Cand.aut. hesteklipper

Den Sorte Dame er blevet skamklippet!  - Og nej, så slemt er det ikke. Vinterpelsen har gjort at Tjara synes dobbelt så stor som hun egentlig er. Man ser for sig billedet af en Disneybjørn, som lige har rystet sig. Puf!

Tjara bliver så våd, når hun har arbejdet, så en klipning skulle der til. Selvfølgelig kunne jeg lade hende være natura, og lade hende gå uden dækken. Men så skal vi bruge meget tid på at fjerne mudder og sand fra pelsen inden ridning, og skal altid ride en våd hest. Det dur ikke, især fordi jeg nu har lang køretid til og fra arbejde. Jeg kommer forholdsvis sent ud på Mosegården og vil hellere bruge tiden på at ride.

Jeg har sonderet terrænet. Hvem kan klippe heste uden at der skal betales en formue og med pænt resultat? Det var der en del der kunne, men ingen der ville fordi de ville spare på skæret på egen klippemaskine. Så der var ingen vej udenom. Jeg måtte købe en selv. Heldigvis får jeg klækkelige rabatter der hvor Sebastian arbejder. Om nogle år har den tjent sig selv ind.

Maskinen ankom og jeg gik kækt til opgaven. Min erfaring strakte sig kun til at klippe drengene derhjemme. Tjara skulle have et  jagtklip. Hvor svært kan det være? Det var halvmørkt da jeg gik i gang med klipningen. Tjara blev bundet ved siden af staldens eneste stikkontakt. Her kunne hun stå og flirte med Firebird mens jeg klippede. Jeg brugte et sadelunderlag som skabelon på den forreste del. Hals, mave og bringe skulle klippes + det øverste af benene.

Tjara tog det pænt. Jeg tror faktisk hun nød det. Hun var særdeles tålmodig. Hun fandt sig i, at jeg et uendeligt antal gange gik fra den ene side til den anden, så klipningen ikke blev skvæv. Jeg trøstede mig med, at pelsen jo vokser ud igen, hvis det skulle ende med en skamklipning.

Faktisk er det sværere at lave et jagtklip end at barbere hesten helt, da der skal tages hensyn til symmetri og kanter. Maskinen skal have olie hvert 10. minut. Så for ikke at glemme det, satte jeg alarmen på mobiltelefonen til. Resultatet blev helt hæderligt, så nu er jeg cand. aut. hesteklipper! Lidt hakket i kanten her og der. Fordi pelsen var så lang, var det svært at barbere en lige linje. Der måtte justeres lidt med kam og saks. Sværest var det omrking yveret og i arm- og benhulerne (kanman sige benhule når det hedder armhule?). Jeg var bange for at beskadige kræet og klippe i huden.

Ellers går livet sin vante gang for årstiden. Lige med undtagelse af at Tjara fik kolik i sidste onsdag. Jeg red hende stille og roligt en 45 minutters tid. Hun gødede ikke imens, som hun ellers plejer at gøre i rigt mål, fordi der skal skides oven i alle de klatter der er på ridebanen. Da hun kom over i boksen ville hun ikke have sin mad. Når Tjara ikke vil spise så er der sandelig grund til bekymring.

Jeg lagde øret til bugen. Der var lyd derinde, hvilket er et godt tegn. Så begyndte Tjara at skrabe en rede sammen, som hun lagde sig i med benene under sig. Sådan ligger heste jo normalt hvis de hviler sig. Så rejste hun sig igen og lagde sig helt om på siden med benene strakt frem for sig. Hun rullede med øjnene og lukkede øjnene og lå helt stille. Så ringede jeg til dyrlægen!

Det var naturligvis uden for almindelig dyrlægearbejdstid. Dyrlægen sagde i telefonen, at vi bare skulle lade Tjara ligge hvis der var plads til det i boksen (og det er der jo så rigeligt). Han sagde, at det er en myte, at man skal trække rundt med en kolikhest. Tværtimod lindrer det smerten at få lov at lægge sig. Og det kan man jo godt sætte sig ind i. Tyve minutter så stod dyrlægen der iført lang handske og med amerikansk olie i en kæmpe dunk. Årh, det gjorde godt at få noget smertestillende medicin, synes Tjara.

Da dyrlægen var gået, bænkede Rebecca og jeg os på taburetter udenfor boksen og drak varm kakao, mens vi vågede over Tjara. Da vi var trygge ved det, tog vi hjem. Svend Åge gik over og kiggede efter Tjara med nogle timers mellemrum.

Det er så anden gang Tjara har haft kolik mens vi har haft hende. Hvad der gør det aner vi ikke. En analyse af foder og andet, har ikke kastet lys over sagen. Men alle kan jo få ondt i maven i ny og næ. Tak for sygeforsikringen :-)

Uge 40 Al rid

I dag har vi været til Al-rid (orienteringsløb med spring i naturen på hest) med Rebecca og Tjara i Hedensted. De fik en 4. plads, selvom equipagen ikke havde prøvet det før. Det kunne have været en 3. plads, hvis ikke Tjara scorede 2 minuspoints for ulydighed. Men faktisk var det ivrighed, der fik hende til at drøne af med Rebecca i et heftigt tempo.

Holdene blev nemlig sendt afsted med 5 minutters mellemrum. Rebecca og Tjara var på hold med sig selv. Så de andre skulle jo indhentes, det kunne ikke være anderledes. Man fik desværre ikke points for tid. Desværre- fordi Tjara gennemførte som langt den hurtigste hest.

Så fik vi lige tjekket Tjaras kondition og målt den op mod de andre islandske heste. Tjaras var næstbedst. Ikke så ringe endda!

Der var høj sol og 15 grader. En perfekt efterårsdag. Hestene blev så varme, at de var drivvåde af sved. Barberingen nærmer sig!

Tjara fik meget ros: Sikke en flot hest! Næhhh og naarrjj!

                                          Opvarmning inden det går løs.                                      

                                          Dejligt at rulle sig når man er så svedig.

                                           NEJ - jeg vil ikke hjem!
                                                   

Så til det rutinemæssige. Der er tjekket for orm hos alle hestene på Mosegården. Nul orm i Tjara. Damen er sat på jordfold i disse dage, da hun har haft varme hove. Så ved vi, at der skal forebygges. Vi tager ingen chancer. Heldigvis kan Tjara se og nå de andre heste over hegnet. Og 'drengene' bliver pænt oppe i den afdeling af folden, hvor de kan være i nærheden af - og holde øje med 'deres dame'.

For mit vedkommende nyder jeg dagene på hesteryg, især når andre er på arbejde. Jeg skal dog økonomisere ift. mine ben. Turene i det kuperede terræn i skoven er hård for min  skadede lyske. Op ad bakke er ikke et problem. Men den smule, der klemmes ned ad bakke, er liiiige rigeligt. Det er dog ikke så slemt som det har været. Men der skal ikke meget til før musklerne syrer til, senerne bliver stramme og en brændende smerte opstår i muskeltilhæftningen - men kun i venstre side nu. Så alt i alt går det fremad. Kan dog ikke ride helt i det omfang, jeg ønsker det. Det er stadig min tretimers tur, som spøger. Den tur var alligevel mere end jeg kunne klare, selvom jeg var inde i en god gænge. Men den var det hele værd og jeg bliver helt varm indeni, når jeg tænker på den tur. Det varer nok en tid før Tjara og jeg kan tage turen ned langs  den jyske vestkyst.

Jeg kan trave noget og galoppere lidt, men slet ikke nok til at Den Sorte Slyngel får brugt sin energi. Derfor er kravleturene på bakkerne i skoven rigtig gode. Sidst red vi en time på bakkerne, og der måtte Tjara alligevel give op og sige fra. Det var lige hårdt nok, når man ikke kan få lov til at forcere bakkerne i galop. Men kravleturene er god træning.

Heldigvis er der Rebecca, og i ny og næ også Niels og Sebastian, som kan 'ride igennem' så det passer til Tjaras lyst til fart og tempo. Så jordes der ned ad Mælkevejen og op ad skrænten ved ridebanen. Den skrænt er Tjaras humørmåler. Når hun er så doven, at vi tror hun er syg og skadet, så skal vi bare give hende lov til at sprinte op ad skrænten. Gider hun ikke det, så ved vi, at hun virkelig er træt.

Uge 36 Jeg er mør!

I dag har Tjara og jeg været på tur med 8 andre islandske heste og ryttere fra Sprettur. Det blev til tre timer på hesteryg i det skønneste solskinsvejr.

Tjara og jeg havde en times ridt ud til den øvrige gruppe, som startede ud fra parkeringspladsen helt ude ved vandet  ved Brigsted.

Når man sådan skal på langtur, skal man have pikpak med, hvis nu....! Så Tjara fik sine sadeltasker på. Deri blev proppet vandflaske, grime, træktov, servietter og mobiltelefon. Således pakket til eventyr drog vi afsted.

Jeg havde sat tre kvarter af til at ride til Brigsted. Men Tjara gik i et særdeles afslappet tempo. Derfor måtte vi op i trav i ny og næ. Jeg sang 'Jens Hansen Har En Bondegård' til rytmen fra Tjaras hove. Nogle gange gik sangen næsten helt i stå. 'Og der var pruh pruh her og der var pruh pruh der. Og der var pruh pruh - alle steder pruh!'

Vi skulle mødes kl. 14. Kl. 14.05 havde Tjara og jeg stadig fem minutters ridt foran os. Så kom den utålmodige gruppe os heldigvis i møde. Så kom der andre boller på suppen. Tjara fandt ind i flokken og afsted det gik.

Vi red ad markveje, skovstier, langs Horsens Fjord og på stubmarker, i skridt, trav/tølt og galop. Vi red i bagtroppen, da de forreste satte afsted i en trav/tølt. Det kunne Tjara ikke have siddende på sig. Så afsted i hurtigtrav (en slags 'grisepas', som hverken er trav eller tølt, men noget nyt, som Tjara præsterer. Jeg tror Henriette har beskrevet noget lignende, da hun red Tjara sammen med andre islændere), og da det ikke gik hurtigt nok - så i galop. Det tog mig et nanosekund at acceptere tanken. Men da galoppen var i et hæderligt tempo (læs: ikke i sjette gear), så fandt vi rytmen, og jeg lod hende galoppere.

På et tidspunkt, da vi var inde i et skovstykke, var vejen blokeret af et stort væltet træ. Jeg forslog, at vi sprang hen over det, idet jeg kalkulerede med, at de ville de andre ikke være med til. Og så havde jeg scoret et par point på det :-) Det ville de heller ikke. Så fortropperne masede sig igennem meterhøje brændenælder for at komme forbi. Da brændenælderne var trådt ned af de første heste, red vi andre fint igennem.

Det varede selvfølgelig ikke længe, så gik Tjara forrest i flokken med raske skridt. Vi anede ikke hvor vi var eller hvor vi skulle hen, men det var ligemeget. Lone Færgeman råbte ruten til os. De øvrige ryttere var noget imponerede af Tjaras mod, set i forhold til at hun aldrig havde gået ruten før. Hunde, høstmaskiner, markarbrændinger, folde med ivrige hingste, uvejsomt terræn - intet slår Tjara ud!

Vi fik et kort hvil hos Lone, hvor der var græsning til hestene og kage og drikkelse til de to-benede. Her blev vi enige om at lade vore veje skilles, fordi vi ikke skulle helt med til Brigsted, men skulle dreje af og ned forbi rensningsanlægget i Søvind.

Vi lod flokken ride bort, og da de var ude af syne, red Tjara og jeg hjem til Mosegården. Tjara var stadig veloplagt, så vi fik os en god travetur. Men mine ben og lænd var møre. De sidste tyve minutter var jeg så træt  i musklerne i lænden, at jeg knap kunne følge rytmen.

Vi red hele turen for løse tøjler. Så da vi red forbi en majsmark på vej til stalden, og der pludselig fløj en fasan, eller et andet uhyre med vinger, op, så fik vi lige en kvik galop. Jeg ved ikke hvem der blev mest forskrækket. Tjara stoppede hurtigt igen. I det hele taget er hun blevet god til at reagere på bremsen. Vi fik lige pulsen ned, og så skridtede vi den sidste del af turen hjem.

Tjara virkede upåvirket af den tre timer lange tur, så hun må være i god form. Jeg er til gengæld pænt mør. Jeg er spændt på hvad ryg og ben siger til det i morgen. De har jo artet sig godt et stykke tid nu, men udtrættes hurtigere end de gjorde før jeg fik min overbelastningsskade.

Det er en fryd, en fornøjelse, et privilegium (tak, Henriette!) at ride på Tjaradyret. At se naturen ud mellem et par hesteøren, at finde rytmen sammen, og hele den samhørighed man opnår med hesten, det kan ikke beskrives. Kun ryttere ved hvad jeg taler om.

Uge 34 Sommeren er forbi nu!

Et gammelt C.V. Jørgensen nummer: "Sommeren er forbi nu, og den nærmest fløj afsted. Stakåndet står du tilbage og kan næsten ik' følge med...."

Det kan vel ikke siges meget bedre. Jeg har været så 'heldig' at være blevet fritstillet med løn fra jobbet. Så jeg har haft mere fri og fritid end jeg har haft i hundrede år og en formiddag. Trods presset om at finde et nyt job, har jeg forsøgt at holde mig til at jeg nok ikke får chancen for så lang en friperiode igen før jeg skal pensioneres om - hvad skal vi sige - tyve år??!

Og hvad er tiden så brugt på? Tjaradyret, selvfølgelig! Ja, og så lidt hunde, katte, leguan og familie og almindelig husholdning.

Kun en uge har vi været væk hjemmefra denne sommer. Her har Marianne og Annette passet 'Den Sorte Slyngel'. Ellers er der, sammen med Rebecca, brugt timer på Mosegården hver dag. Vi har været så heldige, at andre velvilligt har stillet deres heste til rådighed, så vi har kunnet ride sammen. Og mine hofter og ben har kunnet klare det. Faktisk er det så godt nu, at der næsten er normale forhold. Gud ske tak og lov!

Niels har fået trang til ridning, efter at have fået adgang til noget natur at ride i. Så skal det gå rigtig hurtigt, og dét kan Tjara li', så er det på ture, hvor det er ungerne, eller Niels og ungerne, der rider sammen. Så tager jeg mig af det huslige = udmugning og fodring, imens.

Jeg elsker staldarbejdet. Det er så dejligt konkret og nødvendigt, og man kan altid se hvor langt man er nået. Tjara lægger gerne en 5-6 klatter fra hun kommer ind fra fold kl. 17 til kl. 9 næste morgen, hvor hun kommer på fold igen. Så der er godt gang i fordøjelsen.

Fra uge 30 har Tjara gået på fold sammen med flokken (tre vallakker, kaldet 'drengene'). På den anden fold går 'damerne' + nogle få drenge, som ikke accepteres af 'drengene'. Det vil sige, at hun har gået på almindelig fold, og ikke den lille jordfold, som hun gik på i foråret og forsommeren, i 7-8 timer om dagen. Og der er ingen tegn på varme hove eller puls i benene.

'Se min hale!'

Jeg har en teori, som går på at Tjara får så meget hø i sin boks, så hun har noget at gumle på mens hun er der, og som en væsentlig del af foderet, at det sætter så meget gang i tarmsystemet, at der ikke hober sig affaldsstoffer op, som medvirker til de stofskifteproblemer som forfangenhed jo er. Selvfølgelig betyder det også noget at græsset ikke indeholder så meget næring nu.  Men sidste år kunne Tjara højst gå på den samme type sommergræs i max. fire timer før hun fik puls i benene. Men på Ponygården fik hun heller ikke mere hø end der er rejer i en rejeost!

På Mosegården er der hø ad libitum. Tjara får vel hvad der svarer til tre store favnfulde hø, eller det der kan være på en stor trillebør når det bliver pakket godt, i døgnet. Og på Mosegården muger man ud hver dag, hvis man har lyst. Ingen sure miner eller bemærkninger hvis man fjerner klatter og vådt halm hver dag.

I det hele taget er der en dejlig stemning på Mosegården. En omsorgsfuldhed for hinanden og hinandens heste. Rider man ud, bliver man spurgt hvorhen, eller hvor langt, så de ved hvor de skal lede hvis man skvatter af og hesten kommer alene hjem. Det sker jo af og til. Ikke for os endnu. Jeg behøver heller ikke flere styrt og fald.

Når Tjara er i det rette humør - det vil sige ikke for frisk og ikke for sløv, så traver vi og jeg kan også lokkes til en lille galop i fri natur. Nogle gange tager Tjara bare galoppen selv - især når vi nærmer os Mælkevejen, som ungerne galopperer på så snart de kan komme afsted med det. Så når Tanterne er på tur (Læs: de voksne damer), så ved hestene, at her galopperes, også selvom vi ikke havde tænkt os noget der ligner.  Tjara er blevet bedre til at stoppe når vi beder hende om det, og hun er blevet meget bedre til en kort galop. Men fornemmer hun lidt væddeløb, så finder hun straks et sjette gear i sin sorte krop!

Tjara og Anton på jordfolden

Faktisk har vi pillet alle remme og bånd af hende, som vi var nødt til at bruge for bare et år siden. Martingal'en ligger og mørner i skabet, næsebåndet er også pillet af. Nu er det næsten ikke til at forstå, at det har været nødvendigt. Men vi har også øvet stop så mange gange, først ved at gå ved siden af Tjara og sige "Prrrr, stop!" og stoppe selv, og så stoppede Tjara også efter lidt øvelse. Det er også øvet ved ridning i tide og utide. Og det fungerer så godt, at  ved "Prrr, stop", så stopper Tjara så brat at man nogle gange hænger ud over ørerne på hende.

Der har været en del insekter denne sommer, men åbenbart ikke så mange mitter. Tjara har stadig ingen sommereksem, og det på trods af at vi ikke har smurt hende med tjæreolien, som vi brugte flere liter af sidste år. Måske er det den strenge vinter. Der er jo et par vandhuller på og i nærheden af foldene, hvor mitter ellers trives. Til gengæld er hun træt af fluer og klæg. Jeg har fået fat i noget amerikansk fludium til heste, som vi sprøjter med inden vi tager på tur. Helt supereffektivt er det nu ikke. Men mon det findes?

Bortset fra at der skal penge i kassen - også til Tjaras husleje - så kunne jeg godt få tiden til at gå som hjemmegående hesteejer. Men den tid er nok snart forbi, så hver dag skal NYDES!

Uge 27 Mon Amour!

Varmen er over os! Den lille hest sveder i sin sorte pels og hun gider knap nok flytte benene. Derfor får hun sig en dusche i ny og næ, som hun kvitterer for ved at vælte sig i støvet med våd pels.

Flyvdyrene er efter Tjara. Der sprayes med tjærespray i dyre domme. Halen pisker rundt og der stampes i jorden. Nu har jeg fået et tilbud om at købe noget specialimporteret insektspray til heste fra USA. Det er vist ikke lovligt i Danmark, men det fungerer tilsyneladende godt på amerikanske heste. Nu prøver vi det af.

Heldigvis er der endnu ingen sommereksem at spore. Manen er hel og det er halen også. Skal vi mon gå en sommer igennem uden af miste en del af manen?

Hovene er tørre. Det er de på alle hestene. Så på Mosegården planlægger vi en store-fodbade-dag på søndag.

Her er fiffet: Der lægges halm i bunden af vandspiltovet, som fyldes med vand til kanten, så halmen bliver gemmenvåd. Så kommer hestene derind og stå til hovene har suget god med vand. Herefter smøres godt med hovfedt på til at holde på fugten.

I tirsdags var vi ude at ride Niels, Rebecca og jeg. Rebecca og Niels havde lånt Oluf og Firebird, hvis ejere er i USA. Turen gik til Søvind ad små markveje. Da vi nåede til Mælkevejen - en sandet markvej, rykkede det både i pels og ben på Tjara. Her må man galoppere!! Men nu er jeg jo en kylling udi kunsten at jorde, så det blev ikke til andet end en kort galop på hjemvejen, som Oluf gjorde sit til at spolere ved at sparke ud efter Tjara, så hun hoppede sidelæns ind på en mark. Men vi fik da galopperet.

Jeg havde aftalt med Niels og Rebecca, at Tjara og jeg skulle ride forrest når vi skulle ride hurtigt. Ingen må komme op på siden af Tjara, som gerne finder et ekstra gear hvis nogen skulle formaste sig til at overhale. Hun kan løbe forbavsende hurtigt, den lille hest.

I denne uge har jeg Tjara for mig selv. Rebecca er på ferie på Fyn. Så vil vi i ro og mag finde rytmen (læs: komme op i fart) på de små markveje, hvor der kun kommer en traktor og en cyklist i ny og næ. Men lige nu er det som sagt så varmt, at ingen orker nogen form for unødig bevægelse. Heldigvis er stalden dejlig sval.

Varmt er det også mellem Anton og Tjara. De to går på jordfold ved siden af den store fold for ikke at blive fede og forfangne. Det vil sige, det gør Tjara med mindre hun med mulen lukker sig selv ud og går ind i stalden.

Forleden lukkede jeg Tjara ud på den store fold til de andre drenge. Jeg tænkte, at hun ville tage sig nogle gode løbeture og og ned ad bakken. Anton blev stående tilbage og kiggede efter hende. Den chance lod La Cot ikke gå fra sig. Han kurtiserede Tjara lige for øjnene af den forsmåede Anton, som intet kunne gøre i sin indhegning. Hvis en hest kunne se ked ud af det, så var det lige hvad Anton gjorde. Han sank helt ned i knæ. Ørene hang som på en kanin med hængeører, og kunne han fælde en tåre, så havde han gjort det.

Jeg fik medlidenhed med Anton, så efter tyve minutter hos drengene, trak jeg Tjara tilbage til Anton. Det blev et varmt gensyn. Alt tilgivet. Gensidig nussen til den store guldmedalje. La Cot tænkte sikkert, "Bedre held næste gang."

Uge 24 Midsommer og fire nye sko

Nu har Tjara snart boet på Mosegården i to måneder. Det skulle nu forestille at være sommer. Derfor har Tjara fået fire nye sko. Bagskoene er nærmest platausko - dobbelt så tykke som forskoene som er de sædvanlige. Så nu er der ingen sko-mæssig hindring for tølt.

Tjara skal lige vænne sig til skoene, så vi har kun skridtet i går og i dag. Vi har gået over cavalettis, så hun får løftet bagbenene, som hun lige skal vænne sig til at løfte lidt mere. Udover tølten skal skoene også medvirke til at det ikke generer Tjara at gå på grusstierne. Jeg tror hun var lidt øm - gik lidt i knæ engang imellem, hvis man kan sige knæ om bagbenene.

Vi har skiftet fuldfoder til Icelandic Power for at få lidt huld på damen. Nu er hun fin igen. Hun var lige blevet en kende for mager, men hun bruger også mere energi. Derudover hedder det hø ad libitum som kompensation for jordfolden samt opblødte roepiller garneret med gulerødder.

Tjara er på jordfold sammen med Anton, som ikke må blive for tyk. Selv om folden ikke er så stor, trives de to heste fint med hinanden og står og nusser hinanden. Forleden slog Anton en prut, som lød som et tordenskrald lige op i hovedet på Tjara, som blev temmelig rystet, hvorefter han tog sig en lur i et hjørne af folden. En rigtig mand!

Der bliver passet godt på Tjara på Mosegården. De synes hun er så sød og fin. Og det er lige hvad hun er. Svend Aage udvider jordfolden en smule hele tiden, så der er lidt græs at guffe i, men ikke for meget. Den omsorg mærkede vi ikke meget til på Ponygården.

I det hele taget har vi ikke savnet Ponygården. Tjara virker også mere afslappet. Hun kan nu rides med så let en tøjle, at det er helt utroligt. Med helt let hånd skal der bare støttes op både ved tilbagetrædninger, schenkelvigninger - og i det hele taget. Det er en fryd. Et 'drrrehhh' med tungen og Tjara stopper op så brat at man selv hænger ud over halsen på hende. Hun er blevet meget lydig på det område også.

I det hele taget er det fryd og gammen. Der er ingen sommereksem, Tjara er i god form og jeg får det bedre og bedre i mine hofter. Og så alligevel..... Vi fik en forskrækkelse, eller en reminder da Tjara var til Sommergames i Sondrup. Her var hun på græsfold en times tid med de andre islændere. Dagen efter var der puls i alle fire ben og varme hove. Vi red hende alligevel på små skridtture for at få gang i kredsløbet. Nu er der ingenting og hovene er fine. Men det fortalte os lige at træerne trods alt ikke vokser ind i himlen, og at vi har en hest, som hele sin levetid skal have særlige hensyn. Men når vi tager dem, og det er ikke så vanskeligt, så har vi fået os en rigtig fin og dejlig hest.

Uge 21 Sommergames

I dag har vi været til Sprettur Sommergames i regnvejr med Tjara. Rebecca red.

Vi har ikke prøvet noget lignende før, men det er bestemt ikke sidste gang vi kaster os ud i den slags.

Første øvelse var behændighed. Hestene skulle på tid ride en bane hvor der først skulle tages et flag fra en spand med sand. Man skulle så ride hen til en anden spand og plante flaget der. Dernæst skulle hesten sparke en stor gymnastik bold en vis trækning. Så skulle man ride slalom og derefter hen til en stor metalskraldespand og tage en platikpose, som lå på låget, åbne låget og smide den larmende plastikpose ned i den larmende skraldespand. Videre hen til en sandsæk i et langt tov som hesten skulle trække efter sig og til sidst hen over en presenning. Alt sammen uden at rytteren står af.

Tjara fik en 3. plads!

Næste konkurrence var flagridning på tid, hvor man rider på bane og tager et flag som man placerer i næste spand. Det gør man et par gange rundt på banen. Her var Tjara og Rebecca så ivrige at de stormede forbi spanden inden Rebecca kunne nå at snuppe flaget, Det kostede tid. så her var ingen topplacering. Tilskuerne var noget rystede over det tempo Tjara kan galoppere i.

Sidste konkurrence var øl-tølt. Her kunne vi af gode grunde ikke være med. Vi kunne kun med fryd være tilskuere til at andre ryttere fik øl ud over det hele. Niels jamrede over alt den gode øl som gik til spilde.

Selv om det øsede ned var det en sjov og hyggelig dag for både hesten og dens mennesker! Vi sluttede med buffet i en nyindrettet stald. Hestene sluttede med buffet på en grøn eng.

Tjara var upåvirket af de nye omgivelser og de andre heste. Men hun ville meget gerne have en bid af det lækre græs mens hun ventede på at det blev hendes tur.

Rebecca havde brugt hele lørdagen på at vaske og nusse om Tjara, så hun var så fin. Belønningen kom også i form af uforbeholden ros til hest og rytter.

Uge 19 Optur!

Hvordan ser en glad hest ud?

Mit bud:
Den løber nogle lange ture på den store fold sammen med sin flok.
Den har hestevenner at nusse og som nusser den.
Den går på oppe på spidsen af hovene af bare iver når den ved den skal på tur.
Den hilser på én når man kommer i stalden.
Den kommer hen og siger hej når den går på folden
Den er afslappet og afbalanceret.
Dens pels skinner.
Den er slank og trimmet.
Den er vågen, nysgerrig og interesseret.
Den er Tjara.

Tjara er nu blevet optaget i flokken. Hendes liv har ændret sig fra at være 'Persona non grata' på Ponygården til at være staldens Darling på Mosegården.

Roserne vælter ned over hende: "Hvor er hun smuk. Sikke en gang. Hvor velproportioneret. Sikke et dejligt sind og væsen hun har. Hvor er hun dog sød og charmerende."

Tjara har mange timer på fold hver dag. Der er ikke skyggen af varme hove eller andre tegn på at hun ikke kan tåle græsset. Der er nu heller ikke meget græs lige nu. Flokken går stadig på vinterfolden. Jeg kan bruge timer på at se hende løbe og lege med de andre heste på folden. Nu får hun dobbelt motion. Den meget kuperede fold giver Tjara gode muskler og lange løbeture når det passer hende. Det er med til at give god omsætning i kroppen.

Der er hø ad libitum, så Tjara er sluppet af med halm-vommen. Nu æder hun hø i stedet. Og hun skider helt vildt meget. Tjara har altid været meget renlig i sin boks. Hun har haft et skide- og tisse hjørne. Det har hun stadig, men nu skal hun ikke bare vende røven mod 'skidehjørnet', hun skal gå derover for at skide. Hun har sig en hel balsal. Vi kan se på halmen at hun ligger ned om natten.

Jeg kan spørge mig selv om hvorfor vi ikke har flyttet hende på Mosegården for længe siden. Men jeg tror at tiden på Ponygården med den stramme struktur har været godt for os alle sammen, set i lyset af Tjaras tilstand da vi overtog hende for to år siden. Rammerne på Ponygården gjorde det muligt at få Tjara på diæt så hun kunne tabe de 30 kilo, som var så vigtige at komme af med. Hallen har gjort at vi kunne ride hende året rundt uanset vejret og dermed holde gang i benene, og sidst men ikke mindst kunne vi kontrollere hendes græs-indtag meget nøje.

Nu er der stabilitet. Tjara er på toppen. Vi kan alle ride hende hvor som helst. Hun er super stabil.

Et eksempel: Niels red sammen med Rebecca, som red på Djasni. De red ned mod Søvind og hen over en lille træbro, som var ca. 1½ meter bred. Djasni ville ikke over. Tjara gik bare. Jeg ved fra Henriette, at det har Tjara altid bare gjort. Men hun har ikke været på træbroer i årevis. Mens Tjara stod ude midt på broen var der en eller anden lige i nærheden som startede en motorsav. Tjara vippede bare lidt med det ene øre. Det var eneste reaktion på det!

Jeg red lidt på bane fredag. Var lidt stiv i benene, men kom hurtigt ned i sadlen. Besluttede så at ride alene op til Djasni og Rebecca i Tyrrestrup om lørdagen. Er lidt stiv i bækkenet i dag, men har ikke nævneværdige smerter. Derfor valgte jeg også at ride lidt i dag, søndag. Kunne for første gang i to år mærke mine sædeknogler i sadlen. Og selv om Tjara hoppede frisk rundt, sad jeg fast. Sikke en forskel det gør at kunne komme ordentligt ned i sadlen. Glæder mig til igen at kunne ride uden at ligne en ulykke. Og have følelsen af at sidde i sadlen og ikke på sadlen.

I morgen har Niels ride-dag. Han har fået lyst til at ride nu hvor der er fri adgang til naturen. Mens jeg var i Holland red han og Tjara en tur på ca. ti kilometer sammen med Rebecca og Djasni og Bent og hest??. De havde en fest. Området derude giver så mange muligheder.

Uge 17 Nu hedder han Anton!

Amour amour. Affæren med Newton varede ikke længe. Han er flyttet! Det betyder at Anton har fået chancen - og den har han udnyttet til fulde.

Tjara er løs på tråden. Den ene tilbeder og beskytter kan vel være lige så god som den anden. Med ophøjet ro gik hun på folden og lod sig varte op af Anton. Anton er Tjaras nabo inde i stalden, så de har haft tid til at se hinanden an.

Når jeg tænker på hvor meget foldbøvl der var omkring Tjara på Ponygården er det forbavsende, at hun har fundet ind i en flok uden nogen form for ballade. Det er glædeligt. Det betyder sikkert også noget at folden er så stor at aggression ikke bliver fremprovokeret af pladsmangel.

I dag er humøret (mit) bedre. Der ser ud til at fungere. Der er en god stemning på Mosegården blandt heste og blandt hesteejere ikke mindst. Jeg tror vi kommer i en gænge hvor vi vænner os til at andre tager Tjara ind fra fold om eftermiddagen og vi først ser hende dagen efter. Nu hvor varmen kommer, kommer græsset også. Jeg håber inderligt at Tjara kan tåle det. Det taler for, at hun bliver redet hver dag, at hun har god omsætning i kroppen og at hun ikke er overvægtig.
Det taler imod at hun tidligere har været forfangen.

Niels og Rebecca red i dag. Niels red op til Rebecca og Djasni og sammen red de den samme tur som Rebecca og jeg red i forrige uge. Jeg måtte pænt blive tilbage. Så hundene og jeg gik os en tur i det samme område.

Da de fire kom tilbage, tog de sig lige en galop på stubmarken ved siden af Djasnis fold inden Niels og Tjara vendte tilbage til Mosegården.

Efter at have sadlet Djasni af og sagt pænt farvel til ham og hans flok, kørte Rebecca og jeg ned til Mosegården. Her ventede vi over en cola på at Tjaras hold kom på fold. Det er jo spændende at se hvordan det spænder af. Som skrevet gik det fint - meget fint endda.

Mens vi ventede kom Majbrit og Henning ridende forbi på den Fede Gule og en anden hingst. Overraskede blev de over at se os sidde der. Så der fik vi lige endnu et par ridemakkere som kender området.

Inden vi tog hjem blev der stillet mad frem til morgenfodring, muget ud, strøet og aftenfodret, så alt er klappet og klar til endnu en dag.

Uge 17 Tjara er flyttet

Tjara flyttede til Mosegården i går. Rebecca red hende derud mens Niels, Marianne og jeg pakkede og ryddede op efter os på Ponygården.

Jeg håber inderligt, at jeg har truffet det rigtige valg for Tjara. Hun er naturligvis lidt stresset nu - nye rutiner, nye lugte, ny flok, nyt sted.

Her på dag to er jeg lidt dyster. Men der er ingen fortrydelse. Tjara var 'persona non grata' på Ponygården. Det betød, at ingen ville have at deres hest kom på fold med hende. Hun fik ikke engang en chance for at bevise at hun kunne. Hysteriet blandt opstalderne på Ponygården omkring flokmentaliteten hos heste og deres rangorden var næsten ikke til at holde ud. På Mosegården har man et mere pragmatisk forhold til den sag.


Foldtiderne på Mosegården er delt i et formiddags- og et eftermiddagshold. Om formiddagen er hopperne på fold, om eftermiddagen vallakerne + en mandhaftig hoppe - og nu også Tjara. Vi valgte eftermiddagsholdet i håb om at Tjara ikke ville kæmpe så meget for sin plads i hierarkiet der.

Kl. 13 skete det. Vi stod en hel flok og kiggede spændt på hvordan det ville gå.

Tjara kom ud som den sidste. Det småregnede og hun havde regndækken på.

Tjara pilede direkte hen til en vallak kaldet Newton. Newton blev forelsket ved første blik. Herefter kom ingen anden hest i nærheden af Tjara. Det skulle han nok sørge for. De to piskede afsted op og ned ad bakken på folden, som er næsten lige så stor som hele Ponygårdens foldareal tilsammen. Tilskuerne gøs. Det gik så stærkt, at vi var bange for at det to heste faldt, gled i det smattede græs eller væltede ind i det strømførende hegn. Det var også lige før. De trak nogle gevaldige bremsespor efter sig.

Sådan løb de to heste rundt side om side i ca. fem minutter. Så gav Newton sig til at nusse Tjara i manen. Anton, en anden hest, nærmede sig Den Nye Godte. Men han blev jaget bort af Newton. De andre heste gav op og gav sig til at æde. Newton kredsede rundt om Tjara. Når hun synes han blev for klistret, spjættede og hvinede hun lidt. Så tog Newton fat om Tjaras nakke med hele kæbetøjet og begyndte at gøre foranstaltninger til parring. Tjara var tilsyneladende ligeglad. Hun gik hvor det passede hende og Newton fulgte med.

Efter ca. ti minutter gav de begge sig til at æde og Anton måtte se sit nederlag i øjnene.

Rebecca og jeg tog hjem.

Vi kom tilbage efter Tjara var kommet ind igen. Det sørger man nemlig for på Mosegården - at hestene kommer ud og ind fra fold hver dag i ca. fire timer pr. hold.

Nu kommer vi så til min bekymring: Kan Tjara gå på græsfold i fire timer om dagen uden at æde sig til forfangenhed? Er der mange mitter? Kan vi holde sommereksemen nede som vi kunne på Ponygården? Har jeg sat Tjaras helse over styr for bedre rideterræn og en flok at gå på fold med, og fordi jeg var irriteret på Ponygården?

Jeg håber det virkelig ikke.

Nu skal det have sin tid. Hverdagen skal indfinde sig. Vi skal kende stedets regler og rytme.

Der er renere i stalden her, fordi der er mere rengøringsdisciplin. Der er bedre indeklima på grund af knap så meget støv. Det er godt for Tjaras lunger. Staldgangen er dejlig bred, så vi slipper for ballade når vi skal hen i boksen. Her er der ingen der napper ud efter forbipasserende heste. Tjaras boks er ca. 50% større end den gamle boks. En hel balsal. Hun kan se sine naboer, men de kan ikke komme til hinanden. Desværre kan hun heller ikke stikke hovedet ud og se hvem der kommer gående på staldgangen. Men hun hilser stadigvæk når man råber 'Hej Tjara!'



Der er adgang til hø ad libitum. Dyrlægen siger 1 kg. hø pr. 100 kg. hest. Det er godt for omsætningen i maven. Vi fortsætter med det foder Tjara fik på Ponygården, for ikke at stresse hende for meget: roepiller med et drys havre (ellers gider hun ikke æde det), hø og gulerødder.
Vi skal have fundet ud af hvordan hun får de vitaminer og mineraler hun har brug for.

Det var iøvrigt en rystende beskidt Tjara der ventede på os efter turen på fold i dag. Hold da ferie! Og hendes regndækken var revet itu flere steder på ryggen. Jeg tror at Newton har forsøgt sig mere en én gang! Men Tjara selv så nu fin ud under mudderet.

Rebecca red hende på banen mens jeg ordnede boks og foder. Så det var en lækker boks med dejlig mad der ventede - og det er noget Tjara forstår at sætte pris på.

I morgen rider Niels og Tjara og Rebecca og Djasni ud i terrænet. Gid det var mig. Men jeg skal passe på mine hofter lidt endnu.

Jeg har fået min sidste behandling med ultralyd i dag. Nogen bedring er der at spore. Men smerterne hindrer mig stadig i at ride. Kiropraktoren siger det skal have nogle uger. Hjælper det ikke vil han sende en henvisning til nogle idrætslæger i Århus, som er specialister i idrætsskader og reumatologi (jeg gyser helt bare ved at skrive det sidste...!) Men jeg håber og håber og beder....!

Uge 17 - Forår

Det er perfekt ridetemperatur. 15 grader og klar luft. Ikke for varmt- ikke for koldt.

I lørdags var det også sådan. Så skulle der rides og jeg skulle prøve af om mine hofter kunne stå distancen efter at have kastet 2400 kr. efter en kiropraktor til shockwave behandling.

Vi er blevet spurgt om vi vil ride islændervallaken Djasni i form til salg denne sommer. Om vi vil! Genialt at vi flytter til Mosegården (på fredag) og Djasni kun bor ca. 2 km. derfra.

Djasni er trind, kan man vel godt kalde det. Og så er man sød. Rebecca sidder nærmest i spagat på ham. Jeg gyser. Mine ben ville falde af, og nok så meget shockwave terapi ville ikke kunne redde dem. Men han går godt, Djasni. Han tølter fint. Han er lidt uvant med omgivelserne fordi har ikke er redet i længere tid. Så bliver de jo lidt pivede. Men det skal nok komme igen.

For at vi kunne ride sammen så red Rebecca, den seje tøs, først Tjara til Tyrrestrup. En tur på en times tid. Imens sadlede jeg Djasni op. Da Rebecca og Tjara ankom, skulle Tjaras nye jeg lige beundres. "Uhhuu", sagde Anette, som jo kender Tjara fra den gang hun var opstaldet hos hende, "Hvor er hun smuk."

Så red vi ud - to fine ekvipager - en tyk på en tynd og en tynd på en tyk :-)

Min balance har lidt under ridepausen, så jeg indrømmer at jeg stod af og trak ned ad en bakke. Pivet? Ja. Jeg har redet ned ad noget der har været væsentligt stejlere. Men jeg kan ikke fjerne mit seneste styrt fra hukommelsen, som var kombinationen af stejl bakke + galop + frisk Tjara.
Gid man dog kunne slette harddisken på valgfri områder!

Men ellers gik det fint. Djasni og Tjara tullede afsted og fik skiftevis tryghed hos hinanden i det 'farlige' ukendte terræn. Og mine ben har stået distancen. Så der er håb for nogle rigtig gode rideture. Når Djasni er blevet lidt modigere, kan han sagtens ride til Mosegården og videre ud derfra.

Det var en træt Tjara og Rebecca, som kom tilbage til Ponygården den dag.

I går var der til gengæld energi på (igen). Jeg havde besluttet mig for at gå i haven. Haven bliver voldsomt forsømt (til naboernes fortrydelse) til fordel for heste og hunde og kajakroning (og almindelig dovenskab). Men ordnes lidt det skulle den. Hvad gør man så, når man ikke kan være alle steder på én gang? Man henter da hesten hjem i haven. Tjara har været i haven mange gange før.

Så hun blev sluppet løs. En halv time blev hun bevilget på grund af græsset. Først skulle hun have grime på så hun kunne fanges igen. Efter en vild jagt rundt i haven fik vi lokket grimen på hende ved at holde et æble ind i grimen så hun selv stak hovedet ind i den. Da hun så skulle tilbage på Ponygården gik jagten igen. Tjara ville ikke forlade den skønne buffet. Hun oksede afsted med det halve af græsplænen om ørerne, bukkede og slog bagud. Kom drønende om hjørnerne i fuld galop med én i hælene, opdagede at der stod jeg med en trillebør og ordnede bed. Skulle tage en kvik beslutning om hun ville stoppe for mig, løbe mig ned, løbe gennem bedet eller hoppe over bedet. Hun hoppede.....!

Til sidst fik Rebecca fat i Tjara, som syntes at det var en fest. Godt det ikke var mig der skulle ride hende tilbage til stalden - og så oven i købet uden sadel. Men Rebecca er kold. Afsted det gik med en hest der trippede afsted af bare iver. Ned over 'Det grønne område' i galop til klapsalver fra folk i haverne. Det er sejt. Det bliver nok ikke i dette liv jeg mestrer en galop uden sadel. Men mindre kan vel gøre det??

Uge 13 - seneste nyt!

Først med det sidste, som en gammel reklame fra Aarhuus Stiftstidende lød.

Tjara skal flytte ud til Mosegården den 1. maj. Boksen på Ponygården er opsagt, med en anelse vemod. Økonomien kræver at noget skal ske indtil Niels får job igen. Men argumenter for at flytte er der mange af. Jeg nævner i flæng: Bedre rideterræn, ridevenner - kvinder med de samme ønsker til ridning som mine, Rebeccas veninde har hest opstaldet på Mosegården, vi slipper for at kæmpe om foldene. Faktisk kan jeg kun finde én ulempe, og det er at vi skal cykle eller køre derud. Der er fire kilometer derud, så det er ikke slemt, men det er liiiige rigeligt at skulle gå tur/retur.

Jeg tror Tjara bliver rigtig glad. Der er en lille hal derude samt udendørs ride- og springbane. Men vigtigst af alt så kan vi ride ned til vandet, i skov og på marker uden at møde trafik. Det bliver vidunderligt.

Vi har selvfølgelig sikret os at der er jordfold til Tjara forår og efterår. Det var betingelsen for at flytte. Vi vil ikke risikere at slå hende langsomt ihjel med for meget græs. Det ville være forfærdeligt. Der bliver meget mere foldtid. Ejerne trækker samtlige heste på fold om morgenen, og er man ikke kommet inden aften, bliver de trukket ind igen. Det vil sige maksimal foldtid.

Der er heller ikke alt det hysteri med hvem der må gå på fold med hvem. Det finder flokken selv ud af. Tjara mistede hele tiden sine foldkammerater fordi der var pisket en stemning op omkring hendes noget 'hoppede' temperament., selvom der aldrig var sket nogen skade.

Så langt så godt. Vi glæder os. Så kan vi få brugt de sadeltasker jeg købte sidste år. Jeg ved Tjara elsker at gå i naturen. Det bliver så godt.

Ellers er der sket det, at vi har haft tandlæge til Tjara. Og her mener jeg tandlæge - med bedøvelse og det hele.

Tjara var begyndt at gå rigtig træls med hovedet, især på den ene volte. Det underede os noget. Hun ligesom forsøgte at stikke af fra biddet og virrede med hovedet. Så vi valgte at det denne gang skulle det være en dyrlæge der skulle kigge på hende. Tænk hvis der var noget grimt i den mund.

Dyrlæge Mads kom med alt apparaturet. Tjara blev som sagt bedøvet. Rebecca og jeg holdt det tunge hestehovede. Med pandelampe og trykluftsliber gik Mads igang.

Der var ikke noget grimt i munden, ikke engang meget tydelige tandspidser. Det var også knap et år siden sidste tandraspning. Dengang fik vi til gengæld at vide, at det så rigtig slemt ud med tandspidser.

Mads sagde, at det ikke indlysende var tænderne der var årsag til problemet, men han kunne se, at Tjaras tænder var højere i den ene side end den anden, og at hun havde slidt sine tænder på en måde, så hun låste sin underkæbe så hun kun kunne bevæge den fra side til side og ikke frem og tilbage.

Mads sleb og sleb, Tjara vaklede på benene. Vi gav hende nogle dages pause uden bid inden vi spændt gik igang med ridningen igen.

Jeg var den 'heldige' der skulle op på ryggen af hende efter flere dages ridepause. De to første runder på den 'grimme' volte gik Tjara lige så uroligt som før. Tredje gang fandt hun ud af at der ikke var noget at brokke sig over. Den grimme følelse var væk. Siden har Tjara gået som en drøm.

Hun går så godt nu, at vi nu nøjes med islændertrensen - kun med nakkerem, intet andet. Nu kan hun åbne munden som det passer hende. Hun har endnu ikke taget biddet, som hun tidligere kunne finde på, og hun standser også når hun får besked på det. Inde i hallen, forstås. Nu prøver vi så hvordan det fungerer på tur. Vi har jo tidligere har problemer med at stoppe hende i galoppen.

Noget helt andet..... Niels har forelsket sig i en dame- en galophest. En 9 åring ved navn Kat Malou. Hun er vel omkring 155 cm i stang. Ikke så stor. Hun har det skønneste hoved og har næsten lige så bedårende øjne som Tjara. Niels er gået så vidt som at lægge billet ind på hende når hun skal på pension til efteråret. Så er Niels sikkert i arbejde igen. Og med den nye stald, så kan vi næsten have to heste til en hests pris ift. Ponygården. Såååå måske genoptager Niels ridningen, som han finder noget mere interessant i naturen end på en bane. Så kan vi også ride sammen. Det ville ikke være så ringe endda.

Uge 7 Tjara kan flyve

Det er vinterferie. Mange af timerne er gået i Tjaras selskab. Der er leget, longeret, redet og løssprunget. Det sidste for første gang. Tøserne på rideskolen mente, at det kunne være sjovt at prøve at løsspringe med Tjara. Der var fart på damen, må man sige. Hun oksede rundt i hallen og kom pænt over først cavalettis dernæst springet, som stod næst efter.

Sådan gik det indtil Tjara pludselig gik i stå mellem de to spring. Nu var sidste spring en meter højt. Tjara gik hen og snusede til bommen. Så gik hun et skridt tilbage og pludselig - HOP! Hun sprang en meter uden nogen form for tilløb - og hun rev ikke ned!

Samtlige tilskuere tabte underkæben. Tjara kan flyve! Hun hoppede lodret op og ned på den anden side uden så meget som at røre bommen. Jeg har aldrig set noget lignende. Og det var der bestemt mange andre der heller ikke havde. Hun lignede en kænguru. En af pigerne sagde: "Her har jeg en veltrænet springpony, som jeg går til stævner med, og så kommer en islænder - en ISLÆNDER - og springer bedre end min springpony!"

Rygtet gik som en steppebrand på Ponygården. På springholdet om torsdagen, hvor Tjara og Rebecca har fået undervisning 4 gange indtil nu, er Tjara allerede bedst springende hest. Og hun nyder det. Det er godt supplement til baneridningen her om vinteren.

I dag har der været høj sol og ingen vind. Tjara og hendes nye body, Isabella, har været på fold i et par timer og har fået noget wraphø at stå at pille i. Det er glædeligt at der er en at gå på fold med, en af egen slags at nusse med.

På onsdag kommer tøvejret, lover DMI. Så bliver der seriøst smattet alle steder. Men det skal jo være skidt før det kan blive godt.

Uge 6 Det er så koldt derude...

Denne vinter er isnende kold. Vinteren er i forvejen ikke den bedste ridetid på grund af mørket og det enten glatte eller smattede underlag.

Heldigvis har vi ridehallen. Tjaradyret er skiftevis vildt energisk og smådoven. Hvilken slags ridetur man står overfor, ved man først når man har sat sig i sadlen. Personligt er jeg mest til det smådovne. Men det kan selvfølgelig også blive for dovent, hvis der skal drives på hele tiden. På det seneste er det den energiske side af damen vi ser. Hovedet op og så afsted. Det giver fornemmelsen af absolut ingen kontrol. Nu er hallen selvfølgelig et kontrolleret område i sig selv, meeeenn!

For at skåne benene (mine), så tog vi i går en 'spadsuretæer' i går. Ud i trafikken til busser, biler og glatte veje. Tjara fik hovedtøj på. Jeg turde ikke forlade mig på grimen alene.

Det var noget af en mundfuld alligevel. Jeg kunne knap stå på benene på grund af det isede underlag, og Tjara var lykkelig for at der skete noget nyt, så hun var i højt humør og meget interesseret i de to æbler jeg havde i lommen.

Vi øver at stå stille og i det hele taget stoppe når man bliver bedt om det. Det er blevet meget bedre. I hallen er det forbilledligt. På gaden stopper man, men kun for at danse rundt omrking mig for at få fat i de lækre æbler. Og det er der ikke meget disciplin i. Måske jeg skal lade godbidderne blive hjemme?

Vi gik op til Fakta og tilbage igen - ude på vejen, da fortovene ikke var ryddet. Jeg må konstatere, at selvom det nu er et par måneder siden Tjara sidst er blevet overhalet af en bus, så er hun stadig helt stabil. På parkeringspladsen ved Fakta var der masser af mylder og liv som man liiiige skulle forholde sig til, for derefter at gå på rov efter det sidste æble. Tjaras bagdel kom nær en bekymret bilejers bil, da hun dansede omkring. Nær vil sige indenfor 2 meter. Men jeg besluttede alligevel at korte den planlagte tur lidt ned og vende tilbage til stalden. Min jakke var drivvåd af Tjarasavl og mørket var så småt ved at falde på.

Tilbage i stalden blev der fjernet klatter i boksen og nyt tørt toplag lagt på. Tjara æder meget halm, og har lidt halmvom. Jeg ved ikke hvordan vi skal begrænse æderiet - det er jo også tidsfordriv i disse mørke isglatte dage. Men jeg har inddraget hønettet.

Tjara var grounded et par dage i sidste uge, da hun havde forstrakt et eller andet i venstre bagben. Hun havde en varm hov og lidt puls i benet. Det var sandsynligvis sket på den isglatte fold. Men hun er i topform igen. Springningen går fint. Tjara er lidt mere 'styrbar' - knap så kåd. Men hun elsker stadig at hoppe.

Uge 1 Isvinter

Nu har det været isvinter i en måned. Det har været blæsende og iskoldt. Foldene er fyldt med store knolde af is. Ingen heste kommer ud, undtagen Tjara, men kun på de gode dage uden nedbør og kold blæst og max. halv time ad gangen.

Selv om vejret ikke er særligt indbydende at opholde sig ude i, så er det vigtigt at Tjara får noget frisk luft og noget sollys, så vi benytter hver en mulighed der viser sig. I Island render de jo rundt ude i alt slags vejr. Men der er hestene heller ikke barberet på maven!

Så er det godt vi har hallen. Her er udfordringen at få så meget variation og hesteliv som muligt, når Tjara står i boks i så mange timer i døgnet. Heldigvis sker der hele tiden noget i stalden, så der er liv. Når det er muligt får Tjara lov til at løbe frit i hallen. så kan hun rulle sig og slå bagud alt det hun vil. Hun bliver også longeret, når der ikke er andre i hallen.

Vi har scoret nogle dvd'er fra island, som giver gode råd til seriøs longering. Det kan hjælpe Tjara med at slappe af i nakken og ryggen og få samme balance og muskelstyrke på begge sider af kroppen. Lige nu øver vi at ændre gangart med stemmen, hvilket også er lydighedstræning. Det går rigtig godt på venstre volte, men stadig ikke så godt på højre. Jeg har fundet ud af at når det går helt i ged på højre volte, så kan jeg gå rundt på volten sammen med hende. Jeg har kun 'symbolsk' fat i tøjlen, således Tjara hovedsageligt følger mig uden at blive trukket rundt. Når hun har vænnet sig til at gå højre om, går det lidt bedre med at gå på volten. Øvelse gør mester.

Bøger om longering beskriver, at man altid skal begynde med 'chokoladesiden', det vil sige den side hesten går bedst til. Senere, når det går bedre med at gå på den dårlige volte, skal det være den man øver mest på for at træne den side af kroppen op. Trav er den bedste gangart. Jeg får mig en kapsun en af de kommede dage, så fungerer det bedre, og bliver mere behageligt for Tjara, har jeg læst mig til.

Ellers er der den almindelige ridning og springundervisning om torsdagen. Det gik rigtig fint i torsdags. Forrige torsdag måtte Rebecca ellers en tur i dørken, da Tjara stormede ned mod barrieren og drejede af lige før hun selv løb ind i den. BANG, sagde det da Rebecca blev smidt af ind i barrieren. Rebecca fik sig et ordentligt trælår, men satte sig alligevel op og tog et spring mere inden der blev skridtet af. Det var sejt. Vi har ingen mål med hopperiet, andet end det skal være sjovt for både rytter og hest.

Men vi glæder os alle til lunere vejr og længere dage hvor vi igen kan ride ud uden at fryse tæer og fingre af, og uden at falde på det isbelagte underlag. Men først skal vi igennem noget tøvejr med smattede veje og folde.....