I dag har jeg set til, mens Tjara har fået massage til benene næsten eksede under hende af bare fryd og gammen.
Misundelig? Ja, men ikke i ordets egentlige forstand, for jeg under Tjara alt godt.
Det hele kom sig af, af jeg ville tage mig en tidlig søndags-ridetur. Jeg er alene om ridningen, nu hvor
Rebecca befinder sig i Negev ørkenen.
På gården stod Ofelia og blundede over en omgang massage. Jeg blev nysgerrig, og spurgte til hvad det var hos hesten, der havde gjort, at man mente, hun havde brug for massage - udover det faktum, at alle har brug for massage til hver en tid.
Det korte af det lange er, at jeg skrottede rideturen, da Tjara fik tilbudt en omgang. Jeg tænkte, med alle de skader, hun har haft det seneste halvandet år, må hun have opbygget nogle spændinger. Om ikke andet når hun skulle beskytte først det ene dårlige ben så det andet.
Massøren er under uddannelse i Berlin, og vil gerne øve sig. Hun ville ikke høre, hvilke ben Tjara havde haft skader på (hvilket er alle, undtagen højre bagben.) Hun ville føle sig frem.
Og hun mærkede rigtigt. Tilliden var etableret. Og efter Tjara tydeligvis havde tænkt over hvad der mon skete bagude på kroppen, så slappede hun af, tabte ørerne, slog en prut og gumlede med halvlukkede øjne. Altsammen gode tegn, sagde massøren.
Nu skal der gå nogle dage, hvor hun ikke må rides, fordi kroppen arbejder. Derefter rider jeg igen, og næste lørdag står den på endnu en omgang massage.
Så skulle vi også snart have lagt alle dårligdommene bag os. Det har været et sejt år. Ikke flere skader, tak!
I forhold til ridningen er vi næsten tilbage på sporet. Der kan rides ca. 45 minutter på bane og halvenden time i naturen. Oftest bliver det kun til en halv time, men det er på grund af mine ben, som skal holde til en del, nu hvor Rebecca ikke er der til at ride. Jeg tror - nej jeg ved, at Tjara savner en god galop op ad galopbakken, men det må altså vente.
Vi går til klikkertræning med Jack og Elvis. Træneren, som selv rider, foreslog at vi skulle sætte det mål, at kunne ride med hundene. Et rigtig fint mål, og det må være den ultimative rideoplevelse at have hundene med. Men jeg bliver altså helt svedt ved tanken om at møde en anden hund på turen mens jeg selv sidder på en hest. Det er et spørgsmål om træning af begge dyr, siger træneren. Og det har hun jo ret i. Anyway, tanken er skøn, men målet ligger nok noget ude i fremtiden. Jeg har fået opskriften på hvordan.
Ellers er udfordringen, at Tjara er blevet en kende tyk. Det er jo naturens orden, at dyrene feder sig op til en lang og streng vinter. Den lange og strenge vinter sætter jeg i system, så kiloene kan komme af sidebenene. Én ude på gården har været rundt med et målebånd og et skema. Han påstår, at Tjara skal tabe sig 100 kilo, hvilket er næsten en tredjedel af hendes vægt. Det svarer til vægten af en velvoksen mand på 2 meter!
Da Tjara ikke er nær så tyk, som da vi overtog hende, så tager jeg målemetoden med et gran salt. Dengang sagde dyrlægen, at hun skulle tabe sig 50 kilo. Hvis hun smider mellem 30 og 40 kilo, så bliver hun fin, er jeg sikker på.
Vi går efteråret i møde med forventningens glæde. Der ligger mange skønne timer forude.
søndag den 16. september 2012
Abonner på:
Opslag (Atom)