Samarbejdet med dyrlægen har ellers været tæt. Ufrivilligt tæt. I mit overbelastede hovede troede jeg, at Tjara skulle vaccineres sidst i november. Det plejer hun også at blive. Men sidste år fremrykkede jeg til september, for at være med når resten af hestene i stalden skulle vaccineres. Det havde jeg glemt! Så nu skal hun revaccineres. Dyrlægen var dog så serviceminded, at han ville anbefale, at det blev inden 1. januar, ellers skal hun efter nye regler revaccineres tre gange, og mindede i samme åndedrag om, at det snart var tid til tandraspning!! Tak for kaffe! Og så er det ikke en gang nogen, jeg kan give skylden.
Nå, men når man nu er påtvunget dyrlægebesøg, så kan man ligeså godt få maks ud af det: Vi fik tjekket foderplan og talt om løst og fast om motionsniveau. Vi er blevet helt familiære med dyrlægen gennem de seneste år. Ved revaccinationen kunne dyrlægen konstatere, at kræet har tabt sig, og at vi bare skal fortsætte med at fodre som vi gør.
Dyrlægen siger, at lange skridtture giver den bedste fedtomsætning hos heste.Nu er vejret ikke liiige til lange skridtture. Det er mørkt, glat og smattet. Og i hallen keder vi os - både hest og rytter efter en times tid. Men trods lange arbejdsdage, får Tjara rørt musklerne næsten dagligt i hallen, enten gennem leg eller ridning - også takket være Rebecca. Det er ret begrænset hvor meget det bliver til af motion på folden. Her står hun med hele hovedet begravet i en halmballe og æder.
 |
| Årets første snevejr - til Tjaras store begejstring |
På folden går det godt. Jeg ved godt nok ikke, hvem Tjara 'leger' med i skolegården lige nu. Der har været en del udskiftning af heste i stalden på det seneste. Igen i år har vi valgt at droppe dækken, så hun har maks bevægefrihed og tyk, bamset pels. Tjara er toplækker, når hun har vinterpels.
I det hele taget er hun toplækker. Aldrig, aldrig har jeg været træt af at skulle ud til hende. Jeg har været for træt eller skadet til at ride, men aldrig for træt til at nyde at være sammen med hende. Jeg tror, det er gensidigt. Når jeg kalder på hende på folden, kommer hun 9 ud af 10 gange - også selv om hun står med hovedet nede i halmen eller græsset. Det giver en dyb glæde, når jeg kalder på hende på vej ned ad staldgangen, og hun hilser tilbage: "Huhuhu." At omfavne hende, begrave næsen i hendes tykke pels og give hende et mulekys, føles næsten som forelskelse. Kan man være forelsket i en tyk sort hest?
Jeg er heldigvis ikke Tjara eneste kæreste. Rebecca vil give sin højre arm for det dyr. Da Rebecca var et par måneder i Israel i efteråret, blev savnet efter Tjara så stort, at vi måtte videoskype mellem Havmarken og Negev ørkenen, så Rebecca kunne se og sige hej til Tjara. Utroligt hvad man kan. Sebastian er mere afdæmpet i forhold til Tjara, men han er begyndt at tage nogle ture på hende. Og dybt inde i sjælen tror jeg faktisk, at han er glad for hende, især når hun kan bruges som scoretrick. Hvilken pige falder ikke for en mand, som kan ride?
En sidste detalje: To gange er Tjara stukket af med os i efteråret. Første gang med mig på ryggen. Jeg blev siddende, men mit liv passerede revy. Rebecca blev ikke siddende, men hun havde heller ikke sadel på.
Første gang aner jeg ikke hvad der skete. Vi red med en anden ekvipage gennem skoven. Begge dyr var på stikkerne, som de jo kan være. Pludselig satte Tjara af for fulde gardiner. Ustoppelig. Da hun endelig stoppede selv, stod jeg af med rystende knæ og trak resten af vejen hjem. Jeg skulle ikke nyde mere. Hjemme gik vi over på banen, så kunne hun krudte af der, mens jeg fik pulsen ned igen.
Anden gang Tjara stak af, var der en hund, som kom drønende. Normalt tager Tjara hunde i strakt arm. Men ikke denne gang. Afsted det gik. Heldigvis valgte hun at løbe ud over en eng og ikke videre op ad vejen som ender oppe ved en trafikeret hovedvej.
Siden har både Sebastian og Rebecca været i skoven uden problemer. Tjara er ALDRIG løbet af med os før. Så det er med nogen undren det sker nu. Men lad os se. Det kan være en enlig svale - eller to!
Glædelig jul til alle to- og firbenede!
