfalt fordi hun har forsko på - og også bagsko i sommermånederne. Det kræver ikke den store indsigt at se, at en ustabil skulder og glat underlag er en dårlig kombi. Så Arne gravede i sine kasser ude i bilen og fandt et par galopsko med antiskrid til Tjara. Det virker. I skrivende stund har hun gået stabilt på al slags underlag uden at glide en eneste gang.
Nu fortsætter genoptræningen stille og roligt. De meget varme dage gider vi (læs: Tjara) slet ingenting. Så lader vi være. Indgræsningen er gået godt. Ingen varme hove. Kun lidt tyk!
tirsdag den 3. maj 2011
Udbryderdronning til genoptræning
To måneder, hvor Tjara ikke har arbejdet, har sat sine spor på hendes sideben. Derfor er damen sat på kur. Og det er så meget nemmere at sætte andre på kur end sig selv!
Men Tjara er en madglad dame. På den måde passer hun fint ind i familien. Og madglad rimer ikke på kur. I sidste uge skete der det, at en eller anden (ikke mig!!) havde glemt at lukke ordentligt ind til Tjaras boks. Nu er Tjara jo ikke dum. Hun ved hvordan man kommer ud og hun ved hvor de eftertragtede lækkerier står.
Så i ly af mørket gik Tjara ud og tog for sig af retterne. Hun åd - sådan i omtrentelige mængder - følgende: 17 hestes morgenmad, mindst 10 rugbrød, hø i rigelige mængder og flere kilo kraftfoder, herunder store mængder hvede. Hun havde simpelthen ryddet reolen - eller bordet om man vil.
Vi forestiller os hvordan natten er gået for de øvrige heste, som bare har måttet se til at der blev gnasket igennem i deres mad!?
Om morgenen stod synderen med hængende hovede og særdeles opspilet vom. Hun havde i den grad forædt sig. Og er der noget hun ikke kan tåle, så er det netop det. Kunne hun brække sig, havde hun gjort det.
Omkring hende lå nattens rester. Spandene til maden var spredt ud på gulvet. Man ringede til os fra Mosegården. Niels og jeg var på vej til Århus (undskyld - Aahus). Så vi vendte kareten og kørte til Mosegården for at besigtige skaderne.
Efter den almindelige oprydning sadlede Rebecca Tjara op og red en lang tur i slow motion. Vi blev enige om, at der skulle gang i tarmbevægelserne og omsætningen. Da jeg kom på arbejde ringede jeg alligevel til dyrlæge Mads, for sådan liiige at høre hvordan vi håndterede situationen bedst. Da Mads hørte om de madmængder, som Tjara havde sat til livs, smed han alt hvad han havde i hænderne og kørte til Mosegården. "Hun bliver forfangen hvis vi ikke gør noget nu!", sagde han.
Tjara fik en kur bestående af kul (?), amerikansk olie og et antiinflammatorisk middel. Så var der for alvor dømt kur! Ingen mad undtagen hø i fire dage - så kan hun lære det! Ingen fold. Intet græs. Masser af ridning.
Nu er hestekuren overstået. Der er igen kommet morgenmad på menuen og tid på for-folden, hvor der ikke er græs. Vi (hun) slap med varme hove, opspilet mave og sikkert lidt maveonde - samt en dyrlægeregning, som i skrivende stund er på et ukendt beløb.
Nu skulle man tro, at Tjara var temmelig krudtet efter alt det kraftfoder. Men hun var nærmest tværtimod. Jeg tror, at hun havde lidt ondt i maven. Det ville ikke undre. Her på fjerdedagen efter ædeglidet går hun igen frisk frem. Humøret fejler ikke noget. I søndags fik hun den første tur, op ad den dejlige skrænt, i flere måneder. Jeg har sjældent set hende løbe så stærkt. Godt det var Rebecca og ikke mig, der sad på hendes ryg.
I forhold til genoptræningsplanen, så blev den noget forpurret af æderiet. Vi er gået langsomt i gang igen. Først ti minutters skridt, så femten minutters skridt osv. Så lidt blandet skridt og trav. Ingen halten men Tjara bliver hurtigt træt i forparten og synker ligesom lidt i knæ. Nu er vi oppe på 30 minutters ridning i alle gangarter samt volter, tilbagetrædinger og schenkelvigninger. Faktisk lavede Tjara inden forspisningen nogle smukke versader! Hun var hurtigt tilbage på sporet - sådan opdragelsesmæssigt - efter to måneder uden læder på ryggen. Det er da meget godt gået af en hest, som i særdeleshed er hjemme i egen pels.
Men Tjara er en madglad dame. På den måde passer hun fint ind i familien. Og madglad rimer ikke på kur. I sidste uge skete der det, at en eller anden (ikke mig!!) havde glemt at lukke ordentligt ind til Tjaras boks. Nu er Tjara jo ikke dum. Hun ved hvordan man kommer ud og hun ved hvor de eftertragtede lækkerier står.
Så i ly af mørket gik Tjara ud og tog for sig af retterne. Hun åd - sådan i omtrentelige mængder - følgende: 17 hestes morgenmad, mindst 10 rugbrød, hø i rigelige mængder og flere kilo kraftfoder, herunder store mængder hvede. Hun havde simpelthen ryddet reolen - eller bordet om man vil.
Vi forestiller os hvordan natten er gået for de øvrige heste, som bare har måttet se til at der blev gnasket igennem i deres mad!?
Om morgenen stod synderen med hængende hovede og særdeles opspilet vom. Hun havde i den grad forædt sig. Og er der noget hun ikke kan tåle, så er det netop det. Kunne hun brække sig, havde hun gjort det.
Omkring hende lå nattens rester. Spandene til maden var spredt ud på gulvet. Man ringede til os fra Mosegården. Niels og jeg var på vej til Århus (undskyld - Aahus). Så vi vendte kareten og kørte til Mosegården for at besigtige skaderne.
Efter den almindelige oprydning sadlede Rebecca Tjara op og red en lang tur i slow motion. Vi blev enige om, at der skulle gang i tarmbevægelserne og omsætningen. Da jeg kom på arbejde ringede jeg alligevel til dyrlæge Mads, for sådan liiige at høre hvordan vi håndterede situationen bedst. Da Mads hørte om de madmængder, som Tjara havde sat til livs, smed han alt hvad han havde i hænderne og kørte til Mosegården. "Hun bliver forfangen hvis vi ikke gør noget nu!", sagde han.
Tjara fik en kur bestående af kul (?), amerikansk olie og et antiinflammatorisk middel. Så var der for alvor dømt kur! Ingen mad undtagen hø i fire dage - så kan hun lære det! Ingen fold. Intet græs. Masser af ridning.
Nu er hestekuren overstået. Der er igen kommet morgenmad på menuen og tid på for-folden, hvor der ikke er græs. Vi (hun) slap med varme hove, opspilet mave og sikkert lidt maveonde - samt en dyrlægeregning, som i skrivende stund er på et ukendt beløb.
Nu skulle man tro, at Tjara var temmelig krudtet efter alt det kraftfoder. Men hun var nærmest tværtimod. Jeg tror, at hun havde lidt ondt i maven. Det ville ikke undre. Her på fjerdedagen efter ædeglidet går hun igen frisk frem. Humøret fejler ikke noget. I søndags fik hun den første tur, op ad den dejlige skrænt, i flere måneder. Jeg har sjældent set hende løbe så stærkt. Godt det var Rebecca og ikke mig, der sad på hendes ryg.
I forhold til genoptræningsplanen, så blev den noget forpurret af æderiet. Vi er gået langsomt i gang igen. Først ti minutters skridt, så femten minutters skridt osv. Så lidt blandet skridt og trav. Ingen halten men Tjara bliver hurtigt træt i forparten og synker ligesom lidt i knæ. Nu er vi oppe på 30 minutters ridning i alle gangarter samt volter, tilbagetrædinger og schenkelvigninger. Faktisk lavede Tjara inden forspisningen nogle smukke versader! Hun var hurtigt tilbage på sporet - sådan opdragelsesmæssigt - efter to måneder uden læder på ryggen. Det er da meget godt gået af en hest, som i særdeleshed er hjemme i egen pels.
mandag den 4. april 2011
Forår!
Så kom foråret endelig. To cifrede plusgrader. Det er nu, der skal rides igennem - før insekternes fremmarch.
Dækkenerne er vasket og gemt væk. Der strigles pels af i kilovis og Tjara nyder det.
Hun humper stadigvæk. Arne, Tjaras smed, som er en garvet hestemand, var ude og sko og beskære Tjara. Han udførte diverse bøjeprøver på Tjara og gennemundersøgte hele hendes forpart. Derefter slap vi damen løs i hallen, for at se hendes gang.
Konklusion: Vi er blevet bekræftet i vores formodning om, at Tjara har en skade i højre skulder. Hun humper i trav. I de øvrige gangarter kan vi ikke umiddelbart se noget. Humperiet er dog i aftagende, omend det går langsomt. Tjara 'giver sig' når højre forben strækkes bagud, som ved beskæring.
Behandling: Ro, ro og små skridtture på asfalt en måned mere.
Tjara er såmen ikke utilfreds, tror jeg. Hun nyder at gå på folden i forårssolen og rulle og møge sig. Så bliver man nemlig gennemstriglet når man kommer ind, og det er ikke så ringe endda.
I protest mod dyrt hesteshampoo har vi købt svanemærket-økologisk-ikke parfumeret-uden parabener shampoo, beregnet til menneskehår, til Tjara. ½ liter: 30 kr. Det er da til at holde ud!
Måske vil Niels give sadel og trenser den store forårstur, så vi er klar når Tjara er det!
Dækkenerne er vasket og gemt væk. Der strigles pels af i kilovis og Tjara nyder det.
Hun humper stadigvæk. Arne, Tjaras smed, som er en garvet hestemand, var ude og sko og beskære Tjara. Han udførte diverse bøjeprøver på Tjara og gennemundersøgte hele hendes forpart. Derefter slap vi damen løs i hallen, for at se hendes gang.
Konklusion: Vi er blevet bekræftet i vores formodning om, at Tjara har en skade i højre skulder. Hun humper i trav. I de øvrige gangarter kan vi ikke umiddelbart se noget. Humperiet er dog i aftagende, omend det går langsomt. Tjara 'giver sig' når højre forben strækkes bagud, som ved beskæring.
Behandling: Ro, ro og små skridtture på asfalt en måned mere.
Tjara er såmen ikke utilfreds, tror jeg. Hun nyder at gå på folden i forårssolen og rulle og møge sig. Så bliver man nemlig gennemstriglet når man kommer ind, og det er ikke så ringe endda.
I protest mod dyrt hesteshampoo har vi købt svanemærket-økologisk-ikke parfumeret-uden parabener shampoo, beregnet til menneskehår, til Tjara. ½ liter: 30 kr. Det er da til at holde ud!
Måske vil Niels give sadel og trenser den store forårstur, så vi er klar når Tjara er det!
torsdag den 24. marts 2011
Patientstatus og happening
Det går fremad med Sorte Slyngel. Nu er der gået 3 uger siden hun fik skaden på benet. Nu kan hun skridte rask fremad på en kort trækketur. Faktisk så rask, at jeg må halvløbe for at følge med.
Men Tjara traver ikke helt rent endnu. Med Mads dyrlæge på sidelinjen lader vi Tjara få ro en tid endnu. Vi har fået vist nogle strækøvelser til benene, som tilsyneladende har effekt - eller - de gør det i hvert fald ikke værre.
Hun nyder dagene på fold og at blive nusset om. Hun er jo en halvdoven livsnyder, så hun brokker sig ikke over pausen. Det eneste hun højlydt - altså så højlydt som heste nu kan være - brokker sig over, er menuen. Den kur, bestående af hø, vitaminer og roepiller, er ikke noget at servere for en gourmet!
Vi har besluttet os for at lave en happening. Birgitte, Rebeccas galoptræner på Væddeløbsbanen, kalder Tjara for 'en lille tyk islænder'. Og det er hun jo også ved siden af væddeløbshestene.
Men en dag, når Tjara er rask og i god form, så tager vi hende med på galopbanen på en træningsdag. Det vil blive et historisk øjeblik, når Tjara giver den gas på banen som den første (og sidste?) islænder nogensinde! Jeg tror faktisk, at de bliver overrasket over hvor hurtigt hun faktisk kan løbe. Men i deres øjne kan vil lige så godt troppe op med et æsel. Det skal blive sjovt!
Men Tjara traver ikke helt rent endnu. Med Mads dyrlæge på sidelinjen lader vi Tjara få ro en tid endnu. Vi har fået vist nogle strækøvelser til benene, som tilsyneladende har effekt - eller - de gør det i hvert fald ikke værre.
Hun nyder dagene på fold og at blive nusset om. Hun er jo en halvdoven livsnyder, så hun brokker sig ikke over pausen. Det eneste hun højlydt - altså så højlydt som heste nu kan være - brokker sig over, er menuen. Den kur, bestående af hø, vitaminer og roepiller, er ikke noget at servere for en gourmet!
Vi har besluttet os for at lave en happening. Birgitte, Rebeccas galoptræner på Væddeløbsbanen, kalder Tjara for 'en lille tyk islænder'. Og det er hun jo også ved siden af væddeløbshestene.
Men en dag, når Tjara er rask og i god form, så tager vi hende med på galopbanen på en træningsdag. Det vil blive et historisk øjeblik, når Tjara giver den gas på banen som den første (og sidste?) islænder nogensinde! Jeg tror faktisk, at de bliver overrasket over hvor hurtigt hun faktisk kan løbe. Men i deres øjne kan vil lige så godt troppe op med et æsel. Det skal blive sjovt!
torsdag den 17. marts 2011
Tjara er halt
Sorte Slyngel er halt.
Det har hun været over en uge nu. Haltheden er på højre forben, men der er ingen hævelser eller varme hove og ingen ømhed ved palpation fra skulderen og ned - hverken på højre eller venstre side.
Tjara er glad. Hun tigger og spiser, er påmærksom og kælen. Så hvad gør man? Ringer man straks til dyrlægen, som kommer med sine sprøjter, regimer og røntgenapparat, eller venter man og ser tiden an? Sandsynligheden for at man bare får at vide, at hun skal have boksro, er stor.
Med de observationer, som vi har gjort, siger snusfornuften, at der må være tale om en forvridning - altså noget muskulært. Aftenen før hun blev halt trak vi hende over til lidt motion og leg i hallen, da vi var kommet sent hjem og derfor ikke havde tid til at ride. På vejen derover gled hun i noget mudder og faldt næsten helt ned på bringen. Næste dag var hun halt.
Nu har vi set tiden an og holdt hende i ro over en uge. Tjara har dog været på fold, ellers går hun ud af sin gode pels. Den er ikke så smattet i disse dage. Jeg tænker, at hun selv kan finde ud af at skåne sig. Hun står med hovedet langt nede i høballen og æder med vellyst og går ikke så meget rundt. Hun vugger lidt i skridt og halter tydeligt i trav.
Trods den glade hest, så kunne nerverne ikke længere stå distancen. I dag ringede jeg til dyrlæge Mads. Han kender Tjara så godt. Det var ham der syede hende sammen da hun fik sprættet benet op på folden for et par år siden. Jeg har stor tillid til Mads.
Det viste sig også, at han har en god portion jysk jordbundethed og slet ikke er grisk. Han synes vi havde gjort nogle flotte observationer og skulle fortsætte med at give hende ro. Hvis det er en muskulær skade vil det tage ca 14 dage. Hvis det er en seneskade vil det tage op til 3 måneder!!!!
Og jo, Tjara må gerne komme på fold. Vores husmorfornuft siger, at hun nok skal passe på sig selv, og det bekræfter dyrlæge Mads.
Så nu ser vi tiden an lidt mere.Hvis der ikke er nogen bedring, må Mads komme på visit om en uges tid.
I mellemtiden nusses der om patienten, som dog er ved at blive en kende buttet af ikke at lave noget. Vi må hellere skære lidt i foderet.
Det har hun været over en uge nu. Haltheden er på højre forben, men der er ingen hævelser eller varme hove og ingen ømhed ved palpation fra skulderen og ned - hverken på højre eller venstre side.
Tjara er glad. Hun tigger og spiser, er påmærksom og kælen. Så hvad gør man? Ringer man straks til dyrlægen, som kommer med sine sprøjter, regimer og røntgenapparat, eller venter man og ser tiden an? Sandsynligheden for at man bare får at vide, at hun skal have boksro, er stor.
Med de observationer, som vi har gjort, siger snusfornuften, at der må være tale om en forvridning - altså noget muskulært. Aftenen før hun blev halt trak vi hende over til lidt motion og leg i hallen, da vi var kommet sent hjem og derfor ikke havde tid til at ride. På vejen derover gled hun i noget mudder og faldt næsten helt ned på bringen. Næste dag var hun halt.
Nu har vi set tiden an og holdt hende i ro over en uge. Tjara har dog været på fold, ellers går hun ud af sin gode pels. Den er ikke så smattet i disse dage. Jeg tænker, at hun selv kan finde ud af at skåne sig. Hun står med hovedet langt nede i høballen og æder med vellyst og går ikke så meget rundt. Hun vugger lidt i skridt og halter tydeligt i trav.
Trods den glade hest, så kunne nerverne ikke længere stå distancen. I dag ringede jeg til dyrlæge Mads. Han kender Tjara så godt. Det var ham der syede hende sammen da hun fik sprættet benet op på folden for et par år siden. Jeg har stor tillid til Mads.
Det viste sig også, at han har en god portion jysk jordbundethed og slet ikke er grisk. Han synes vi havde gjort nogle flotte observationer og skulle fortsætte med at give hende ro. Hvis det er en muskulær skade vil det tage ca 14 dage. Hvis det er en seneskade vil det tage op til 3 måneder!!!!
Og jo, Tjara må gerne komme på fold. Vores husmorfornuft siger, at hun nok skal passe på sig selv, og det bekræfter dyrlæge Mads.
Så nu ser vi tiden an lidt mere.Hvis der ikke er nogen bedring, må Mads komme på visit om en uges tid.
I mellemtiden nusses der om patienten, som dog er ved at blive en kende buttet af ikke at lave noget. Vi må hellere skære lidt i foderet.
tirsdag den 25. januar 2011
Genopdragelse
Ordet genopdragelse får mig umiddelbart til at tænke på muslimske børn, som bliver sendt til oprindelseslandet til genopdragelse, fordi de er blevet en kende for vestligt orienterede.
Tjara skal ikke på koranskole, men der er nogle færdigheder, som hun har 'glemt' - eller vi har glemt at holde ved lige. Og hvis man ikke bliver holdt op på noget, hvorfor så anstrenge sig?
Jeg har længe spekuleret på hvordan vi selv skulle blive oplært i hesteopdragelse/ træning. Vi har lært at ride, men intet om træning af selve hesten, andet end hvad vi kan læse os til. Og det jeg har set praktiseret på rideskolen i forhold til underviserens træning af egne heste, er ikke en metode jeg vil anvende. Her er der kun lydighed, underkastelse og skæld ud. Ingen ros og intet samarbejde med hesten.
Vi har talt på fingrene, om der var råd til et ophold et sted eller undervisning. Men tiderne er trange. Så heldigt er det, at Per en dag kom til Mosegården med sin Klaus, som skal opstaldes der. Per ved en masse om horsemanship, så jeg logrede for at få noget hjælp. Per ville gerne hjælpe - også uden logren.
Han var dog påholdende med at sætte sig op på Tjara. Han havde hørt et rygte, som stammer fra sommergames i Sondrup med Sprettur sidste sommer, om at Tjara var vild og blodig. Hun var da også 'frisk' den dag, og det kan virke skræmmende på midaldrende kvinder.
Per fik dog hurtigt et andet indtryk. Konstaterede at Tjara var lærenem og hurtig til at aflære, hvilket er svært, og indlære noget nyt. Det er nemmere at træne en unghest, end en hest på 11 år.
Rebecca og jeg stod ved barrieren og kiggede på at Per begyndte sit arbejde med Tjara fra jorden.
Først fik hun monteret en 'håndbremse' - dvs. at hun skal træde et skridt tilbage når man trækker let i tøjlerne samtidig med at man løfter dem. I samme øjeblik som hun træder et skridt tilbage løsnes tøjlen - hvilket er et gennemgående princip. Det øver vi så nu hver gang vi rider. Tjara reagerer nu på håndbremsen med rytter på ryggen.
Næste øvelse er problemet med at Tjara skyder skulderen, hvilket gør galoppen vanskelig. En lille øvelse går på, at Tjara får bundet en knude på halen så der kan bindes et træktov fast i halen. Træktovet sættes fast i den anden ende ved næsebåndet. Tovet er lige præcis så stramt, at hesten tvinges til at bøje hele sin krop en smule. Så slippes hun løs i hallen og bliver bedt om at gå. Hun er så nødt til at gå på volter. Samme øvelse gøres på den anden side af kroppen. I modsætning til at bruge longegjord, så bøjer hesten kroppen fra bagdel til skulder, og ikke kun fra midten af kroppen til skulderen.
Meningen med det hele er at få Tjara til at træde over på sine forben og løsne op i skuldrene.
Tredje øvelse går på at stå stille uden man har fat i tøjlen, når der skal strammes gjord m.v. Tjara går bare sin vej, hvis hun finder det passende, hvis vi ikke har fat i hende. Hun går også bare, mens man sidder op. Jeg er rimeligt ferm til at stige på på en hest der går, især efter mine hofter har det godt igen (tidligere kunne jeg jo slet ikke sidde op pga. smerter) - men det er ikke hensigtsmæssigt.
Fjerde øvelse går på at Tjara ikke går foran når vi trækker med hende. Det går gennemgående godt i forhold til da vi fik hende i familien. Da oksede vi afsted efter hende med hingstekæde og det hele. Hingstekæden er forlængst lagt på hylden og rustet op. Meeen der er stadig et udviklingspotentiale. Øvelsen er, at hver gang Tjara går foran, så vender vi på en tallerken i den modsatte retning, så rytteren er foran. Så står vi der, men numsen mod det som Tjara hu hej vilde dyr gerne vil hen til (en tot græs i det fjerne, for eksempel). Når hun slapper af, hvilket kun tager få sekunder, så vender vi om at går pænt i den rigtige retning, indtil hun går foran igen - så vender vi...!
Det går pænt nu efter få ganges træning, som lægges ind i den daglige rutine. Formålet med træningen er også at ved større lydighed hos Tjara, så føler jeg mere kontrol over situationen og bliver dermed en bedre og sikrere rytter, som Tjara respekterer. Og det er målet sammen med ønsket om at kunne ride et stabil kort galop, så der er flere muligheder end slow og very very fast.
Her kommer Rebecca ind i billedet. For en tid er det slut med at drøne derudaf til Tjaras og Rebeccas udelte glæde. Selvom Tjara er klog og har manet alle rygter i jorden om at hun er ustyrlig, er hun alligevel ikke så klog, at hun kan skelne mellem hvornår man må gi' den gas og hvornår man ikke må, her i optræningen.
Næste mål er longering, hvor Tjara skal lære at skifte volte i fart. Det er kombineret lydighed og træning. Første gang var det hårdt. Hun svedte som en - hest! Hun sendte mig sideblikke: "Så få mig dog væk herfra!"
Men efter kort tid, så fattede hun meningen og fik rutinen ind, og så glemte hun alt om min tilstedeværelse og kastede sin kærlighed på Per.
Fortsættelse følger....
Tjara skal ikke på koranskole, men der er nogle færdigheder, som hun har 'glemt' - eller vi har glemt at holde ved lige. Og hvis man ikke bliver holdt op på noget, hvorfor så anstrenge sig?
Jeg har længe spekuleret på hvordan vi selv skulle blive oplært i hesteopdragelse/ træning. Vi har lært at ride, men intet om træning af selve hesten, andet end hvad vi kan læse os til. Og det jeg har set praktiseret på rideskolen i forhold til underviserens træning af egne heste, er ikke en metode jeg vil anvende. Her er der kun lydighed, underkastelse og skæld ud. Ingen ros og intet samarbejde med hesten.
Vi har talt på fingrene, om der var råd til et ophold et sted eller undervisning. Men tiderne er trange. Så heldigt er det, at Per en dag kom til Mosegården med sin Klaus, som skal opstaldes der. Per ved en masse om horsemanship, så jeg logrede for at få noget hjælp. Per ville gerne hjælpe - også uden logren.
Han var dog påholdende med at sætte sig op på Tjara. Han havde hørt et rygte, som stammer fra sommergames i Sondrup med Sprettur sidste sommer, om at Tjara var vild og blodig. Hun var da også 'frisk' den dag, og det kan virke skræmmende på midaldrende kvinder.
Per fik dog hurtigt et andet indtryk. Konstaterede at Tjara var lærenem og hurtig til at aflære, hvilket er svært, og indlære noget nyt. Det er nemmere at træne en unghest, end en hest på 11 år.
Rebecca og jeg stod ved barrieren og kiggede på at Per begyndte sit arbejde med Tjara fra jorden.
Først fik hun monteret en 'håndbremse' - dvs. at hun skal træde et skridt tilbage når man trækker let i tøjlerne samtidig med at man løfter dem. I samme øjeblik som hun træder et skridt tilbage løsnes tøjlen - hvilket er et gennemgående princip. Det øver vi så nu hver gang vi rider. Tjara reagerer nu på håndbremsen med rytter på ryggen.
Næste øvelse er problemet med at Tjara skyder skulderen, hvilket gør galoppen vanskelig. En lille øvelse går på, at Tjara får bundet en knude på halen så der kan bindes et træktov fast i halen. Træktovet sættes fast i den anden ende ved næsebåndet. Tovet er lige præcis så stramt, at hesten tvinges til at bøje hele sin krop en smule. Så slippes hun løs i hallen og bliver bedt om at gå. Hun er så nødt til at gå på volter. Samme øvelse gøres på den anden side af kroppen. I modsætning til at bruge longegjord, så bøjer hesten kroppen fra bagdel til skulder, og ikke kun fra midten af kroppen til skulderen.
Meningen med det hele er at få Tjara til at træde over på sine forben og løsne op i skuldrene.
Tredje øvelse går på at stå stille uden man har fat i tøjlen, når der skal strammes gjord m.v. Tjara går bare sin vej, hvis hun finder det passende, hvis vi ikke har fat i hende. Hun går også bare, mens man sidder op. Jeg er rimeligt ferm til at stige på på en hest der går, især efter mine hofter har det godt igen (tidligere kunne jeg jo slet ikke sidde op pga. smerter) - men det er ikke hensigtsmæssigt.
Fjerde øvelse går på at Tjara ikke går foran når vi trækker med hende. Det går gennemgående godt i forhold til da vi fik hende i familien. Da oksede vi afsted efter hende med hingstekæde og det hele. Hingstekæden er forlængst lagt på hylden og rustet op. Meeen der er stadig et udviklingspotentiale. Øvelsen er, at hver gang Tjara går foran, så vender vi på en tallerken i den modsatte retning, så rytteren er foran. Så står vi der, men numsen mod det som Tjara hu hej vilde dyr gerne vil hen til (en tot græs i det fjerne, for eksempel). Når hun slapper af, hvilket kun tager få sekunder, så vender vi om at går pænt i den rigtige retning, indtil hun går foran igen - så vender vi...!
Det går pænt nu efter få ganges træning, som lægges ind i den daglige rutine. Formålet med træningen er også at ved større lydighed hos Tjara, så føler jeg mere kontrol over situationen og bliver dermed en bedre og sikrere rytter, som Tjara respekterer. Og det er målet sammen med ønsket om at kunne ride et stabil kort galop, så der er flere muligheder end slow og very very fast.
Her kommer Rebecca ind i billedet. For en tid er det slut med at drøne derudaf til Tjaras og Rebeccas udelte glæde. Selvom Tjara er klog og har manet alle rygter i jorden om at hun er ustyrlig, er hun alligevel ikke så klog, at hun kan skelne mellem hvornår man må gi' den gas og hvornår man ikke må, her i optræningen.
Næste mål er longering, hvor Tjara skal lære at skifte volte i fart. Det er kombineret lydighed og træning. Første gang var det hårdt. Hun svedte som en - hest! Hun sendte mig sideblikke: "Så få mig dog væk herfra!"
Men efter kort tid, så fattede hun meningen og fik rutinen ind, og så glemte hun alt om min tilstedeværelse og kastede sin kærlighed på Per.
Fortsættelse følger....
søndag den 2. januar 2011
2011
Tid til opdatering!
Efter en dejlig lang sommer og et godt efterår med masser af tid til Tjara, idet jeg nogle måneder var fritstillet fra job pga. nedskæringer, så blev jeg igen arbejdsramt. Begyndte på nyt job den 1. november, med lange køreture til og fra arbejde. Det betød at jeg ikke længere kunne hygge mig hele formiddagen sammen med 'damerne' fra Mosegården med staldarbejde og ridning - ikke på hverdagene i hvert fald. Ud med dejlige morgenrideture i solopgang og morgendis. Ind med staldarbejde lige efter arbejdstid, hvor jeg ofte er helt alene i stalden og i mørket på vej til og fra ridehallen. Dage, hvor jeg slet ikke når ud til Tjara, men hvor Rebecca heldigvis tager over.
Alene! Sagde jeg - alene??
Man er aldrig alene med et sort loddent kræ på fire ben, som hele tiden kropsvisiterer én for noget spiseligt.
Vinteren kom hurtigt. Hestene er så vidt muligt på fold hver dag. Men i slut-december, efter et par tøvejrsdage, blev folden én stor skøjtebane. Nu er det på eget ansvar om man vil sætte sin hest derud. Ingen har lyst til at påtage sig det ansvar. Så hestene står på stald nu, undtagen når de slippes løs ovre i hallen -med eller uden rytter på ryggen.
Tjaras gode sommerform er ved at aftage, og dermed også det store energioverskud. Hun er nu knap så energisk i hallen. Vi lister os frem og tilbage mellem stald og hal, som to gamle tanter, af skræk for at glide og falde. Jeg tror såmen at Tjara er lige så nervøs for at jeg skal skvatte, som jeg er er nervøs for at hun skal skvatte.
Vi nåede lige at få en eneste ridetur i skoven den første snedag, før der kom skummel is under sneen. Tjara synes det var vidunderligt. Hun oksede afsted i galop, og satte sig kun på numsen en enkelt gang. Det ligger så dybt i Tjaras gener at sne er skønt og vinter er dejlig.
Gulerødderne fryser - selv i termokassen. Det samme gør de opblødte roepiller. Men Tjara lider ingen nød. Hun er liiiige til den kavbsede side, uden egentlig at være tyk nok til fodernedsættelse. Hun skal jo gerne kunne holde varmen. Hun får rigelige mængder af dejlig hø, så hun har noget at gnaske i når hun står i boksen. Der er også sat høballer ud på folden, så hestene har de bedst mulige betingelser.
Nu har jeg indsendt papirer for at få det lovpligtige hestepas til Tjara. En dertil godkendt person skulle besigtige Tjara og skrive under på at hun er sort, for den nette sum af 500 kr. Jeg lokkede en dyrlæge til at gøre det for det halve, da han alligevel var ude for at give Tjara den årlige vaccination. Nu venter vi bare på selve passet.
Det går heldigvis mod lysere tider nu. Glæder mig til vi igen kan ride ud uden fare for liv og lemmer.
Godt nytår!
Efter en dejlig lang sommer og et godt efterår med masser af tid til Tjara, idet jeg nogle måneder var fritstillet fra job pga. nedskæringer, så blev jeg igen arbejdsramt. Begyndte på nyt job den 1. november, med lange køreture til og fra arbejde. Det betød at jeg ikke længere kunne hygge mig hele formiddagen sammen med 'damerne' fra Mosegården med staldarbejde og ridning - ikke på hverdagene i hvert fald. Ud med dejlige morgenrideture i solopgang og morgendis. Ind med staldarbejde lige efter arbejdstid, hvor jeg ofte er helt alene i stalden og i mørket på vej til og fra ridehallen. Dage, hvor jeg slet ikke når ud til Tjara, men hvor Rebecca heldigvis tager over.
Alene! Sagde jeg - alene??
Man er aldrig alene med et sort loddent kræ på fire ben, som hele tiden kropsvisiterer én for noget spiseligt.
Vinteren kom hurtigt. Hestene er så vidt muligt på fold hver dag. Men i slut-december, efter et par tøvejrsdage, blev folden én stor skøjtebane. Nu er det på eget ansvar om man vil sætte sin hest derud. Ingen har lyst til at påtage sig det ansvar. Så hestene står på stald nu, undtagen når de slippes løs ovre i hallen -med eller uden rytter på ryggen.
Tjaras gode sommerform er ved at aftage, og dermed også det store energioverskud. Hun er nu knap så energisk i hallen. Vi lister os frem og tilbage mellem stald og hal, som to gamle tanter, af skræk for at glide og falde. Jeg tror såmen at Tjara er lige så nervøs for at jeg skal skvatte, som jeg er er nervøs for at hun skal skvatte.
Vi nåede lige at få en eneste ridetur i skoven den første snedag, før der kom skummel is under sneen. Tjara synes det var vidunderligt. Hun oksede afsted i galop, og satte sig kun på numsen en enkelt gang. Det ligger så dybt i Tjaras gener at sne er skønt og vinter er dejlig.
Gulerødderne fryser - selv i termokassen. Det samme gør de opblødte roepiller. Men Tjara lider ingen nød. Hun er liiiige til den kavbsede side, uden egentlig at være tyk nok til fodernedsættelse. Hun skal jo gerne kunne holde varmen. Hun får rigelige mængder af dejlig hø, så hun har noget at gnaske i når hun står i boksen. Der er også sat høballer ud på folden, så hestene har de bedst mulige betingelser.
Nu har jeg indsendt papirer for at få det lovpligtige hestepas til Tjara. En dertil godkendt person skulle besigtige Tjara og skrive under på at hun er sort, for den nette sum af 500 kr. Jeg lokkede en dyrlæge til at gøre det for det halve, da han alligevel var ude for at give Tjara den årlige vaccination. Nu venter vi bare på selve passet.
Det går heldigvis mod lysere tider nu. Glæder mig til vi igen kan ride ud uden fare for liv og lemmer.
Godt nytår!
Abonner på:
Opslag (Atom)