Uge 17 Tjara er flyttet

Tjara flyttede til Mosegården i går. Rebecca red hende derud mens Niels, Marianne og jeg pakkede og ryddede op efter os på Ponygården.

Jeg håber inderligt, at jeg har truffet det rigtige valg for Tjara. Hun er naturligvis lidt stresset nu - nye rutiner, nye lugte, ny flok, nyt sted.

Her på dag to er jeg lidt dyster. Men der er ingen fortrydelse. Tjara var 'persona non grata' på Ponygården. Det betød, at ingen ville have at deres hest kom på fold med hende. Hun fik ikke engang en chance for at bevise at hun kunne. Hysteriet blandt opstalderne på Ponygården omkring flokmentaliteten hos heste og deres rangorden var næsten ikke til at holde ud. På Mosegården har man et mere pragmatisk forhold til den sag.


Foldtiderne på Mosegården er delt i et formiddags- og et eftermiddagshold. Om formiddagen er hopperne på fold, om eftermiddagen vallakerne + en mandhaftig hoppe - og nu også Tjara. Vi valgte eftermiddagsholdet i håb om at Tjara ikke ville kæmpe så meget for sin plads i hierarkiet der.

Kl. 13 skete det. Vi stod en hel flok og kiggede spændt på hvordan det ville gå.

Tjara kom ud som den sidste. Det småregnede og hun havde regndækken på.

Tjara pilede direkte hen til en vallak kaldet Newton. Newton blev forelsket ved første blik. Herefter kom ingen anden hest i nærheden af Tjara. Det skulle han nok sørge for. De to piskede afsted op og ned ad bakken på folden, som er næsten lige så stor som hele Ponygårdens foldareal tilsammen. Tilskuerne gøs. Det gik så stærkt, at vi var bange for at det to heste faldt, gled i det smattede græs eller væltede ind i det strømførende hegn. Det var også lige før. De trak nogle gevaldige bremsespor efter sig.

Sådan løb de to heste rundt side om side i ca. fem minutter. Så gav Newton sig til at nusse Tjara i manen. Anton, en anden hest, nærmede sig Den Nye Godte. Men han blev jaget bort af Newton. De andre heste gav op og gav sig til at æde. Newton kredsede rundt om Tjara. Når hun synes han blev for klistret, spjættede og hvinede hun lidt. Så tog Newton fat om Tjaras nakke med hele kæbetøjet og begyndte at gøre foranstaltninger til parring. Tjara var tilsyneladende ligeglad. Hun gik hvor det passede hende og Newton fulgte med.

Efter ca. ti minutter gav de begge sig til at æde og Anton måtte se sit nederlag i øjnene.

Rebecca og jeg tog hjem.

Vi kom tilbage efter Tjara var kommet ind igen. Det sørger man nemlig for på Mosegården - at hestene kommer ud og ind fra fold hver dag i ca. fire timer pr. hold.

Nu kommer vi så til min bekymring: Kan Tjara gå på græsfold i fire timer om dagen uden at æde sig til forfangenhed? Er der mange mitter? Kan vi holde sommereksemen nede som vi kunne på Ponygården? Har jeg sat Tjaras helse over styr for bedre rideterræn og en flok at gå på fold med, og fordi jeg var irriteret på Ponygården?

Jeg håber det virkelig ikke.

Nu skal det have sin tid. Hverdagen skal indfinde sig. Vi skal kende stedets regler og rytme.

Der er renere i stalden her, fordi der er mere rengøringsdisciplin. Der er bedre indeklima på grund af knap så meget støv. Det er godt for Tjaras lunger. Staldgangen er dejlig bred, så vi slipper for ballade når vi skal hen i boksen. Her er der ingen der napper ud efter forbipasserende heste. Tjaras boks er ca. 50% større end den gamle boks. En hel balsal. Hun kan se sine naboer, men de kan ikke komme til hinanden. Desværre kan hun heller ikke stikke hovedet ud og se hvem der kommer gående på staldgangen. Men hun hilser stadigvæk når man råber 'Hej Tjara!'



Der er adgang til hø ad libitum. Dyrlægen siger 1 kg. hø pr. 100 kg. hest. Det er godt for omsætningen i maven. Vi fortsætter med det foder Tjara fik på Ponygården, for ikke at stresse hende for meget: roepiller med et drys havre (ellers gider hun ikke æde det), hø og gulerødder.
Vi skal have fundet ud af hvordan hun får de vitaminer og mineraler hun har brug for.

Det var iøvrigt en rystende beskidt Tjara der ventede på os efter turen på fold i dag. Hold da ferie! Og hendes regndækken var revet itu flere steder på ryggen. Jeg tror at Newton har forsøgt sig mere en én gang! Men Tjara selv så nu fin ud under mudderet.

Rebecca red hende på banen mens jeg ordnede boks og foder. Så det var en lækker boks med dejlig mad der ventede - og det er noget Tjara forstår at sætte pris på.

I morgen rider Niels og Tjara og Rebecca og Djasni ud i terrænet. Gid det var mig. Men jeg skal passe på mine hofter lidt endnu.

Jeg har fået min sidste behandling med ultralyd i dag. Nogen bedring er der at spore. Men smerterne hindrer mig stadig i at ride. Kiropraktoren siger det skal have nogle uger. Hjælper det ikke vil han sende en henvisning til nogle idrætslæger i Århus, som er specialister i idrætsskader og reumatologi (jeg gyser helt bare ved at skrive det sidste...!) Men jeg håber og håber og beder....!

Uge 17 - Forår

Det er perfekt ridetemperatur. 15 grader og klar luft. Ikke for varmt- ikke for koldt.

I lørdags var det også sådan. Så skulle der rides og jeg skulle prøve af om mine hofter kunne stå distancen efter at have kastet 2400 kr. efter en kiropraktor til shockwave behandling.

Vi er blevet spurgt om vi vil ride islændervallaken Djasni i form til salg denne sommer. Om vi vil! Genialt at vi flytter til Mosegården (på fredag) og Djasni kun bor ca. 2 km. derfra.

Djasni er trind, kan man vel godt kalde det. Og så er man sød. Rebecca sidder nærmest i spagat på ham. Jeg gyser. Mine ben ville falde af, og nok så meget shockwave terapi ville ikke kunne redde dem. Men han går godt, Djasni. Han tølter fint. Han er lidt uvant med omgivelserne fordi har ikke er redet i længere tid. Så bliver de jo lidt pivede. Men det skal nok komme igen.

For at vi kunne ride sammen så red Rebecca, den seje tøs, først Tjara til Tyrrestrup. En tur på en times tid. Imens sadlede jeg Djasni op. Da Rebecca og Tjara ankom, skulle Tjaras nye jeg lige beundres. "Uhhuu", sagde Anette, som jo kender Tjara fra den gang hun var opstaldet hos hende, "Hvor er hun smuk."

Så red vi ud - to fine ekvipager - en tyk på en tynd og en tynd på en tyk :-)

Min balance har lidt under ridepausen, så jeg indrømmer at jeg stod af og trak ned ad en bakke. Pivet? Ja. Jeg har redet ned ad noget der har været væsentligt stejlere. Men jeg kan ikke fjerne mit seneste styrt fra hukommelsen, som var kombinationen af stejl bakke + galop + frisk Tjara.
Gid man dog kunne slette harddisken på valgfri områder!

Men ellers gik det fint. Djasni og Tjara tullede afsted og fik skiftevis tryghed hos hinanden i det 'farlige' ukendte terræn. Og mine ben har stået distancen. Så der er håb for nogle rigtig gode rideture. Når Djasni er blevet lidt modigere, kan han sagtens ride til Mosegården og videre ud derfra.

Det var en træt Tjara og Rebecca, som kom tilbage til Ponygården den dag.

I går var der til gengæld energi på (igen). Jeg havde besluttet mig for at gå i haven. Haven bliver voldsomt forsømt (til naboernes fortrydelse) til fordel for heste og hunde og kajakroning (og almindelig dovenskab). Men ordnes lidt det skulle den. Hvad gør man så, når man ikke kan være alle steder på én gang? Man henter da hesten hjem i haven. Tjara har været i haven mange gange før.

Så hun blev sluppet løs. En halv time blev hun bevilget på grund af græsset. Først skulle hun have grime på så hun kunne fanges igen. Efter en vild jagt rundt i haven fik vi lokket grimen på hende ved at holde et æble ind i grimen så hun selv stak hovedet ind i den. Da hun så skulle tilbage på Ponygården gik jagten igen. Tjara ville ikke forlade den skønne buffet. Hun oksede afsted med det halve af græsplænen om ørerne, bukkede og slog bagud. Kom drønende om hjørnerne i fuld galop med én i hælene, opdagede at der stod jeg med en trillebør og ordnede bed. Skulle tage en kvik beslutning om hun ville stoppe for mig, løbe mig ned, løbe gennem bedet eller hoppe over bedet. Hun hoppede.....!

Til sidst fik Rebecca fat i Tjara, som syntes at det var en fest. Godt det ikke var mig der skulle ride hende tilbage til stalden - og så oven i købet uden sadel. Men Rebecca er kold. Afsted det gik med en hest der trippede afsted af bare iver. Ned over 'Det grønne område' i galop til klapsalver fra folk i haverne. Det er sejt. Det bliver nok ikke i dette liv jeg mestrer en galop uden sadel. Men mindre kan vel gøre det??