lørdag den 1. maj 2010

Uge 17 Tjara er flyttet



Tjara flyttede til Mosegården i går. Rebecca red hende derud mens Niels, Marianne og jeg pakkede og ryddede op efter os på Ponygården.

Jeg håber inderligt, at jeg har truffet det rigtige valg for Tjara. Hun er naturligvis lidt stresset nu - nye rutiner, nye lugte, ny flok, nyt sted.

Her på dag to er jeg lidt dyster. Men der er ingen fortrydelse. Tjara var 'persona non grata' på Ponygården. Det betød, at ingen ville have at deres hest kom på fold med hende. Hun fik ikke engang en chance for at bevise at hun kunne. Hysteriet blandt opstalderne på Ponygården omkring flokmentaliteten hos heste og deres rangorden var næsten ikke til at holde ud. På Mosegården har man et mere pragmatisk forhold til den sag.


Foldtiderne på Mosegården er delt i et formiddags- og et eftermiddagshold. Om formiddagen er hopperne på fold, om eftermiddagen vallakerne + en mandhaftig hoppe - og nu også Tjara. Vi valgte eftermiddagsholdet i håb om at Tjara ikke ville kæmpe så meget for sin plads i hierarkiet der.

Kl. 13 skete det. Vi stod en hel flok og kiggede spændt på hvordan det ville gå.

Tjara kom ud som den sidste. Det småregnede og hun havde regndækken på.

Tjara pilede direkte hen til en vallak kaldet Newton. Newton blev forelsket ved første blik. Herefter kom ingen anden hest i nærheden af Tjara. Det skulle han nok sørge for. De to piskede afsted op og ned ad bakken på folden, som er næsten lige så stor som hele Ponygårdens foldareal tilsammen. Tilskuerne gøs. Det gik så stærkt, at vi var bange for at det to heste faldt, gled i det smattede græs eller væltede ind i det strømførende hegn. Det var også lige før. De trak nogle gevaldige bremsespor efter sig.

Sådan løb de to heste rundt side om side i ca. fem minutter. Så gav Newton sig til at nusse Tjara i manen. Anton, en anden hest, nærmede sig Den Nye Godte. Men han blev jaget bort af Newton. De andre heste gav op og gav sig til at æde. Newton kredsede rundt om Tjara. Når hun synes han blev for klistret, spjættede og hvinede hun lidt. Så tog Newton fat om Tjaras nakke med hele kæbetøjet og begyndte at gøre foranstaltninger til parring. Tjara var tilsyneladende ligeglad. Hun gik hvor det passede hende og Newton fulgte med.

Efter ca. ti minutter gav de begge sig til at æde og Anton måtte se sit nederlag i øjnene.

Rebecca og jeg tog hjem.

Vi kom tilbage efter Tjara var kommet ind igen. Det sørger man nemlig for på Mosegården - at hestene kommer ud og ind fra fold hver dag i ca. fire timer pr. hold.

Nu kommer vi så til min bekymring: Kan Tjara gå på græsfold i fire timer om dagen uden at æde sig til forfangenhed? Er der mange mitter? Kan vi holde sommereksemen nede som vi kunne på Ponygården? Har jeg sat Tjaras helse over styr for bedre rideterræn og en flok at gå på fold med, og fordi jeg var irriteret på Ponygården?

Jeg håber det virkelig ikke.

Nu skal det have sin tid. Hverdagen skal indfinde sig. Vi skal kende stedets regler og rytme.

Der er renere i stalden her, fordi der er mere rengøringsdisciplin. Der er bedre indeklima på grund af knap så meget støv. Det er godt for Tjaras lunger. Staldgangen er dejlig bred, så vi slipper for ballade når vi skal hen i boksen. Her er der ingen der napper ud efter forbipasserende heste. Tjaras boks er ca. 50% større end den gamle boks. En hel balsal. Hun kan se sine naboer, men de kan ikke komme til hinanden. Desværre kan hun heller ikke stikke hovedet ud og se hvem der kommer gående på staldgangen. Men hun hilser stadigvæk når man råber 'Hej Tjara!'



Der er adgang til hø ad libitum. Dyrlægen siger 1 kg. hø pr. 100 kg. hest. Det er godt for omsætningen i maven. Vi fortsætter med det foder Tjara fik på Ponygården, for ikke at stresse hende for meget: roepiller med et drys havre (ellers gider hun ikke æde det), hø og gulerødder.
Vi skal have fundet ud af hvordan hun får de vitaminer og mineraler hun har brug for.

Det var iøvrigt en rystende beskidt Tjara der ventede på os efter turen på fold i dag. Hold da ferie! Og hendes regndækken var revet itu flere steder på ryggen. Jeg tror at Newton har forsøgt sig mere en én gang! Men Tjara selv så nu fin ud under mudderet.

Rebecca red hende på banen mens jeg ordnede boks og foder. Så det var en lækker boks med dejlig mad der ventede - og det er noget Tjara forstår at sætte pris på.

I morgen rider Niels og Tjara og Rebecca og Djasni ud i terrænet. Gid det var mig. Men jeg skal passe på mine hofter lidt endnu.

Jeg har fået min sidste behandling med ultralyd i dag. Nogen bedring er der at spore. Men smerterne hindrer mig stadig i at ride. Kiropraktoren siger det skal have nogle uger. Hjælper det ikke vil han sende en henvisning til nogle idrætslæger i Århus, som er specialister i idrætsskader og reumatologi (jeg gyser helt bare ved at skrive det sidste...!) Men jeg håber og håber og beder....!










Ingen kommentarer: