Mens vi venter...

I dag har Tjara fødselsdag. Hun fylder 13 år. Og det er et lille mirakel, når man tænker på det sidste års tid.

Dagen blev fejret med solosang (mig) og en fin rød grime (Rebecca).

Vinteren er gået stille og fredeligt. Eneste udfordring var kombinationen af snevejr og ringsko. Her måtte vi have lunken vand med på en termokande, får at tø den sammenpressede is, der havde samlet sig i skoene. Tak for kaffe et cirkus! Nu er ringskoene heldigvis udskiftet med almindelige sko.

Vi har gjort som dyrlæge Mads har sagt: Ladet Tjara være i fred. Så hun har gået og danderet den på folden, hvilket hun på ingen måde har været utilfreds med.

Hun har lært et lille trick. Når vi ankommer til Mosegården, og hun er på fold, så kan vi kalde hende til os. Nogle gange kommer hun helt af sig selv, andre gange skal vi kalde og fløjte efter hende. Men hun kommer! Tricket er naturligvis, at hun ved, vi har en godbid.

Når Tjara kommer stormende, benytter vi lejligheden til at tjekke gangen - er hun rengående, træder hun igennem? Hun er nu rengående, men jeg er lidt i tvivl om hun træder helt igennem. Her mangler jeg erfaring. Men det går den rigtige vej, og Rebecca har trukket hende op på banen til en lille spadseretur et par gange.

Der er krudt i kræet. Hun passer ikke på sig selv. Så vi må ikke fristes til at kravle op på ryggen af hende, selvom vi har lyst. "Til sommer," siger vi til os selv, mens de andre rider på tur. Heldigvis er Dorte og Firebird solidariske - om end ikke frivilligt.

Gad vide om jeg skal begynde helt forfra, når jeg kan begynde at ride igen? Jeg har ikke haft så lang en ridepause siden jeg begyndte at ride for godt 8 år siden.