Uge 13 - seneste nyt!

Først med det sidste, som en gammel reklame fra Aarhuus Stiftstidende lød.

Tjara skal flytte ud til Mosegården den 1. maj. Boksen på Ponygården er opsagt, med en anelse vemod. Økonomien kræver at noget skal ske indtil Niels får job igen. Men argumenter for at flytte er der mange af. Jeg nævner i flæng: Bedre rideterræn, ridevenner - kvinder med de samme ønsker til ridning som mine, Rebeccas veninde har hest opstaldet på Mosegården, vi slipper for at kæmpe om foldene. Faktisk kan jeg kun finde én ulempe, og det er at vi skal cykle eller køre derud. Der er fire kilometer derud, så det er ikke slemt, men det er liiiige rigeligt at skulle gå tur/retur.

Jeg tror Tjara bliver rigtig glad. Der er en lille hal derude samt udendørs ride- og springbane. Men vigtigst af alt så kan vi ride ned til vandet, i skov og på marker uden at møde trafik. Det bliver vidunderligt.

Vi har selvfølgelig sikret os at der er jordfold til Tjara forår og efterår. Det var betingelsen for at flytte. Vi vil ikke risikere at slå hende langsomt ihjel med for meget græs. Det ville være forfærdeligt. Der bliver meget mere foldtid. Ejerne trækker samtlige heste på fold om morgenen, og er man ikke kommet inden aften, bliver de trukket ind igen. Det vil sige maksimal foldtid.

Der er heller ikke alt det hysteri med hvem der må gå på fold med hvem. Det finder flokken selv ud af. Tjara mistede hele tiden sine foldkammerater fordi der var pisket en stemning op omkring hendes noget 'hoppede' temperament., selvom der aldrig var sket nogen skade.

Så langt så godt. Vi glæder os. Så kan vi få brugt de sadeltasker jeg købte sidste år. Jeg ved Tjara elsker at gå i naturen. Det bliver så godt.

Ellers er der sket det, at vi har haft tandlæge til Tjara. Og her mener jeg tandlæge - med bedøvelse og det hele.

Tjara var begyndt at gå rigtig træls med hovedet, især på den ene volte. Det underede os noget. Hun ligesom forsøgte at stikke af fra biddet og virrede med hovedet. Så vi valgte at det denne gang skulle det være en dyrlæge der skulle kigge på hende. Tænk hvis der var noget grimt i den mund.

Dyrlæge Mads kom med alt apparaturet. Tjara blev som sagt bedøvet. Rebecca og jeg holdt det tunge hestehovede. Med pandelampe og trykluftsliber gik Mads igang.

Der var ikke noget grimt i munden, ikke engang meget tydelige tandspidser. Det var også knap et år siden sidste tandraspning. Dengang fik vi til gengæld at vide, at det så rigtig slemt ud med tandspidser.

Mads sagde, at det ikke indlysende var tænderne der var årsag til problemet, men han kunne se, at Tjaras tænder var højere i den ene side end den anden, og at hun havde slidt sine tænder på en måde, så hun låste sin underkæbe så hun kun kunne bevæge den fra side til side og ikke frem og tilbage.

Mads sleb og sleb, Tjara vaklede på benene. Vi gav hende nogle dages pause uden bid inden vi spændt gik igang med ridningen igen.

Jeg var den 'heldige' der skulle op på ryggen af hende efter flere dages ridepause. De to første runder på den 'grimme' volte gik Tjara lige så uroligt som før. Tredje gang fandt hun ud af at der ikke var noget at brokke sig over. Den grimme følelse var væk. Siden har Tjara gået som en drøm.

Hun går så godt nu, at vi nu nøjes med islændertrensen - kun med nakkerem, intet andet. Nu kan hun åbne munden som det passer hende. Hun har endnu ikke taget biddet, som hun tidligere kunne finde på, og hun standser også når hun får besked på det. Inde i hallen, forstås. Nu prøver vi så hvordan det fungerer på tur. Vi har jo tidligere har problemer med at stoppe hende i galoppen.

Noget helt andet..... Niels har forelsket sig i en dame- en galophest. En 9 åring ved navn Kat Malou. Hun er vel omkring 155 cm i stang. Ikke så stor. Hun har det skønneste hoved og har næsten lige så bedårende øjne som Tjara. Niels er gået så vidt som at lægge billet ind på hende når hun skal på pension til efteråret. Så er Niels sikkert i arbejde igen. Og med den nye stald, så kan vi næsten have to heste til en hests pris ift. Ponygården. Såååå måske genoptager Niels ridningen, som han finder noget mere interessant i naturen end på en bane. Så kan vi også ride sammen. Det ville ikke være så ringe endda.