Det sidste kapitel

Den 14. januar 2013 døde noget af mig sammen med Tjara.

Smukke, smukke sorte hest. Du var min glæde. Altid så jeg frem til at være sammen med dig. Uanset hvor sort livet kunne være, uanset hvor grå en dag, så smeltede det hele væk når jeg så dig.

Du kom mig i møde med et, ”Uhhuuu.” hvis du gik på folden, når jeg kom ud til dig.  Stod du i din boks, råbte jeg, ”Hej Tjara,” og du svarede, ”Uhhhhuhu.”, før vi overhovedet kunne se hinanden. I det øjeblik forsvandt problemerne på arbejdet og  i livet. Så var det bare dig og mig.

De sidste to år var du uheldig og blev skadet- først på højre forben, så venstre bagben, så venstre forben. Ved højre bagben slap heldet op.

Vi havde en sygeforsikring på dig, for dit liv og velbefindende måtte aldrig stå eller falde på grund af penge.

Rebecca og Sebastian var ude for at sørge for dig om lørdagen. De ringede hjem, og sagde, at du ikke kunne støtte på det ene bagben. Jeg ringede til dyrlægevagten. Dyrlægen kom i løbet af en halv time. Han så ikke optimistisk ud. Du stod på staldgangen og hang med hovedet helt nede mellem forbenene. Du var ikke bundet, men orkede ikke at tage de tre skridt ind i din boks. Du havde store smerter og var helt slukket i blikket. Aldrig har jeg set dig så trist. Dyrlægen gav dig en smertestillende indsprøjtning og gav os medicin til dig, til din egen dyrlæge kunne komme og scanne dig om mandagen.

Du havde forsvaret dig på folden, tror vi, for ingen ved præcis hvordan det er sket. Men dyrlæge Mads fortalte, at det er en sjælden skade, som dyrlægerne kun ser en to-tre stykker af om året.

Skaden kan ske, når heste sparker voldsomt bagud. En stor sene, som går fra has til kode foran på benet, var sprunget, og havde trukket et stykke knogle med af. Benet bliver ustabilt, helt slapt. Hesten har store smerter.

Efter en operation og mindst tre måneders boksro ville der kun være lidt over 50% chance for at Tjara kom til at gå igen. Hun vil for altid skulle undgå at sparke bagud, for så vil arvævet, som måske kommer til at erstatte den ødelagte sene, bryde op.

Tjara vil aldrig mere kunne rides normalt. Men det mest triste var, at hun resten af livet skulle isoleres på folden. Hun måtte aldrig komme i en situation, hvor hun kommer til at sparke bagud – heller ikke af glæde. Og netop det gjorde Tjara tit.

Den, der kender Tjara,  ved, at det ikke ville være et hesteliv for hende – at være en ensom staldhest på tre ben.

Så jeg fik aflivet min bedste ven af kærlighed til hende.

Det gik hurtigt. Vi kunne tænke over det et døgns tid, foreslog dyrlægen. Men det ville have været et helvede, at skulle gennemleve sådan et døgn. Jeg føler ikke, jeg fik sagt ordentligt farvel til Tjara. Jeg fik ikke nusset hende en sidste gang. Lige nu føler jeg, der er en helt masse, jeg  skulle have nået en sidste gang. Jeg var jo slet ikke forberedt på en dødsdom. Vi var slet ikke færdige, mig og Tjara. Der var så meget vi skulle havet nået.

Rebecca var helt ude af den. Ville ikke med udenfor, når Tjara skulle have den blå sprøjte. Jeg måtte være med hele vejen. Det var mit ansvar. Jeg måtte være sammen med Tjara til sidste hjerteslag.

Tjara lagde sig lige så stille, som så stort et dyr kan. Roligt sov hun ind, mens Rebeccas og min verden brød sammen.

Tjara, aldrig mere skal jeg sidde på din ryg. Aldrig mere nyde naturen sammen med dig. Aldrig mere begrave hoved og fingre i din tykke, sorte, bløde pels. Eller se livet lyse i dine mørkebrune øjne. Eller dit skælmske blik. Når man kunne se det hvide i dine øjne, vidste man, at vores planer ikke stemte helt overens, eller at du bare havde krudt i røven.

Tak for alle turene vi var på. Tak for din overbærenhed, når vi ikke forstod hvad du ville. Tak fordi vi fik lov til at lære dig at kende, og fordi du lærte mig ting om mig selv, som jeg aldrig ville have opdaget, hvis du ikke havde været der. Tak for din ubetingede kærlighed og for den følelse du gav mig, når jeg tilfreds kørte hjem fra stalden og vidste, at du var fodret, striglet og havde en ren boks. Tak fordi du har bundet Rebecca og mig sammen i alle glæderne, udfordringerne, bekymringerne og omsorgen for dig. Tak for at du ville bære mig og alle mine bekymringer på din ryg.

Jeg havde jo regnet ud, at med dine kun tretten år, ville du og jeg gå på ride-otium på samme tid. Det var helt perfekt, at vi kunne følges ad på den måde i mange år.

Du havde den skønneste personlighed. Henriette, din første ejer, beskriver dig så rammende:

”Fantastisk, kugleskør, altid skrupsulten, trofast, nysgerrig, stædig, svært ved at gå ligeud. Altid lige noget der skal undersøges til en af siderne, sulten!, til tider svært uenig i hvornår man skal stå stille/standse, blødeste mule, meget stærk, dejligste og flotteste tykke bløde pels, kløende hale/man, sulten!, kan lugte godter på 10 km afstand, dufter dejligt, forfærdelig frisk (når det passer damen), til tider forfærdelig doven (når det er den sindstilstand der passer damen), store og mange prutter, en konstant søgende mule, mor til den flotteste, hurtigste unge mand-Tjadnir, kærlig og kælen, sulten! sulten! sulten!"

Nu er der gråd og smerte. Jeg kan ikke fatte, at jeg ikke skal se dig igen. Hvad skal jeg nu stille op med mig selv? Hvordan skal min dag se ud, når jeg ikke skal være sammen med dig?

Tjara, du var The one and only. Måden du kom ind i vores liv på, var helt speciel. Ingen kan udfylde din plads. Jeg elsker dig!

Med tiden svinder smerten forhåbentlig, og de mange skønne minder om dig bliver lysende tilbage.

 

Tjara som vi husker dig!

 

 

 

Det er så koldt derude

I morgen er det årets mørkeste dag. Tjara er ligeglad. Hun trives. Fatisk lidt for meget, så i samarbejde med dyrlægen er hun på kur.

Samarbejdet med dyrlægen har ellers været tæt. Ufrivilligt tæt. I mit overbelastede hovede troede jeg, at Tjara skulle vaccineres sidst i november. Det plejer hun også at blive. Men sidste år fremrykkede jeg til september, for at være med når resten af hestene i stalden skulle vaccineres. Det havde jeg glemt! Så nu skal hun revaccineres. Dyrlægen var dog så serviceminded, at han ville anbefale, at det blev inden 1. januar, ellers skal hun efter nye regler revaccineres tre gange, og mindede i samme åndedrag om, at det snart var tid til tandraspning!!  Tak for kaffe! Og så er det ikke en gang nogen, jeg kan give skylden.

Nå, men når man nu er påtvunget dyrlægebesøg, så kan man ligeså godt få maks ud af det: Vi fik tjekket foderplan og talt om løst og fast om motionsniveau. Vi er blevet helt familiære med dyrlægen gennem de seneste år. Ved revaccinationen kunne dyrlægen konstatere, at kræet har tabt sig, og at vi bare skal fortsætte med at fodre som vi gør.

Dyrlægen siger, at lange skridtture giver den bedste fedtomsætning hos heste.Nu er vejret ikke liiige til lange skridtture. Det er mørkt, glat og smattet. Og i hallen keder vi os - både hest og rytter efter en times tid. Men trods lange arbejdsdage, får Tjara rørt musklerne næsten dagligt i hallen, enten gennem leg eller ridning - også takket være Rebecca. Det er ret begrænset hvor meget det bliver til af motion på folden. Her står hun med hele hovedet begravet i en halmballe og æder.



Årets første snevejr - til Tjaras store begejstring



På folden går det godt. Jeg ved godt nok ikke, hvem Tjara 'leger' med i skolegården lige nu. Der har været en del udskiftning af heste i stalden på det seneste. Igen i år har vi valgt at droppe dækken, så hun har maks bevægefrihed og tyk, bamset pels. Tjara er toplækker, når hun har vinterpels.

I det hele taget er hun toplækker. Aldrig, aldrig har jeg været træt af at skulle ud til hende. Jeg har været for træt eller skadet til at ride, men aldrig for træt til at nyde at være sammen med hende. Jeg tror, det er gensidigt. Når jeg kalder på hende på folden, kommer hun 9 ud af 10 gange - også selv om hun står med hovedet nede i halmen eller græsset. Det giver en dyb glæde, når jeg  kalder på hende på vej ned ad staldgangen, og hun hilser tilbage: "Huhuhu." At omfavne hende, begrave næsen i hendes tykke pels og give hende et mulekys, føles næsten som forelskelse. Kan man være forelsket i en tyk sort hest?

Jeg er heldigvis ikke Tjara eneste kæreste. Rebecca vil give sin højre arm for det dyr. Da Rebecca var et par måneder i Israel i efteråret, blev savnet efter Tjara så stort, at vi måtte videoskype mellem Havmarken og Negev ørkenen, så Rebecca kunne se og sige hej til Tjara. Utroligt hvad man kan. Sebastian er mere afdæmpet i forhold til Tjara, men han er begyndt at tage nogle ture på hende. Og dybt inde i sjælen tror jeg faktisk, at han er glad for hende, især når hun kan bruges som scoretrick. Hvilken pige falder ikke for en mand, som kan ride?

En sidste detalje: To gange er Tjara stukket af med os i efteråret. Første gang med mig på ryggen. Jeg blev siddende, men mit liv passerede revy. Rebecca blev ikke siddende, men hun havde heller ikke sadel på.

Første gang aner jeg ikke hvad der skete. Vi red med en anden ekvipage gennem skoven. Begge dyr var på stikkerne, som de jo kan være. Pludselig satte Tjara af for fulde gardiner. Ustoppelig. Da hun endelig stoppede selv, stod jeg af med rystende knæ og trak resten af vejen hjem. Jeg skulle ikke nyde mere. Hjemme gik vi over på banen, så kunne hun krudte af der, mens jeg fik pulsen ned igen.

Anden gang Tjara stak af, var der en hund, som kom drønende. Normalt tager Tjara hunde i strakt arm. Men ikke denne gang. Afsted det gik. Heldigvis valgte hun at løbe ud over en eng og ikke videre op ad vejen som ender oppe ved en trafikeret hovedvej.

Siden har både Sebastian og Rebecca været i skoven uden problemer. Tjara er ALDRIG løbet af med os før. Så det er med nogen undren det sker nu. Men lad os se. Det kan være en enlig svale - eller to!

Glædelig jul til alle to- og firbenede!

Heldige kræ!

I dag har jeg set til, mens Tjara har fået massage til benene næsten eksede under hende af bare fryd og gammen.

Misundelig? Ja, men ikke i ordets egentlige forstand, for jeg under Tjara alt godt.

Det hele kom sig af, af jeg ville tage mig en tidlig søndags-ridetur. Jeg er alene om ridningen, nu hvor
Rebecca befinder sig i Negev ørkenen.

På gården stod Ofelia og blundede over en omgang massage. Jeg blev nysgerrig, og spurgte til hvad det var hos hesten, der havde gjort, at man mente, hun havde brug for massage - udover det faktum, at alle har brug for massage til hver en tid.

Det korte af det lange er, at jeg skrottede rideturen, da Tjara fik tilbudt en omgang. Jeg tænkte, med alle de skader, hun har haft det seneste halvandet år, må hun have opbygget nogle spændinger. Om ikke andet når hun skulle beskytte først det ene dårlige ben så det andet.

Massøren er under uddannelse i Berlin, og vil gerne øve sig. Hun ville ikke høre, hvilke ben Tjara havde haft skader på (hvilket er alle, undtagen højre bagben.) Hun ville føle sig frem.

Og hun mærkede rigtigt. Tilliden var etableret. Og efter Tjara tydeligvis havde tænkt over hvad der mon skete bagude på kroppen, så slappede hun af, tabte ørerne, slog en prut og gumlede med halvlukkede øjne. Altsammen gode tegn, sagde massøren.

Nu skal der gå nogle dage, hvor hun ikke må rides, fordi kroppen arbejder. Derefter rider jeg igen, og næste lørdag står den på endnu en omgang massage.

Så skulle vi også snart have lagt alle dårligdommene bag os. Det har været et sejt år. Ikke flere skader, tak!

I forhold til ridningen er vi næsten tilbage på sporet. Der kan rides ca. 45 minutter på bane og halvenden time i naturen. Oftest bliver det kun til en halv time, men det er på grund af mine ben, som skal holde til en del, nu hvor Rebecca ikke er der til at ride. Jeg tror - nej jeg ved, at Tjara savner en god galop op ad galopbakken, men det må altså vente.

Vi går til klikkertræning med Jack og Elvis. Træneren, som selv rider, foreslog at vi skulle sætte det mål, at kunne ride med hundene. Et rigtig fint mål, og det må være den ultimative rideoplevelse at have hundene med. Men jeg bliver altså helt svedt ved tanken om at møde en anden hund på turen mens jeg selv sidder på en hest. Det er et spørgsmål om træning af begge dyr, siger træneren. Og det har hun jo ret i. Anyway, tanken er skøn, men målet ligger nok noget ude i fremtiden. Jeg har fået opskriften på hvordan.

Ellers er udfordringen, at Tjara er blevet en kende tyk. Det er jo naturens orden, at dyrene feder sig op til en lang og streng vinter. Den lange og strenge vinter sætter jeg i system, så kiloene kan komme af sidebenene. Én ude på gården har været rundt med et målebånd og et skema. Han påstår, at Tjara skal tabe sig 100 kilo, hvilket er næsten en tredjedel af hendes vægt. Det svarer til vægten af en velvoksen mand på 2 meter!

Da Tjara ikke er nær så tyk, som da vi overtog hende, så tager jeg målemetoden med et gran salt. Dengang sagde dyrlægen, at hun skulle tabe sig 50 kilo. Hvis hun smider mellem 30 og 40 kilo, så bliver hun fin, er jeg sikker på.

Vi går efteråret i møde med forventningens glæde. Der ligger mange skønne timer forude.

Det lykkedes!

Så er vi for alvor i gang.

Det kan jeg sige, for i går tog jeg chancen, og red ud på en længere tur på Tjara. Og i dag tjekkede vi ben, hove og gang, og der var ingen hævelser, ingen varme hove og ingen halthed. Pyh!

Som tidligere skrevet er genoptræningen en langsom affære. Vi er oppe på godt 30 minutters baneridning - mest i skridt, men også nogle runder i trav, med skridtpauser imellem og lidt galop. Men der er ligesom et stykke vej fra det til en hel times gåtur, selvom det var på jævnt underlag.

Det var også en træt Tjara  må man sige. Hun lagde ud på turen som hun plejer, i frisk gang, så de andre heste måtte oppe sig for at følge med. Men de sidste 20 minutter var drøje for hende på grund af manglende form og kondition. Jeg overvejede, om jeg skulle stå af og trække, men på den anden side så vidste jeg, at Tjara ikke ville lades tilbage af de to andre heste, som var med på turen.

Tjara kender ruten, så da hun opdagede, at nu gik det hjemad, så kom der lidt mere strøm på batteriet. Ellers loppede hun afsted et stykke bag de andre, da der var gået en halv time.

Når det er sagt, er jeg vildt imponeret over, at Tjara opfører sig så pænt, efter den lange tid hvor hun ikke har haft læder på ryggen. At vi bare kunne sætte os op på ryggen af hende, og konstatere at hun ikke havde glemt det hun har lært - heller ikke det hun lærte sidste efterår lige før hun blev skadet. Det er da godt gået!

Så vi får alligevel lidt sommer, hvor vi kan ride. Det havde vi håbet på, men ikke været helt sikre på. Det ville da også være ærgerligt, hvis vi slet ikke fik nydt årstiden sammen med Sorte Slyngel.

For nu er der kun tilbage at sige, at vi forsøger at holde styr på vægten (også egen vægt, men Tjara er god for figuren). Den fold, som er lavet til de to islænderheste, så de ikke foræder sig til ukendelighed og forfangenhed, virker. Og det er godt, for jeg hører i min øresnegl, at der i år har været en del forfangne heste på grund af den megen vækst i græsset, som har fået både sol og rigelige mængder regn.

Så går vi i gang!

Vi er nu gået i gang med Tjaras genoptræning. Men blev så enig med mig selv om, at jeg hellere måtte inddrage dyrlægen. Så jeg kom med en forsigtig forespørgsel, om det var nu - uden at sige, at vi faktisk har trukket rundt med Tjara i en uge.

"Selvfølgelig skal I gå i gang nu!," lød svaret. "Man får ikke mere ud af, at hun står længere på nuværende tidspunkt."  Pyh, det var godt. Min bekymring er, er hun for sårbar? Bryder skaden op igen? Det kan man aldrig vide, siger dyrlægen. Ifølge smeden er Tjara øm i højre forben. Sandsynligvis fordi hun har aflastet det halte venstre bagben. Men nu ser vi an.

Træningsplanen er som følger:

Trækketur på hårdt underlag. Begynd med 5 minutter - øg med et minut om dagen.
Når Tjara er oppe på 30 minutter, må vi sætte os op på hende og skridte. Først 5 minutter ad gangen og igen øge med et minut om dagen.

Efter 4 uger må hun trave. Igen ganske kort tid med langsom øgning. Efter yderligere 4 uger må hun galoppere - igen kort tid og med langsom øgning.

Så må vi se om Tjara holder til det. Men mon ikke? Den langsomme genoptræning er også god for mig. Min fysik (læs: ben og hofter) har haft godt af en ridepause. Nu må vi se om psyken også har det. Jeg har ikke haft så lang en ridepause i min  8 årige 'ridekarriere'. Jeg har fået nogle genoptræningsøvelser som styrker yderlår, så der kommer ens tonus på henholdsvis inder- og yderside.

Tjara med den grime hun fik i fødselsdagsgave

På første trækketur var Tjara artig og from som et lam. Måske af ren overraskelse over, at hun skulle lave noget efter at have gået der og fedet den i flere måneder? Jeg var i hvert fald overrasket. Måske sørger hun over at have mistet sin 'mand'. Firebird måtte desværre lade livet på grund af 'kissing spines'. Han havde passet godt på sin lille flok, bestående af to damer, som nu må klare sig selv.

Næste dag var hun lidt mere sig selv. Skulle liiiige forsøge at få sig noget af det dejlige græs i rabatten. Man skulle jo nødigt sulte og sygne hen til næsten ingenting :-)

Men det går virkelig godt. Vi er fortrøstningsfulde!

Mens vi venter...

I dag har Tjara fødselsdag. Hun fylder 13 år. Og det er et lille mirakel, når man tænker på det sidste års tid.

Dagen blev fejret med solosang (mig) og en fin rød grime (Rebecca).

Vinteren er gået stille og fredeligt. Eneste udfordring var kombinationen af snevejr og ringsko. Her måtte vi have lunken vand med på en termokande, får at tø den sammenpressede is, der havde samlet sig i skoene. Tak for kaffe et cirkus! Nu er ringskoene heldigvis udskiftet med almindelige sko.

Vi har gjort som dyrlæge Mads har sagt: Ladet Tjara være i fred. Så hun har gået og danderet den på folden, hvilket hun på ingen måde har været utilfreds med.

Hun har lært et lille trick. Når vi ankommer til Mosegården, og hun er på fold, så kan vi kalde hende til os. Nogle gange kommer hun helt af sig selv, andre gange skal vi kalde og fløjte efter hende. Men hun kommer! Tricket er naturligvis, at hun ved, vi har en godbid.

Når Tjara kommer stormende, benytter vi lejligheden til at tjekke gangen - er hun rengående, træder hun igennem? Hun er nu rengående, men jeg er lidt i tvivl om hun træder helt igennem. Her mangler jeg erfaring. Men det går den rigtige vej, og Rebecca har trukket hende op på banen til en lille spadseretur et par gange.

Der er krudt i kræet. Hun passer ikke på sig selv. Så vi må ikke fristes til at kravle op på ryggen af hende, selvom vi har lyst. "Til sommer," siger vi til os selv, mens de andre rider på tur. Heldigvis er Dorte og Firebird solidariske - om end ikke frivilligt.

Gad vide om jeg skal begynde helt forfra, når jeg kan begynde at ride igen? Jeg har ikke haft så lang en ridepause siden jeg begyndte at ride for godt 8 år siden.

Jubel!

I dag kom dyrlægen. Han måtte melde afbud sidste tirsdag fordi hans bil brød sammen. Da jeg følelsesmæssigt havde sat mig op til 'dommen', var det noget af en kold afvaskning, at skulle vente yderligere en uge.

Jubel! Røntgenbillederne viste, at Tjara ikke har nogen form for gigt i sine ben, hvilket var det dyrlægen havde mistanke om. Faktisk blev han lettere overrasket, da han så billederne, så sikker han han været på diagnosen. Der er tale om en seneskade, som 'bare' skal hele op. Med lidt held kan vi begynde genoptræning til sommer.

Når nu dyrlægen havde røntgenudstyret fremme, fik jeg ham til at tage billeder af forhovene fordi Tjara har været forfangen for 3½ år siden. Jeg har længe været nysgerrig på hvor meget skade sygdommen har forårsaget i Tjaras hove.

Den ene hov har fuldstændig parallel hovben og hovvæg - det vil sige, den hov er helt sund og normal. Den anden er ikke helt parallel, men det vil rette sig med tiden. Det var ikke spor bekymrende, sagde dyrlægen. Hovsålerne er perfekte!

Da jeg fik beskeden, var jeg lige ved at tude af bare lettelse og opsparet bekymring, som jeg nu kan give slip på. Godt vi tog beslutning om undersøgelse nu, så vi fik en afklaring.

Nu skal Tjara bare have ro og hygge sig på folden mens smeden får rettet de underløbne dragter. Også det har en god prognose.