Tjara i sneen

Så kom sneen. Tjara er bygget til det vejr. Og hun elsker det. Som eneste hest har hun været på folden. Ikke længe og ikke længe nok, synes Tjara. Hun føler bestemt ikke trang til at skulle ind efter en halv time. Heller ikke efter en time. så må man vade i knæhøj sne helt op i den anden ende af folde for at hente hende.


Det ser sjovt ud når Tjara går i sneen. Høje knæløftninger og mulen ned i sneen. Så laver hun et langt spor med mulen mens sneen står ud til siderne ligesom ved en sneplov. Så skrabes der.

Nu kan jeg se, at hendes 'tiggebevægelse' giver mening, når der skal skrabes fri for sne så man kan komme ned til græsset. Det er vel det en islænder i naturen får vinteren til at gå med. Derfor synes jeg også det er så vigtigt at Tjara kommer ud i sneen - ud fra den holdning, at jo mere hun 'bliver udsat for' des mere kan hun kapere uden at blive forskrækket. Heste kan godt blive for beskyttede. Så skal der ingenting til før de bliver forskrækkede over et eller andet. Jeg ved Tjara er blevet opdraget godt på det punkt. Og det har vi glæde af. Det er netop Tjaras force, at hun ikke er så let at vippe af pinden.

Vi er begyndt at longere mere målerettet. På venstre volte kan Tjara nu trave, når der bliver sagt "traaaaavveee" og sætter i galop ved den korte kommando "galop". Hun stopper når der bliver sagt "ppprrrr!" og sætter i skridt når man klikker to gange med tungen. Det er da flot. På højre volte gør hun ingenting. Og jeg mener ingenting. Det er vist meget normalt, har jeg hørt. Tjara kommer bare hen til én og vil snakke. Så man kommer hele tiden foran hende og står og roder med den lange longe. Lige så perfekt på venstre lige så lidt perfekt på højre. Men hun/vi skal nok lære det.

Springningen gik fint i går. Tjara travede over de fleste spring, da hun ikke skal overanstrenges, siger Lisa. Tjara er jo ikke vant til denne motion, ikke målrettet i hvert fald. Det var en træt hest der kom over i boksen.

Uge 46 Et springdyr!

Nu er det ikke ligefrem springning der kendetegner den islandske hest. Men Tjara er jo sin egen. Helt sin egen!

I søndags sprang hun rundt i ridehallen, som om hun aldrig havde bestilt andet. Ørerne frem, højt humør og fuld skrue. Tjara sprang over kryds, over vandgrav, over spring med kegler og over dobbeltspring uden på noget tidspunkt at tøve. At se hende danse afsted helt oppe på tåspidserne, gør mig så glad. Én gang rev hun ned. Og da hun ikke er vant til det hoppede hun lidt. Men hun er så væsenfast, at der skal mere til for at hyle Tjara ud af den.

Nu er det ikke mig, der springer. En cavalettis er det højeste jeg har sprunget, med mindre der har været tale om et ukontrolleret spring udenfor min vilje - som iøvrigt på bemærkelsesværdig vis altid er gået godt! Så det er Rebecca der sidder på ryggen af den Ædle Ganger. Og de har det sjovt de to. Der er investeret i gamacher til forbenene - røde! Man skal jo ikke gå ned på udstyr. Selv småpigerne med egen springpony er imponeret over Tjaras spring. Og der skal ellers noget til at imponere de blaserte piger.

Nu vi taler om udstyr, så har vi shoppet igennem i lørdags, Rebecca og jeg. Udover gamacher er der indkøbt nyt skridttæppe og et ridedækken. Kræet er jo blevet vinterklippet for ikke at stå drivende våd i boksen efter ridning. Så der skal lidt tøj til. Det er lige før hun er den i familien der har mest i skabet af den slags. Jeg nævner i flæng: mittedækken, ulddækken til den kolde tid indenfor, regndækken/overgangsdækken, vinterdækken til fold (som i skrivende stund er nede ved Steen's for at få broderet navnetræk), skridttæppe i matchende Tjara-farver og nu også ridedækken i lækkert uld. Ridedækkenet er sådan et, som lader sadlen fri, men dækker bagdelen. Det har vist sig, at skridttæppet ikke er specielt velegnet til længere ture ud på kolde dage. Og så fik jeg også en mulighed for at trække dankortet gennem automaten - igen.

Sjovt nok. For den islandske hest er jo netop en naturhest, som kan klare sig med egen pels i al slags vejr. Men hun har ikke mulighed for at bevæge sig til varmen, da hun ikke går på løsdrift, og når hun arbejder, bliver hun, som sagt, dyngvåd af sved. Så vi behandler hende som de andre heste i stalden - bortset fra at hun ikke er hel-klippet. Hun er kun klippet på bringen, maven, kinderne og lårene - der hvor hun sveder mest. Jeg har vænnet mig til synet. Folk som ikke ved bedre, synes hun ser smart ud. Tjara er ligeglad.

Ellers arbejder vi stadig med galoppen. Tjara mestrer nu den fineste korte galop. Vi arbejder med at hun går lige under rytteren og ikke skyder skulderen. Og så har vi alliereret os! Vi, de sammensvorne, er enige om at Tjara IKKE må græsse på tur når det passer hende. Vi stopper hende en eller to gange på turen, og så må hun græsse. Det skal ikke være Tjara der bestemmer, og river tøjlerne ud ad hænderne på os i tide og i utide. Lidt mere disciplin, tak. Men så er det også det. Jeg skrev godt nok sidst, at Tjara skulle på genopdragelse. Hvis jeg ikke vidste bedre, havde jeg troet, at hun har læst med over skulderen. Hun er sød og artig (bortset fra ovenstående detalje). Måske er det fordi at hun er tilbage i de daglige rutiner efter ferie og sygeperiode. Det tror jeg.

Sagde jeg sød og artig?? Tjara napper stadig én i bagen, når man står bøjet for at rense hove. Det hygger hun sig gevaldigt med, og den særhed tror jeg aldrig hun lægger fra sig!

Uge 45 Hjemme igen

Den Sorte Dame er nu helt rask. Det sårede ben er helet så fint op. Der har ikke været antydningen af infektion, og Tjara har ikke på noget tidspunkt været halt.

Gode venner har, som skrevet, taget del i plejen af Tjara. Har travet kvarteret tynd med kræet, da hun ikke måtte komme på fold eller rides. Det er jeg dybt taknemmelig for. "Hun er godt nok ikke nem at trække", sagde Bente. Arh, kan det nu passe?

Og jo. Det passer. I lørdags ville jeg ride en tur ud. Jeg havde forlagt min ridehjelm hjemme. Og da jeg ALDRIG rider uden - det har jeg simpelthen været for mange gange i 'dørken' til at turde, så var der ikke andre muligheder end at trække Tjara til Gyldenløvesvej. Hun havde trense og sadel på, da tanken var at vi skulle ride. Men Tjara ville ÆDE. Så vi småskændtes som et gammelt ægtepar hele vejen fra Ponygården til Gyldenløvesvej. Da vi nåede frem, var vi begge oppe på mærkerne. Efter det traditionelle guf til Tjara på adressen, og nu med ridehjelm, drog vi videre.

For enden af vejen - skulle vi stoppe for trafikken, hvilket Tjara straks benyttede til at få sig lidt græs. Hun er stærk i halsen, og kan uden besvær trække tøjlen ud af mine hænder. Da der blev fri passage, var Tjara ikke færdig med menuen, så hun fik en hæl. Op med hovedet og så afsted! Hen over landevejen, hen over grøften og stien samt den næste grøft - gennem en hæk og direkte ind i en eller andens have! En eller anden var heldigvis ikke hjemme. Der stod vi så. Tjara ville ikke samme vej ud igen. Gennem hækken. Men jeg fik da lokket.

Så var der ikke andet at gøre end at ride til vi begge to slappede af (og havde forstået opgaven).
Tilbage på Ponygården efter en rolig tur (efter vores sortie fra haven, forstås), så tænkte jeg at Tjara kunne have godt af at krudte lidt af i (for mig) trygge omgivelser: i hallen.

Tak for Kaffe. Damen sprang rundt som en vårhare. Det var da også dejlig koldt og det blæste lidt, og man havde jo stået meget i boksen med såret ben. Men alligevel, Tjara!

Så var der ikke andet for end at ride til Den Sorte Dame blev træt af hopperiet. Så det gjorde vi. Det var ikke første ridetur efter 'sygeperioden'. Vi havde redet på hende i 1½ uge. Først lidt skridten rundt, så lidt mere trav og senere et par volter i galop. Tjara virkede ikke specielt ude af form, men alligevel valgte vi en stille genoptræning i den tro at vi er de klogeste. Stod det til Tjara selv hed det fuld skrue.

Vi er nu oppe på normal ridning. Og det går rigtig godt. Men Tjara er en hest med vilje og karakter, og har hun ikke en rytter med vilje og karakter, træder hun i karakter og bliver en kende egenrådig. Det er charmerende, men det kan også være farligt, hvis hun ikke respekterer sin rytter. Så vi skal nok være lidt mere klare i spyttet og genopdrage lidt her efter den lange periode, hvor Tjara ikke har haft rytter på ryggen.

Vi har heldigvis tid nok. Og hvis lidt glemte manerer er eneste mén efter den benskade, skal vi være glade. Og det er vi.

Uge 42

Vi var i New York. Venlige mennesker har taget sig af Tjara, med de særlige behov hun har i forbindelse med sin benskade.

Denne søde tilbagemelding har jeg fra 'Tante' Marianne:

"Det har været en fornøjelse at være med i pasningsteamet omkring Tjara. Hun og jeg har gået Stensballe tyndt, ½ time til tre kvarter dagligt undtagen tirsdag og onsdag samt i morgen. Det har været hyggeligt at gå med hende på den måde og vi har hilst på mange søde, hesteglade mennesker undervejs. Det har været fint tørt efterårsvejr undtagen fredag. Da var vi i ridehus og øvede gående ottetaller, parader og tilbagetrædninger.

Hvis der ikke er for meget græs i nærheden... lystrer hun fint og skifter retning ved lette håndbevægelser. Der skal dog noget mere til at stoppe og hun spørger også stadig om vi ikke skal hjemad, når en mulig vej byder sig, men accepterer rimeligt hurtigt den viste retning."

Er Tjara ikke en heldig hest?

Uge 41 Det går fremad

I dag har Tjara-pigen fået fjernet sting. Såret ser rigtig fint ud. Der er ingen infektion. Nu handler det om at få hende motioneret blidt, det vil sige i skridt, så arret ikke bliver for stift og hun genopbygger muskler og får noget omsætning i kroppen.

Tjara må dog ikke komme på fold før sidst på ugen. Badutspring kan nemlig få såret til at gå op. I dag har Rebecca trukket en tur med hende - helt hjem. Tjara kan turen helt udenad, så afsted det gik, lige indtil hun kunne mase mulen mod vinduet i bryggersdøren.

Sidst på ugen må Tjara komme lidt på fold og der må skridtes små ture med rytter. Vi har aftalt med Ponygården, at Tjara dagligt får luftetid i hallen udover gåturene.

Uge 40 Patient Nyt

Operationen lykkedes. Patienten overlevede.

Stakkels Tjara står nu 24 timer i sin boks og småkeder sig. Heldigvis er der hele tiden liv og leben i stalden, så der er noget at kigge på. Men det er ikke det samme som fold, græs og blæst i manen.

Der kommer jævnligt folk på sygebesøg. I stedet for blomster og chokolade til patienten medbringes gulerødder og æbler, som bliver guffet med stor appetit. Der bliver stiglet pels i stride strømme og der bliver renset boks hver dag, så Tjara ikke står i beskidt halm. Selv Sebastian har forbarmet sig over Tjara og giver særlig service - helt uopfordret. Og det er stort.

Dyrlægen skiftede forbinding i mandags. Såret ser fint ud, siger han. Han forventer, at Tjara må komme lidt på fold på søndag. Han forventer også, at der vil blive afstødelse af væv fordi knoglen er beskadiget en smule. Så der vil blive noget sivning fra såret, som af samme årsag ikke er syet helt sammen nede ved hoven.

Tjara må ikke rides i fem uger! Hvornår vi må begynde at trække hende lidt rundt, vides endnu ikke. Jeg har givet hende det sidste skud penicillin i dag. "Godt", siger hun, "For jeg kan ikke li' det." Tjara er hvid om mulen når hun har fået medicinen. Når det størkner ligner det en nydelig hvid læbestift. Det ser sjovt ud.

Tjara vil som sagt gerne ud. Hun står i boksen når vi muger ud. Så vi parkerer trillebøren i åbningen for at hun ikke skal skride. Men det kan ikke holde en Tjara tilbage. Man træder da bare op i trillebøren og forsøger at klatre over den! Tjara er iøvrigt nem at gøre rent hos. Hun er så renlig. Det skides kun ét sted og tisses et andet. Med stor præcision. Resten af boksen er fin. Derfor skal der ikke så ofte renses helt i bund og den gamle, men rene halm, kan genbruges på skidestedet. Smart!

Jeg må indrømme, at damen er blevet lidt tyk igen. Jeg har ellers forsøgt at fornægte det, ligesom en mor der ikke vil erkende at hendes barn er småfed. Og det bliver nok ikke bedre af at hun ikke bruger så meget energi lige nu og æder sin sengehalm. Men mon ikke det bedrer sig når vintersæsonen begynder og der ikke er så meget græs til rådighed?

Uge 39 Stakkels Tjara!

Tjaradyret er kommet til skade. Rigtig til skade.

Da vi trak hende ned fra fold i eftermiddags, så Rebecca at hun blødte fra det ene bagben. Om det bare var en rift, var ikke til at sige. Da vi nåede ned på pladsen ved stalden ville jeg lige tage et kig. Og hvilket kig! En 30 cm lang dyb flænge helt ind til knoglen.

Så vi fik fat i dyrlægen. Ventede i uendelige 45 minutter. Tjara støttede ikke på benet, men var ikke mere påvirket end at hun med sædvanlig madglæde spiste de gulerødder jeg gav hende. Men øm det var hun helt sikkert.

Det tog 2 timer at sy Tjara sammen. Såret blev syet i tre lag og det blødte så meget at blodet løb i en lind strøm ned i kloakken.

Tjara fik så meget morfin, at hun knap nok kunne holde hovedet selv. At hun overhovedet kunne stå på benene, var helt utroligt. Nu skal hun have sårpleje af dyrlægen de næste 14 dage - mindst. Hun må ikke komme ud af boksen, andet end til lidt pelspleje den næste uge og der går mindst 5 uger før vi stille og roligt kan begynde genoptræning.

Så Tjara vil blive glad for sygebesøg med nus og striglning og lidt gulerødder.

Hvad der har været årsagen til flængen, vides ikke. Vi har gennemgået folden, og kan umiddelbart ikke finde noget. Hun stod med Julius, sin kæreste. Det kan selvfølgelig være ham, men sårets placering gør det usandsynligt. Vi finder måske aldrig ud af det.

Nu står Tjara i sin boks i sin morfinrus og med stor forbinding på nederste del af højre bagben. Hun er kommet sig så meget, at hun kan sanse at spise de gulerødder vi har lagt ind til hende.

Vi skal holde øje med hævelser udover det rimelige. Dyrlægen kommer igen på mandag. Vi er forsynet med smertestillende midler og antibiotika til weekenden.

Der vil nok komme lidt infektion, siger dyrlægen, men hvis det går efter planen, kommer Tjara sig uden mén. Hun skal røntgenfotograferes når hun er helet op for at se om knoglen har taget skade.

Mand, hvor er det godt at vi har tegnet en sygeforsikring!

Uge 38 Sommeren er forbi nu.

Den bedste tid på året, efter min mening, er eftersommeren og først på efteråret når solen skinner og en let brise fører duften af høst og brændte marker med sig. Af hensyn til klima og Co2 udledning har det længe været aldeles forbudt at brænde marker af. Men det hænder en lille markbrand fylder luften, og så er det med at nyde det!

Stubmarkerne udvider rideterrænet betragteligt. Det er dejligt. Ridestier er desværre begrænsede. En besynderlig afstandtagen til hesten, som for få årtier siden var transportmidlet.
Nu råber folk efter os, hvis hesten lægger en pære. Heldigvis ved vi, at ifølge Politivedtægten, skal vi ikke samle op efter os. Iøvrigt burde haveejere slås om at score gødningen til deres roser.

Tjara og jeg var på markvandring. Vi ræser ikke afsted, det lader vi de unge mennesker om. Når vi har lidt mere styr på bremsen, så skal jeg også på markgalop. Men vi tog altså alligevel turen ud over stubmarkerne i fredags i adstadigt tempo. Vi tester hele tiden nye ruter, Tjara og jeg, og vi udvider vores radius. Udfordringen er at komme over markskel. Der kan være nogle dybe grøfter. Bevoksningen gør, at det ikke lige er til at se hvad der er hvad. Uden egentlig dramatik endte vi i sådan en grøft. Tjara måtte nærmest hoppe op af den. Det gik også fint. Vi træder forsigtigt over ligesom når man stikker en tå i havet den første sommerdag for at greje temperaturen, inden man kaster sig ud i bølgen blå.

Videre ind i den nordlige tunnel. Der er lige slået græs på støjvolden, så vi valgte et sted, hvor der ikke var så stejlt til at bestige volden. Det viste sig dog at den var stejlere end som så, så Tjara måtte tage nogle spring derop, så hun havde godt med fart på da vi nåede toppen, kun for at konstatere, at vi havde valgt det sted hvor volden er smallest på toppen og hvor det går stejlt nedad lige på den anden side. Så fandt vi bremsen! Tjara dansede lidt, og jeg var en kort overgang nervøs for at hun skulle drøne ned ad den ene eller den anden side fremfor at holde sig på det smalle stykke på toppen. Men det gik. Vi fik en god tur fra Ponygården ned på det grønne område, forbi de "grimme" køer, opad Gyldenløvesvej, hvor Tjara gerne vil ind til os - hvor der jo er guf at få. Jeg måtte lige minde hende om at det altså var mig, der sad på hendes ryg. Hun vendte hovedet og snusede til min støvlesnude, som for at sige, "Nå, er du der?"
Hvis man ikke holder Tjara tilbage, så drøner hun op ad havegangen og maser mulen mod bryggersdøren. Står døren på klem, træder hun helt ind, hvilket er en udfordring for rytteren på grund af dørhøjden.

Nå, men vi red videre ned ad Meldrupvej, drejede af hen over marken og red som sagt helt ned til tunnelen og videre over støjvolden ned til Gl. Stensballe og tilbage på Ponygården. Så synes vi, at vi havde gjort det godt - dog af to forskellige årsager :-)

Tjara har lige fået tjekket gødning for orm. Hun var den ene af kun to heste, som ikke har orm overhovedet! Det havde hun heller ikke sidst.

I morgen får hun smed.

Status på hale og man: Hale = fin. Bedre end sidste år. Ingen bare pletter. Man= middelfin. Der er gnubbet en del hår af den nederste del. Men manen er ikke helt væk.

Tjara er lidt vommet. Regner med det hurtigt forsvinder som efteråret skrider frem.

Uge 35 Så fik vi ordnet bisserne

Den faste læser har fulgt med i udfordringen med at stoppe Tjara, når hun har trykket speederen i bund ude i det fri. Alle mulige bid er foreslået, incl. slet ikke noget bid. Nu har Tjara i mellemtiden haft besøg af "Rasp Ole". Ole skulle ud til Bent og Lenes heste i Søvind, så jeg kunne lokke ham til Horsens for bare én hest, noget der ellers nærmest er umuligt. Googler man Ole, kan man se, at han har et islænderstutteri i Mårslet, hvor der også er hestesvømning og genoptræning af heste. Manden skulle være nærmest guru indenfor islænder-verdenen. Han er også halvt islænding selv, så kan man næsten ikke nå højere i de kredse, med mindre man er fuldblods islænding og indehaver af de islandske sagaer i originaludgaven.

Men altså, Rasp Ole kom forbi. Han satte grime med mundskinne på Tjara, så hun gabte så højt hun kunne, uden at kunne sætte tænderne i Oles arm - som iøvrigt forsvandt langt ned i halsen på hende. Tjara var ikke bundet. Hun stod i vandspiltovet og vendte det hvide ud afd øjnene, men stod ellers forbavsende roligt. Oles remedier kunne lamme enhver med bare en smule tandlægeskræk. At få med grovfilen er det rette udtryk til at beskrive situationen. Men ikke desto mindre var det at gøre Tjara en tjeneste. Hun havde MANGE tandspidser, sagde Ole.

Tandspidserne kan have betydning for at Tjara har værget sig mod biddet. Det har simpelthen gjort ondt. Ole siger, at vi kan forvente en helt anden hest nu. Så spændt var jeg, da jeg dagen efter red en tur. Der var dog ikke den helt store ændring. Så fik jeg at vide, at der vil gå en god uges tid, inden Tjara har fundet ud af at det ikke gør ondt mere - at hun ikke behøver alle sine krumspring. Det glæder vi os til. Vi skal ride uden martingal for at hun kan aflære sit forsvar og modstand mod biddet, så hun kan finde ud af at det er ufarligt og ikke forbundet med smerte længere.

Hvor længe der er siden at Tjara har fået rapset tænder, vides ikke. Men Ole er bestilt igen til næste år.

Uge 34 Skovtur og hjorte på spring

Dette er en opdatering på de seneste ugers fortræffeligheder i uprioriteret rækkefølge.

Tjara har fået en body- Julius! De to heste er glade for hinanden og går fint sammen. Endelig et godt match. Julius er ny på Ponygården. Han gik fint sammen med venindernes heste. Hestene på Ponygården bliver ikke altid matchet efter hvad hestene synes, men i forhold til hvem man er veninder med.

Men pludselig følte Julius sig hjemme, og blev knap så myg, nærmest lidt krads overfor de andre heste. Der blev spurgt, om man måtte sætte ham ind til Tjara så hun kunne sætte skik på ham. Ja, hvorfor ikke? Og operationen lykkedes - patienterne overlevede :-)

Sidste weekend kørte vi Tjara til Sondrup Bakker. Rebecca fik undervisning på Lafinette. Og i mellemtiden kunne vi ride i den private skov og ud i Sondrup bakker.

Jeg red ud først. Jeg havde gode ben og kunne sidde op selvom Tjara bare gik imens. Tjara er altid mest på dupperne de første 10 minutter. Vi red ud ad skovstien forbi foldene - helt oppe på neglene. Jeg så en sidesti, som knap kan kaldes en sti. Den gik op ad bakke og så eventyrlig ud. Jeg tænkte, at jeg jo altid har redet ud i vildnisset på andre islandske heste ved Gudenådalen, i Lille Vildmose og på Langeland. Så hvorfor ikke på egen isbuk?

Tjara var som sagt på dupperne. Jeg en lille bitte smule anspændt. Vi var jo alene på de vilde vover. Men "vejen" endte blindt. Vi vendte om - og så kunne det kun gå for langsomt med at komme ned til skovvejen igen. Tjara oksede afsted nedad. Jeg fik grene og blade i hovedet, og råbte højt, "tilbaaaage" til mig selv. Tilbage - det er det ridelærerne råber ad mig når hesten drøner afsted med risiko for at jeg mister balancen. Det hjalp. Jeg blev siddende og smilede faktisk lidt. Men så kom to hjorte springende. Det gippede i Tjaras krop - tegnet på at det er nanosekundet inden hun tager benene på nakken for at komme væk fra de farlige, stygge hjorte. Jeg fik hende drejet omkring, hoppende og dansende.

Med lettere forhøjet puls hos både Tjara og mig, kom vi ned på skovstien igen. Den rigtige skovsti. Vi skridtede derudaf. Så skvattede Tjara. Hun var helt nede på bringen. Jeg nåede ikke engang at overveje at skvatte af før hun var på benene igen. Sidst jeg prøvede det på en hest, slog jeg en saltomortale over over hovedet på den stakkels hest og scorede mig en forstuvet finger og tre timers ventetid på skadestuen. Men denne gang blev jeg siddende selv om jeg blev lige så overrasket. Jeg har bedre ben og balance end jeg bilder mig ind.

Godt så. Vi red til der ikke var mere skov. Så vendte vi om. Vel tilbage igen spurgte jeg Niels om han ville ride. Ja tak. Min ridehjelm var for lille. Hans egen lå hjemme i bryggerset. Så i herresko og jeans drønede han afsted i galop. Nu ved han af egen erfaring, at Tjara er MEGET svær at stoppe når hun galopperer i det fri.

Nu pusler vi med tanken om et andet bid til naturridning og en omgang tandraspning. Tandraspningen allerede på lørdag. Jeg bestiller tid hos Rasp Ole, som er berømt for sine evner udi tandraspning. Hans priser er også til at overkomme, har jeg hørt.

I ugens løb har jeg også været på et par ture i Stensballe og omegn med Dorte og alene. Fine ture. Stille og roligt. Lidt i kvarteret lidt henover stubmarkerne. Ikke i galop, selvom Tjara hellere end gerne ville. Det dirrer i hele hendes sorte hestekrop. Jeg vil lige være lidt mere sikker på hun stopper når hun skal. Sebastian, den vilde knægt, kan jorde på stubmarker på hende. Så får de gasset af begge to.

Undervisningen begyndte igen forrige mandag efter sommerferien. Første gang kunne jeg kun klare en halv time, så var mine ben færdige. Jeg har det godt i benene nu efter mit triste tilbagefald i sommerferien. Så jeg vil ikke spolere det hele i min iver. Rebecca er min back up. I går gennemførte jeg hele timen selv - og fik også en smule galop. Jeg kunne lige så godt have sat mig i en vandpyt, så svedig var jeg bagefter. Helt ude af form til en times intensiv ridt. "Sveder man af at sidde på en hest?", spurgte en pårørende, der stod ved barrieren, da jeg kom dampende ind. Om! jeg var pæon-rød i skallen af varme og anstrengelse.

Tjara bliver puslet og nuslet til den store guldmedalje. Hun har eksem i hale og man nu. Nederste halvdel af manen er blevet lidt tynd, men ikke knækket af som den var sidste sommer. Der er ingen bare steder , heller ikke på halen som stadig har alle sine hår. Men når man gnubber tjæreolie på kan man mærke eksemen. Man kan se, at Tjara gnubber bagdel i boksen, da hun har en stor hvid plamage af kalk på numsen. Det er sjovt ud, men det er trist. Pelsen er fin. Her er det ingen tegn på eksem. Vi håber, at mitteperioden stopper inden manen er væk. Men jeg tror det er billigt sluppet i forhold til Henriettes beskrivelser af hvordan Tjara har haft det om sommeren. Jeg overvejer at investere i Dexem shampoo, som er til mennesker med eksem i hårbunden. Det kan da prøves og det lindrer kløen.

Lone, som passede Tjara i uge 29, har allerede sms'et og hørt hvornår Tjara kommer igen. Det gør hun til efteråret når familien tager til USA. Lone glæder sig, siger hun.

Uge 31 Ferien er slut :-(

De tre sølle ferieuger jeg var bevilget, er forduftet ud i det blå. Hvad nåede jeg? Ingenting. Er begyndt på job i dag og er derfor lettere deprimeret. Men nu handler det ikke om selvterapi og klynk, men om Tjara.

Den Ædle Ganger var på ferie en uge blandt race-fæller i Søvind. Som tidligere skrevet, havde Marianne doneret et chokoladefarvet mittedække til Tjara. Så kunne Tjara nyde både dag og nat i det fri hvis hun ville. Hun havde nemlig adgang til løsdriftstalden, hvis hun skulle have brug for det, men kunne gå ud og ind som det passede hende. Det må være dejlig frihed, når man ellers står i boks i mange timer om dagen. Pensionsmutter var begejstret for Tjara: "Så sød og nem. Vil du sælge?" Sælge??? Nej! Men dejligt at Tjara får noget anerkendelse.

På Ponygården har der sommeren igennem været bøvl med at få hestene til at gå på fold sammen. Så har den ene sparket. Snart er det den anden, der sparker. Man har været så venlig at bygge en fold på folden til Tjara. Når hun går på de nedgræssede folde, som ingen andre går på lige nu, så kalder hun og okser rundt. Nu kan hun se andre, og får adgang til bedre græs.

I sidste uge havde vi hende vist på græs lige lidt på længe (5 timer) en dag. Hun havde ikke varmere hove end hun af og til har. Jeg tager hov-temperaturen dagligt og sammenligner med de andre heste, som også ofte har lune hove. Men hun havde antydningen af puls i forbenene for første gang siden hun var forfangen sidste forår. Der var ingen tegn på ubehag eller smerte hos hende. Jeg var nede i stalden lige før lukketid (kunne ikke dy mig). Da var der ikke puls. Dagen efter var hovene kolde og ingen puls. Men opdagelsen betyder, at vi stadig skal begrænse græstiden, og at selv om det går godt, er der stadig en tikkende sukkerbombe vi skal tage hensyn til. Efter det har regnet og der er godt med vækst i græsset, sætter vi Tjara på jordfold me noget hø at gnaske i en times tid, hvorefter hun kommer på græsfold en time til halvanden. Herefter bliver hun redet, så der bliver noget "sukkeromsætning".

Jeg glæder mig ikke til sommeren er forbi, men jeg glæder mig til at græsset går af vækst. Denne årstid snyder meget, fordi man har en tendens til at være mest opmærksom på forårsgræsset. Det er nærmest en videnskab at få det til at gå op i højere enhed. Men sådan er det altså, når en hest først har været forfangen.

Tjara havde smed forleden. hun havde tabt en sko, mens hun havde været på ferie. Skoene sad på den sprøde del af hoven, som viste at Tjara havde været forfangen. Nu er den del vokset ned og skåret væk og hovene ser normale ud igen.

I forhold til sommereksemen, så gnubber Tjara hale når hun står i boksen. Det har hun gjort nogle dage nu. Vi hælder tjæredråber i hale og man. Men hun har både hale og man intakt (endnu).

Vi har fået en ridesti på "det grønne område" ved Nørrestrand. Her kan vi både trave og galoppere, hvis der ikke er for mange hundeluftere i nærheden. Der er ikke anden trafik. Det er rigtig dejligt. Området ligger for enden af vores vej, så vi smutter gerne forbi vores have, hvor Tjara bliver sluppet løs. Vi håber med tiden, at ruten bliver længere, når de omkringboende har vænnet sig til os. Indtil videre er vi blevet vældig positivt modtaget.

Nede på det grønne område går noget langhåret og langhornet kødkvæg i en indhegning. Der er så hyggeligt. Da jeg red derhen, stoppede Tjara brat, da hun fik øje på køerne. Frys!! Hun stod musestille. Så gav hun sig til at græsse. Så vidste jeg at hun kommunikerede til køerne: "Jeg er ufarlig. jeg er græsæder og byttedyr ligesom jer." Ikke mere om den sag.

Vi var til Vikingetræf i Moesgård i søndags. Der deltog rigtig mange islandske heste i opvisning. Den ældste rytter var en kvinde på 85 år. Hun gav den gas. Det giver mod på mange års ridning endnu!

uge 28 Sommerferie

I denne uge er det Tjara og mig. En hel uge til sommerhygge. Rebecca er i sommerhus med veninderne og Sebastian arbejder i Farmland.

Vi lagde ud med en tur til Blirup. Anne stod og striglede sin nye hest. Hun var straks med på idéen om en tur. Hun kender selv sagt ikke sin hest så godt endnu, så hun vidste ikke hvor trafiksikker han er. Men det er Tjara, så hun fik tjansen at være støttepædagog. Tjara lagde ellers ud med en gang hoppen og dansen, der krævede et par volter. Men jeg kender hende nu. jeg ved det er ren ivrighed som går over når vi har går den første halve klilometer.

Turen gik upåklageligt fra begge hestes side. Men vi mødte heller ingen traktorer og "Brian'er" på turen. Selv over Oddervej, stod Tjara pænt og ventede på at der blev fri bane. Det er ellers ikke en spidskompetence hun har.

Vejret var lige slået om fra de seneste dages 30 grader. Der har vi forsøgt at ride så tidligt om morgenen. Alligevel har der været 24 graders lummerhede, så både vi og Tjara var dyngvåde efter 20 minutter. Så vi har holdt lav profil. Men vi springer ikke ridningen over, for Tjara har tendens til sommervom, og det skal holdes nede med motion. Dejligt var vejromslaget - en stille støvregn, som vi alle nød. Da vi nåede stalden begyndte regnen for alvor. Men det var en dejlig varm sommerregn. Jeg satte Tjara på fold, så hun kunnne nyde den. Og det gjorde hun lige indtil det begyndte at tordne. Tjara var ligeglad, men jeg synes ikke hun skulle gå alene på det store flade foldareal i tordenvejr. Måske pyldret, men det gav sjælefred. De andre heste går på et foldareal længere væk og Tjaras foldkammerat, Lucas er taget på sommerferie et eller andet sted.

Det skal Tjara også. På mandag skal hun ud til en flok andre islændere. Det er her Tjara skal have sit nye chokoladefarvede mittedækken på - hele ugen, så hun er lige så fin og lækker i man, hale og skind, som hun er nu, hvor der endnu ikke er tegn på sommereksem.

I morgen bliver det vist et møgvejr. Vi skal have tømt Tjaras boks, som skal have den årlige højtryksspuling. Jeg tror vi rider i hallen.

uge 26 Dame i gulvlang pels

At Tjara er en dame, der er hjemme i egen pels, er ingen der kender hende vist i tvivl om. Det er en af hendes dejlige karaktertræk. Hun er blevet lidt "hingstet" på det seneste. Er der en hest, der gøder i hallen, piler Tjara derhen og klatter oveni. På den måde kan hun skide 4-5 gange på en time.

Der er stadig ingen tegn på sommereksem. Dog er fluerne begyndt at irritere. Tjara kører med halen og stamper i jorden på folden. Sjovt nok ikke i boksen, hvor der er pænt mange fluer. Tjaras roepiller tiltrækker i den grad fluer. Så vi skal være ekstra omhyggelige med fluespray og tjære-eleksir til hale og man.

I uge 29 skal Tjara på sommerferie. Vi overvejer et mittedækken. Det vil være bund-ærgerligt at få en kløende hest hjem, når det nu har gået så godt i 1½ sommer. Jeg kvier mig dog lidt ved prisen. Jeg mistede undervisningshonorar i sidste uge, som vi skulle holde sommerferie for, fordi jeg blev syg og ikke kunne gennemføre. Træls. Men jeg tror, der ikke er nogen vej udenom. Vi har stadig dækkenet som "fulgte med" Tjara, da vi fik hende. Mon det dur endnu?

Jeg ved ikke hvorfor, men Tjara skyder skulderen meget de senere dage. Lisa var oppe på hende i dag til undervisning. Hun siger, at Tjara er meget levende under én. Ja tak! Man føler hun forsvinder, når hun ikke går lige under én. Samtidig skifter hun hurtigt tempo. Det giver et ujævnt ridt, som ikke er specielt afslappende. Det har ellers gået godt længe. Hvorfor vi lige er inde i sådan en periode, vides ikke. Men vi skal være meget opmærksomme på, at Tjara ikke "får lov" til at skyde skulderen når vi rider hende.

På folden går det rigtig fint sammen med Lucas. Alle er glade for at de to har fundet sammen. Begge heste havde i den grad brug for en hestekammerat.

Og så lige til sidst - ridt i dag uden nogen form for smerte! Elegant opstigning og det hele. Det er så ubeskriveligt dejligt efter så lang tid med smerter.

Uge 25 Igen og igen og...

Galop igen. NU er der hul igennem. Det var ikke en enlig svale. I fredags efter en venindefrokost/arbejdsfrokost fik jeg ubændig trang til at ride på Tjara. Havde samme dag været hos fysioterapeuten, som dog ikke har erklæret mig helbredt, men så i hvert fald er kommet så langt med behandlingen, at jeg næsten er smertefri og med næsten fuld bevægelighed. Kombinationen af fredagshumør, næsten normalfunktion i benene og en flaske varm saké med tilhørende sushi, gjorde udslaget. Jeg galopperede! Faktisk red vi glad og fro i 1½ time uden at jeg fik flere smerter.

I går, mandag, var jeg spændt på om det var en enlig svale. Næh nej. Uden saké i blodet og sushi i maven galopperede vi igen. Tjara var nærmest ikke til at stoppe, som om hun tænkte "Endelig har kvindemennesket fået gang i det." Tjara virkede da også en kende overrasket i starten. Hun havde vænnet sig til at med mig på ryggen var det nærmest ferie.

Faktisk tror jeg helt seriøst, at fraværet af bensmerter er afgørende for successen. Jeg har fået kræfter i benene, jeg kan skræve over Tjara, så jeg ikke presser mig ud af sadlen og jeg slapper så meget af, at jeg har fået den naturlige bevægelse i bækken og ryg tilbage, så jeg kan følge hestens bevægelser uden at være krampagtig.

Det betyder tilbagevenden af rideglæde og en ny æra for mig og Tjara. Til begges udelte glæde, er jeg sikker på. Det er da ufedt for hesten at have en usmidig rytter på ryggen, og jeg har overskud til rent faktisk at ride. Jeg havde næsten glemt hvad det ville sige. Der er en verden til forskel. I denne rædselsfulde periode har jeg med mellemrum troet, at det var slut med ridning for min del - at det aldrig ville blive bedre. Jeg går stadig til fys. men kun hver tredje uge nu.

Uge 23

I går var vi igen på tur. Denne gang har vi udvidet vores territorium til også at gælde Haldrup. Jeg havde lejet Tøsen, en roooolig fjordhest, så vi kunne ride sammen, Rebecca og jeg. Med på turen var Dorte på Oluf.

Den første del af turen gik langs hovedvejen, som heldigvis har en cykelsti. Derefter red vi gennem Haldrup by, hvor eneste udfordring var da bussen overhalede. Vi havde hverken hørt eller set den. Heldigvis tog chaufføren hensyn til os. Der var ingen reaktion fra hestene. Videre drog vi ud langs bugtede veje og gennem skovstykket mellem Blirup og Meldrup, som er kendt område for hestene. Der på skovstien fik vi os en rask trav og en galop. Det er så længe siden jeg har galopperet et længere stykke, at jeg følte jeg befandt mig mere over sadlen end i sadlen. Uskønt må det have set ud, men dejligt var det.

Tjara var som altid førerhoppen. Hun lægger an til overhaling straks nogen går forbi, hvilket kun sker fordi hun selv stopper op for en mundfuld græs. Selvfølgelig var der også pitstop så øko-scooterne kunne få fyldt lidt på tanken.

Der er succes på folden. Tjara og Lucas (hvid vallak) går fint sammen. De markede lige deres territorium, som det er naturligt. Det tog ca 10 sekunder, så var den ged barberet. De har gået sammen en uge nu uden problemer. Så nu har Tjara endelig fået en foldkammerat, som hun kan have noget hesteliv med. Tjara har gået på græsfolden en uges tid, dog maks. to timer ad gangen, mens vi nøje kontrollerer om hun viser tegn på at hun ikke kan tåle det. Det gør hun heldigvis ikke. Det er vist også et stort ord at kalde græsfolden for en græsfold - til vores held. Hvis vi kan minimere muslingefolden til den måned hvor forårsgræsset er "farligst", er det til at holde ud. Selv om vi lægger hø ud i bundter, som Tjara skal lede efter, er det en kedelig affære at gå der på muslingefolden alene når man nu er et flokdyr.

Torsdag og fredag red Tjara og jeg tur alene. Tjara er noget mere på mærkerne, når der ikke er andre heste med. Når der yderligere er en frisk vind, giver det mere energi. Nå vi ikke får undervisning, Tjara og jeg, keder vi os på banen efter en halv time. så skal der ske noget mere. Så efter turen red vi ned på springbanen. naboen havde gang i at kløve træ. En ny uvant lyd. Jeg benyttede lejligheden til at øve mig i at slappe af og være rooooolig, selv om hesten ikke er det. Rigtig godt at øve på en indhegnet bane. Det kan man snart få brug for ude i det virkelige liv. Der gik kun ganske kort tid, så havde Tjara vænnet sig til den nye lyd og øvelsen forbi. Nu var det langt mere interessant at nå hen til græsset lang kanterne på banen, end at ride rundt mellem springene med mig. Næste øvelse går så på at ignorere lækkert græs når man bliver bedt om det. Det kommer vi nok til at øve igen og igen. Naturen er én stor buffet - og når man nu er så madglad!!

Uge 22 Store badedag

I dag drog tøserne, hvilket vil sige Rebecca, Sophia og Tjara, til stranden. Efter en lille tur rundt i området, hvor Rebecca red på Tjara og Sophia på Flicka, blev pigerne enige om at det gode vejr kaldte på vand og strand.

Så af med sadlen. Tjara er til nøgenbadning! Op med to søstre og afsted mod Husodde Strand. Jeg kørte i forvejen for at få nogle billeder af begivenheden og fordi jeg var nysgerrig efter at se Tjara i vandet. Hvem ved - måske tager jeg selv derned en dag på hesteryg. Tjara badede en del med ungerne sidste sommer, så jeg ved hun kan lide det. Jeg har erfaret, at når man rider mange i vandet, skal man ikke ride bagerst!

Først skridtede de alle tre stille og roligt ud i vandet - langt ud. Det gik fint og så hyggeligt ud i det dejlige solskin. Så ville Tjara lægge sig og Sophia kom i tanke om at hun havde sin mobiltelefon i lommen. Så ind på land igen. Rebecca synes lige hun ville have sig en ekstra tur. Da vandet nåede Tjaras mave, tog et eller andet ved hende, måske det kølige vand. Hun hoppede rundt ude i vandet og Rebecca røg af. Inde på land var der ingen nåde. Høj latter og muntre tilråb fra Sophia og mig.

Sophia er ude af træning, siger hun, så hun ville køre med mig hjem. Så kunne Rebecca ride. Men det gik over da Rebecca blev gennemblødt. Rebecca kom op på Tjara igen ude i vandet - og så satte Tjara i galop mod land. Fuld fart fremad, Rebecca holdt sig fast. En kort overgang var jeg nervøs for at Tjara skulle glide på de store sten i strandkanten, for hun så ingenting. Hun stoppede først oppe på stranden. og kvitterede ved at rulle sig da Rebecca var hoppet af. Da Rebecca var våd til skindet vandt Sophia turen hjem på våd og tilsandet hesteryg.

Allerede på vej hjem i bilen kunne Rebecca se det sjove i vandturen, som hun sad der på forsædet på en plastikpose og i drivvådt undertøj. Der er nok også mere end 50% risiko for vandtur når man rider i vandet.

Hjemme ved stalden blev Tjara fersket af. Jeg vurderede, at folden var så tør og græsset så sparsomt og Tjara-egnet, at Tjara kunne slappe af en halv time på græsfold. Åh, det var dejligt, sagde hun med hele kroppen. Det var en oplevelsesrig og dejlig badedag for alle parter, med mange timer ude i det skønne solskin.

Uge 21 - Hvem ka'?

Jeg kan!! Endelig har jeg fået hul på galoppen. Nu har andre fået gasset Tjara af i galoppen, så hun mestrer den fineste korte galop. Ikke noget faren afsted, selvom hun glad og gerne gør det når hun må. Andre er i den sammenhæng Rebecca, Sebastian og Marianne, som er modigere, har bedre balance og er mindre traumatiserede end mig.

Det pudsige var, at da Tjara først galopperede derudaf var det ikke så slemt. Der var bare lige denne barriere, denne psykiske forhindring, som skulle overvindes. Pudsigt er det også, at jeg jo sætter mig op på Plet, Mökkur, Tøsen og Karla og galopperer afsted uden at blinke. Men de har på den anden side heller ikke vippet mig af.

Sidste lørdag måtte Tjara lægge krop til en biludstilling på Søndergade i Horsens. Er der ikke noget med at der skal lækre damer til enhver biludstilling? Det var Arbejdernes Landsbank, som sponserer Ponygården, som havde brug for et blikfang. Da temaet var hestekræfter, var det indlysende at det skulle være en hest. Så der stod vi med Tjara i en intermistisk halmfold i silende regnvejr fra kl. 8.30 til 13.00. Mand hvor var vi våde. Vi måtte huj hej vilde dyr ind og købe et regndækken til den lille hest. Hun stod med fleecedækken på. Da det var blevet gennemvådt, var der ingen vej udenom. Niels blev sendt afsted med dankortet. Mit. Kom tilbage med et nydeligt regndækken for formedlest 650 kr. incl. rabat!

Da Tjara havde vænnet sig til byen, tog hun det hele med stoisk ro. Faktisk var det også derfor hun var den udvalgte til opgaven. Hun stod lige ved siden af bankens hæveautomat og lagde hovedet på folks skuldre når de skulle hæve penge. Nogle få blev forskrækkede, de fleste synes det var sjovt. Børnene syntes hun var nuttet og ville ae. Tjara tiggede mad. Hun åd popcorn, boller, gulerødder og en banan!

En af staldfolkene på Ponygården kom forbi, guffende på en chokoladebolle. Den fik Tjara tigget til sig. Hendes næse sagde hende, at han havde en mere gemt i lommen, så den måtte han pænt aflevere til damen. Da han forsøgte at dele den i to, så han i det mindste selv fik en bid, bed Tjara ham i fingeren. "Hov hov", sagde han, "Jeg ved hvor du bor!"

Vi havde sat et skilt op med Tjaras data. ligesom bilerne og motorcyklerne havde det. Der stod:

Mærke: Islandsk hest
Type: Tjara
Årgang 1999
4 cylindere
1 HK
400 Nm
Drivmiddel: hø og roepiller
Tophastighed 50 km/t
Marchhastighed 25 km/t
Acceleration 0-50 km/t på 3 sek.
Permanent firhjulstræk
Automatgear

Tjara havde smed i sidste uge. Arne siger, at Tjara er i fin stand og hovene er som de skal være.
Vi stod hele hoffet omkring Tjara og så på.

Uge 18 På tur i regnvejr

Nu har der været høj sol hele ugen. Og netop i dag, hvor Dorte og jeg havde aftalt en ridetur kl. 13.00, begyndte det at regne kl. 14.40. Sharp!

Nu skal der mere til at slå et par gale hestekvinder ud. Så vi sadlede Tjara og Oluf op og håbede på tørvejr. Det kom ikke. Vi red ud alligevel. Og det viste sig at være bedre end høj sol. Der duftede af forårsvådt græs og rapsmarker i flor. Støvregnen gjorde hestene friske og afsted det gik. Oluf er ikke vild med at ride alene, så Tjara gik forrest, i hvert fald det meste af vejen. For på et tidspunkt glemte både Oluf og vi, at han helst ville gå bagerst. Sådan kan det gå, når snakkende kvinder forglemmer sig :-)

Vi red langs Haldrupvej mod Blirup og gennem skovstykket til Meldrup. Herfra gik det op gennem vores kvarter, hvor Dortes datter Emma stod i fuldt udstyr og ventede på at ride det sidste stykke mod Ponygården på Oluf. En ridetur på en god times tid i skridt.

Tjara går frisk derudaf. Oluf måtte småtrave ind imellem for at følge med. Ligesom når et barn skal holde trit med mor og far.

Vi havde selvfølgelig et par udfordringer på vejen. Så skønt det end er at ride ude, skal man alligevel mentalt være to skridt foran hesten. Hov, der kommer en "farlig" traktor! føreren stoppede heldigvis og Tjara valgte at gå forbi uden at danse ned i grøften. Hov, der var en fugl, som fløj op! Nå, den var heller ikke farlig. Der kommer Johnny-Brian, mon han sætter farten ned? Derinde bor en aggressiv hund, mon den kommer farende - og hvad vil hestene sige til det?

Man kan ikke slappe 100% af og lade sig drive med til lyden af fuglekvidr og hyggeligt klaprende hove med sko. Alligevel er der intet der overgår en tur ud i naturen på hesteryg!

Tillykke til Tjara

Den Lille Hest blev 10 år i tirsdags. Det blev fejret med æbler og fødselsdagssang på staldgangen. Sebastian var flov over sin mor. Da jeg også pyntede boksen, var det decideret for meget, syntes han.

I fredags var Marianne og jeg sammen om at longere Tjara omme på springbanen. Det gik rigtig fint, selv om Tjara sendte "hvad skal det til for" blikke - "og er vi færdige nu, så jeg kan komme over til det lækre græs" blikke. Marianne har læst noget om horsemanship, og er begyndt at bruge principperne når Tjara går i trækketov. Tjara er sin egen, men også lærenem. Det ser ud til at virke.

Tjara på besøg hjemme. Hun banker selv på med mulen på den lille rude i døren til bryggerset, for der findes lækre æbler og gulerødder bag den dør!


Vedrørende foldene på rideskolen så er planen at dele hestene op i grupper på fem. Grupperne får hver tildelt en fold, som de kan disponere over. Kunsten er at finde fire andre heste, som Tjara kan gå sammen med. Der er en flok på fire, som er villige til at prøve det af. Tjara har ellers fået et dårligt rygte efter hun bankede Oluf. Man glemmer bare at Oluf bed og hun forsvarede sig. Mange hestefolk ved meget lidt om hestes flokmentalitet.

I går prøvede vi af med de fire samlet for første gang. Vi har prøvet én til én med de fire. Og det gik rigtig fint. Men at lukke Tjara ind til alle fire på én gang, var tilsyneladende for meget. Vi stod og så på. Det så fredeligt og fint ud. De gumlede og Tjara rullede sig. To timer senere blev jeg ringet op. En af pigerne havde trukket Tjara ind. Hun sparkede. Om Tjara er blevet drillet. om det er én af hestene eller hele flokken der ikke trives sammen, vides ikke. Heldigvis har de voksne ejere mere is i maven end småpigerne, som nu har fået cementeret deres opfattelse af Tjara. "Vi prøver bare igen", siger Bjarne, "Selvfølgelig kan de lære det". Det håber de holder fast ved. Det tager typisk et par dage før en flok har fundet en ny rangorden.

Men hele episoden gjorde mig trist, for jeg er i forvejen træt at tøse-regimet på rideskolen. Det gør mig også træt at vide, at vi ikke har andre muligheder. Tjara kan ikke gå i løsdrift på en tilfældig mark udenfor Horsens. Så det skal jo gå - tøser eller ej.

Et lyspunkt i dagen var, da Rebecca ringede hjem og sagde, at der lå en gave til mig nede på Ponygården. Den var fra Marianne. En bog om horsemanship. Tak Marianne! Det lunede på en trist dag. Jeg er gået i gang med at læse om alle de spændende principper og øvelser. Øvelser fra jorden er et kærkomment supplement nu hvor jeg skal skåne mine rideben.

Apropos rideben så er jeg begyndt at ride igen. Mest i skridt. Derfor er det ture ud der trækker mest. Hvem gider skridte rundt på en bane i længere tid? Forleden havde Tjara og jeg taget en tur til Gunnar gennem villakvarteret. Tilbage i tunnelen under Oddervej, skrabte min ridehjelm mod en af lamperne. Lyden gjorde Tjara så forskrækket, at hun galopperede ud gennem tunnelen. Så der fik jeg min galop. Ufrivilligt. Og faktisk nåede jeg at tænke åh åh! men blev ikke selv hylet ud af den og fik ikke pulsen op. Ude i lyset fik jeg beroliget Tjara og fik hende overbevist om at vi godt kunne gå videre. Vi er gået gennem de tunneler masser af gange uden problemer. Nu ved vi at vi skal dukke os lidt.

Ellers er det den gode tid vi har taget hul på. Er der noget skønnere end en forårsaften på hesteryg?

Tillykke Tjara. Du er en dejlig hest.

Uge 16 Tøltekursus igen

I dag har vi været på tøltekursus i Ørting. Igen. Tjara var pænt tændt på omgivelserne. Vrinskede efter hestene udenfor hallen og var opmærksom på den mindste lyd.

Opvarmningen gik fint, da hun havde fundet ud af hvor hun befandt sig. Men anderledes modvillig var hun, da hun skulle til at lave noget. Øvelsen gik på at få hovedet ned med et let konstant træk i tøjlen med hænderne så langt nede som muligt - helst helt nede ved egne lår. Når Tjara giver efter for trækket og trækket løsner sig, må man endelig ikke trække med. Biddet skal løsne sig og hænderne skal blive hvor de var. Det er her hun forstår, at det er rart at komme ned med hovedet. Man må ikke "file" hovedet ned med skiftevis træk i den ene og den anden side af tøjlen, som nogle gør. Rolig hånd.

Øvelsen er lykkedes når der ikke er træk på biddet og punktet på halsen ca. 10 cm bag ørerne er det højeste punkt. Formålet er at hesten løfter ryggen, så hun slapper bedre af og at hun med tiden får lettere ved at trække bagparten mere ind under sig, som hun skal hvis hun skal tølte.

Øvelserne gennemføres i skridt. Når Tjara har fundet meningen med det hele, kan man gå over til trav på samme måde. Ind imellem skal hun have lov til at trave (ikke kun trave af) helt uden træk på biddet. Vi skal være tålmodige. 1000 gange er minimum før det er blevet indlært.

Når Tjara står stille er hun faktisk rigtig god til at få hovedet ned i den ønskede position. Så hun er ikke for stiv eller ukomfortabel i den stilling.

Vi skal stadig øve volterne og de halve parader, hvor vi lige giver et let klem med lårene/knæene før vi laver den halve parade, så Tjara er med på hvad der sker.

Jeg tog det ekstra næsebånd af Tjara for at give hende mere frihed når vi er indenfor og hun ikke løbe så langt væk. Her blev det tydeligt hvorfor vi fandt det relevant at hun havde det på. Hun løfter simpelthen tungen hen over biddet. Vi lånte så et tungebid. Et tungebid passer godt i en lille islændermund og det giver god plads til tungen. Hesten kan åbne munden, men kan ikke smække tungen hen over biddet. Så sådan et bestiller jeg. Når hun er vænnet af med den unode, kan vi vende tilbage til det tredelte bid hun har nu. Jeg kan lide tanken om at hun ikke er snørret til, har max. frihed, men vi stadig har kontrol.

Jeg ved ikke hvem der svedte mest - Tjara eller mig. Hun - Tjara!!! - er en dame med vilje og mening. Det er dejligt, men det giver ømme inderlår og sved på panden. Hun kan blive bedre til respons på schenklerne. Hun skal også udfordres lidt, det er hun kvik nok til.

Til almindelig orientering skal vi have kigget på Tjaras tænder, bare et servicetjek, og der er bestilt smed til sidst i denne måned.

Uge 15 Skovtur

I går ringede Majbrit og spurgte om Tjara og jeg ville med hende og hingsten Galantus rundt om Bygholm Sø. Om vi ville!

Afsted et gik. Majbrit og Galantus hentede os ved stalden kl. 13.30. Galantus, som også kaldes Den Fede Gule, er ikke fed, men en smuk palomino med lang lys krøllet man. Han ligner noget fra en eventyrfilm. Og så er han blid og mild. Så vi turde godt sætte Tjara op i traileren til ham - på trods af foråret! det gik rigtig godt. Galantus trampede og vrinskede lidt. Tjara skulle lige snuse og se an - man er vel en dame.

På rastepladsen i skoven sadlede vi op. Jeg var lidt spændt på turen, da det var min første længere tur på Tjara i al slags trafik og med en hestemakker, som hun kun kendte fra køreturen.

De vrinskede da også noget ad hinanden mens vi sadlede op. Galantus var meget hingstet og synligt begejstret. Tjara begyndt at sjattisse og blinke. Så ingen tvivl om at de har et godt øje til hinanden. De burde egentlig have lov. Som Majbrit sagde, "Galantus er villig til at gøre en med-hest en tjeneste."

Men da vi drog derudaf var der ingen pjat eller ballade mellem de to. Og efter en minimal reaktion på de første par hvislende cyklister og løbere der overhalede, var der slet ingenting.

Vi valgte at skridte hele vejen - dels af hensyn til mine stakkels ben, dels af hensyn til det var første gang og lige efter oplevelsen med Rebecca, hvor Tjara ikke kunne stoppes.

8 kilometer er ruten. Dels på landevej, dels på skovstier i kuperet terræn. Er der noget skønnere? Da vi næsten var nået omkring søen, stoppede vi ved campingpladsen, hvor Majbrit gav is. Stående ved siden af hesten kunne jeg godt mærke mine ben. Men i dag, dagen efter, er det ikke så slemt. Jeg er ikke mælkesyreøm, men det murer noget i sener og ligamenter, som jo stadig lider under flere års overbelastning.

Sidste del af turen gik over broen ved Bygholm på den meget trafikerede hovedvej, Vejlevej. Ingen problemer. Det var en vidunderlig tur. Den første af mange.

Tilbage på Ponygården kl. 16.30 var der slet skjult misundelse "Årh, hvor fedt. Gid det var mig."

Det var en træt Tjara der blev sat i boks efter en hel dag ude i det dejlige vejr. Majbrit og jeg tog en belslutning om at tage til Mols Bjerge i nær fremtid.

Uge 14 Spring og over alle bjerge

I lørdags sprang Tjara minispring og LD spring. Det gik lynende hurtigt med god energi. Tjara kom over alle spring og var nærmest helt nede på siden i svingene. Tjara har ikke fået springundervisning. Vi springer bare cavalettis en gang imellem som variation i ridningen. Rebecca har heller ikke fået springundervisning. Så begge var glade amatører. På den baggrund var det både modigt og flot at de deltog i en konkurrence på klubplan. Det var god underholdning. Publikum jublede fordi der var så meget energi og det gik så hurtigt.

Energien var intakt dagen efter hvor min mor, Rebecca, Tjara og jeg valgte at gå os en lang tur. Tjara var sød og dejlig som sædvanlig, men med krudt i røven. På tilbagevejen ville Rebecca gerne galoppere en tur op ad marken ved Bjergene. Jeg spurgte, om ikke det var mest fornuftigt at krudte hende af på den udendørs bane. Men nej. Min mor og jeg stod nede ved Bygaden og kiggede på mens de to forsvandt ud i horisonten.

På vej tilbage ville Rebecca bare trave. Det ville Tjara ikke. Nu skulle der være fest! Efter lidt bukken og hoppen røg Rebecca af og Tjara satte af for fulde gardiner ned mod Bygaden. Rebecca lå og skreg langt ude på marken. Jeg råbte på Tjara, som bare satte farten op. Jeg troede, at Rebecca havde brækket noget og at hesten ville blive kørt ned, selvom vejen ikke er voldsomt befærdet.

Min mor løb op til Rebecca, jeg løb hen mod Tjara. Tjara fik forbenene ned i grøften ved vejen. Det gjorde hende så overrakset at hun stoppede op. Så kiggede hun til siden, så græs og gav sig til at æde. Inden jeg nåede hen til hende, var en bilist stoppet. Jeg råbte, at hun skulle tage tøjlen. Men det turde hun ikke. Bilisten gjorde det dog og jeg nåede hen til Tjara mens min mor og Rebecca kom gående ned mod os.

Det viste sig, at Rebecca "kun" havde slået hovedet en smule selvom hun havde hjelm på. Ellers var hun ikke kommet til skade. Jeg trak dem begge tilbage til stalden. Rebecca sagde at hun havde hovedpine. Vi tog ingen chancer. Så Rebecca og min mor tog en tur på skadestuen. Diagnose: en lille hjernerystelse. Rebecca gik i seng og vi observerede hende på skift i 24 timer.

Men allerede mandag aften ville Rebecca med ned i hallen hvor jeg fik rideundervisning. Det var min første undervisning og ridning i 2 måneder. Jeg har fået fysioterapi på mine stakkels inderlår, hofter og ryg. Derfor en ridepause. Mine ben er voldsomt overbelastede og musklerne kunne slet ikke slappe af mere. Men nu efter mange mange behandlinger og pause, har jeg for første gang i flere år kunnet sætte mig i sadlen uden smerter. Rebecca ville gerne trækkes en tur på Tjara da hun skulle skridte af. Rebecca var slemt nervøs. Og jeg føler med hende. Jeg har jo selv kæmpet med nevøsitet efter mine styrt. Det ville være synd, hvis Rebecca også skulle trækkes med angst i forhold til ridning. Jeg må stadig aktivt gå imod min rideangst fordi jeg VIL ride - jeg elsker det og jeg elsker Tjara. Det har været hårdt at stå på sidelinjen så længe og se ungerne (og en enkelt gang Niels) ride, mens jeg måtte finde alternativ hygge med Tjara. Fx. har vi gået lange ture "i snor" mens vi har ført fornuftige samtaler med hinanden - Tjara og jeg.

Onsdag aften deltog Rebecca i undervisning på Sebastians hold. Jeg nåede ned og så en del af det. Rebecca er tilbage i sadlen igen. Tjara gik eksemplarisk - fin kort galop. Fine dobbeltspring over cavalettis.

Jeg har bestilt en martingal til Tjara. Det har jeg fået anbefalet. Den får hun nu på på ture ud i det fri. Vi skal kunne stoppe hende. Måske forbinder Tjara en tur på grønsværen med at jorde?? Nogen siger, at islændere galopperer så hurtigt fordi de har en ringere balance i galop, fordi det ikke er en gangart man dyrker hos dem. Hvad ved jeg!!?? Nu må vi træne en kontrolleret galop. Det er jo lykkedes i hallen. Nu kan Tjara gå rimeligt ligeudrettet på volterne. Det er godt at man ikke føler at hun forsvinder under en, det gør det rarere at sidde i sadlen.

Alt i alt har Tjara udviklet sig meget efter et års rytterpause. Træning i dressur har gjort hendes gang bedre og hun er blevet dygtig til tilbagetrædninger, forpartsvendinger, volter og schenkelvigninger. Hun kan lide det og hun trives med variation de lange mørke vinterdage.

I går var det så varmt og lækkert, at Tjara fik sin første tur på fold i år uden tøj på. Jeg sad udenfor folden på en bænk og hyggede mig med at kigge på hende. Når jeg sidder der, går Tjara ingen vegne. Hun græsser det lidt der er tilbage af græs på denne årstid, men hun bliver der hvor jeg er. Det er hyggeligt og lidt smigrende at hun vælger mit selskab helt frivilligt. Hun kunne jo bare vende ryggen til og skride, hvis hun gad. I stalden har de andre hesteejere smågrinet af at jeg råber "Hej Tjara" hver gang jeg kommer ind. Nu er de selv begyndt at sige hej til deres hest - hvilket burde være et minimum i omgangen med dyr - at man taler til dem. Men Tjara er stadig den eneste hest i stalden der konsekvent stikker hovedet frem fra boksen og siger "Huuhhuu" når man råber hej til hende. Yes!

Uge 13

Tjara dyret har hævede bagben. I denne uge bliver Tjara passet af Peter, Sebastian og ikke mindst Marianne. Jeg selv er i Grenå for at undervise.

Jeg fik en SMS i mandags fra Marianne, som med sit trænede øje konstaterede ødemer i bagbenene. Hvorfor Tjara har hævede ben, ved vi ikke. Der er ikke foderskift. Der har ikke været særlige forhold til stede. Det eneste vi kan tænke os frem til er, at Tjara sprang cavalettis i ca. 20 minutter om søndagen. Det burde ikke udløse ødemer.

Heldigvis er den løbende tilbagemelding, at det ikke bliver værre. Marianne motionerer Tjara, så hun får gang i kredsløbet. Vi ser tiden an.

Uge 12

Forår på folden!

Uge 8 - Tøltekursus

Så har vi været på første af tre tøltekurser. Det var arrangeret af Sprettur og foregik i Ørting ridehal. Jeg havde hold i ryggen, så det blev Rebecca der vandt første tur. Anna, underviseren, red Tjara det første kvarter som dog blev til en halv time. Tjara var ikke så lun på små volter til højre. Så hun blev undersøgt på kryds og tværs. Ondt i ryggen? Nej. Noget med tænderne? Måske. Det får vi undersøgt. Jeg tror nu mest det handler om ny rytter. Tjara accepterer ikke hvem som helst på ryggen. Godt for det. Jeg kan fint lave små volter uden hun brokker sig. Men hun har en tendens til at ville trække mod venstre - især i galoppen.

Tjara vakte opsigt blandt islænderrytterne, som hver især havde medbragt heste. Hun var klippet!! Hun var ren! Hun sprang let og elegant hen over de cavalettis som delte hallen op i opvarmning og undervisningsområde. Hun tog springet fordi Rebecca ville blære sig med alt det Tjara kan. Og beundringen udeblev ikke. De andre heste blev hurtigt trætte i benene af at gå på den bløde ridebund. Men Tjara er vant til blødt som hårdt underlag så der skulle mere til. Alligevel var det en træt hest, som blev kørt hjem til boksen.

Apropos kørt. Tjara gik fint ud og ind af Bents trailer. Det var første gang vi kørte med hende efter flytningen til Ponygården. Nu er der ingen problemer med tilbagetrædning. Vi øver det også dagligt under ridning.

I dag fik Tjara nærmest den ultimative kompliment: Lisa sagde, at hun var overrasket over hvor godt Tjara var kommet til at se ud på så kort tid. At hun virkelig er i god form med fine muskelkonturer. Så kan man ikke nå ret meget højere. Lisa strør ikke om sig med superlativer.

Uge 7 Tjara har smidt en sko

I fredags var det lækkert vintervejr. Første dag længe uden regn og blæst. Det skulle fejres med en tur ud. Ridetur, forstås :-) Jeg kunne næsten ikke vente med at komme hjem. Sad på kontoret og gloede ud af vinduet og ventede på min frihed.

Tjara og jeg gik ud på dressurbanen. Først longerede jeg hende for at få det værste krudt af. Men hun var egentlig ikke så energisk. Ville hellere hen og nusse og snuse sig frem til en guf i min lomme. Har Tjara først fået færten af en godbid skal hun ingen steder. Så hvis vi skulle nogen steder var det op på ryggen. Det havde jeg nu planlagt. Hun havde fået læderet på.

SURPRISE! Jeg kunne stige op på hende uden smerter i benene. Jeg kunne stige helt normalt op uden at hænge over halsen på hende. Uden sukken og stønnen. YES. Tjara og jeg red rundt og hyggede os. Halve parader små volter. Men på folden ved siden af gik to legesyge heste. Hver gang de satte i galop ville Tjara lege med. Gadagung gadagung lød det bag os. Det var alligevel for belastende for benene at få Tjara til at koncentrere sig om noget andet, så vi red ned til hallen og fulgte en undervisningstime der. Det var en træt Tjara der kom i boksen den dag.

Lørdag var Rebecca hjemme. Hun red en tur hjem efter at have givet den gas i hallen. Synes lige de trængte til lidt frisk luft. Så pludselig befandt de sig på havegangen. Tjara fik et æble. På vej ind efter et mere vill hun følge med helt ind i bryggerset. Skøre kræ. Hundene, som gik i haven, var helt kuldrede ved synet af hesten. Pludselig havde de mast sig ud af indhegningen og hoppede rundt om Tjara og mellem benene på hende. Det er helt ufatteligt hvor roligt hun tog det.

I dag sneede det. Men Tjara nåede alligevel et par timer på folden. Jeg har sjældent set hende med så meget gang i . Galop og bukkespring til den store guldmedajle. Prisen var at hun jokkede en sko af sig selv. Heldigvis er der ikke sket noget med hoven. Jeg har sms'et til smeden. Håber han kan komme så hurtigt som muligt så vi kan komme ud igen. Indtil da bliver Tjara motioneret ved at blive trukket i hallen. Vil ikke risikere hun ødelægger sin hov. Vi skal være rideklar til på lørdag, hvor vi skal have islænderundervisning i Ørting ridehal.

Uge 6 Der er gået forår i Tjara

Jeg tror Tjara er hestegal. Hun opfører sig ganske anderledes end hun plejer.
Hun er ikke ustyrlig, for det bliver Tjara aldrig, tror jeg. Men en kende uopdragen er hun.
Hun okser afsted med løftet hale. Man skal knap røre hende før hun reagerer ved at springe frem. Tjara, som ellers er så stabil, er nu opmærksom på hver eneste lyd.

Jeg har aftalt med Sebastian, at han rider hende rigtig træt i eftermiddag, så hun får andet at tænke på. Næste uge har vi ferie, så må vi give den gas, så Tjara kan få krudtet af. Jeg kan desværre ikke ride så meget nu, hvor jeg får fys. behandlinger. Skal nødigt ødelægge det hele, for det vil betyde, at jeg må lægge ridningen på hylden. Det vil være katastrofalt!

Bent underviste Sebastian og jeg i søndags. Vi øvede halve parader, så Tjara kan få bagdelen ind under sig. Hun skal lære at bære sig lidt mere på bagbenene for at kunne tølte. Bent siger, at tølt for en islænder svarer til høj dressur for andre heste. Det skal læres og øves af både hest og rytter. Nu har Bent givet os lektier for til næste gang han kommer og underviser os.

Jeg har stadig ikke fået gang i galoppen. Dels på grund af benene, dels på grund af Tjaras forårshumør, som gør at hun galopperer endnu hurtigere end ellers, hvilket betyder at hun nærmest letter fra jordens overflade. Men sidst og ikke mindst på grund af den psykiske blokering jeg har oparbejdet mig efter de to styrt, som begge foregik i galop. Hvordan jeg skal komme mig over det, ved jeg ikke. Nogle gange er jeg fortvivlet over jeg ikke kan overvinde mig selv. Jeg har fået det råd, at tage den med ro. Endnu mere med ro end jeg måske har lyst til, og så bygge selvtilliden op igen. Tjara bliver måske 30 år, så vi har tid nok.

Uge 5 Tjara fik en tredjeplads i dressur

Tjara har deltaget i sit første dressurstævne. For 3/4 år siden stod hun næsten med det ene ben på slagteriet. Men nu - mindre end et halvt år senere går hun dressur. Det var Rebecca der red. Hun og Tjara fik megen ros af dommerne. Grunden til de ikke vandt var, at de kom lidt skævt ad midten på banen, da de skulle ned og hilse på dommerne.

Jeg deltog i holddressur. Ingen placering. Vi rider så meget som muligt og så alsidigt som muligt på Tjara. Det tror vi hun bliver en bedre og en glad hest af. Sebastian pusler med tanken om at prøve at springe på hende.

Nu er Tjara hverken en spring- eller dressurhest. Derfor er det des mere imponerende at hun både kan og vil. På billedet er Rebecca klædt reglementeret til D-stævne i dressur.

Tjara har fået flettet hale i dagens anledning. Kæmpe hale hun har. Jeg har aldrig flettet hestehale før. Så jeg lavede bare en franske fletning ligesom jeg plejer at lave på mig selv. Det så helt godt ud.


Tjara er ved at få forårskuller. Eller måske er det bare frostkuller. Hun elsker kulden. Det skal man vel når man har islandske rødder? På folden springer hun rundt som en vårhare med benene mere i luften end på jorden. Når hun ser man kommer, piler hun ned for at hilse. Bukkende og dansende. Man bliver helt varm om hjertet.

Tjara hilser altid. Når jeg kommer ind i stalden eller hen mod folden råber jeg altid TJAAARRAA. hun svarer altid HUUHHUUUU. De andre heste svarer ikke. Kun Tjara, så hun ved tydeligvis det er til hende.

Jeg har været ved fysioterapeut i mandags. Nu kan mine ben ikke klare det længere uden professionel hjælp. Jeg har ellers håbet det gik over af sig selv, selvom det har stået på i et par år nu. Dels på grund af bekvemmelighed, dels på grund af blufærdighed. Det er lysken og inderlår der er overbelastet. Fik en henvisning af lægen som skrev: overbelastning af muskler på grund af for meget ridning. Selvfølgelig var fyssen en mand. Han var nu meget diskret. Diagnosen var overbelastede muskler og arvæv i sener af samme grund. Kur: øvelser og indføring af lange nåle direkte i musklerne for at give dem et chock. Ellers kan de ikke slappe af efter at være konstant spændt i så mange år. Det kommer til at tage laaaang tid, har jeg fået at vide. Men jeg skal nok blive ok igen så jeg kan komme op på Tjara uden det ligner en ynk og uden smerter, som resulterer i at jeg ikke sidder så godt i sadlen selvom den er helt ny og tilpasset min popo.

Uge 3 Herren mildner luften for de klippede får

Gys! Forleden var hele familien på den anden ende. Jeg kom tilbage fra frokost til en mail fra Niels med ordlyden: Hvor er Tjara?
Jeg ringede: Det er forhåbentlig en joke.

Det var det ikke.

Sebastian havde været på Ponygården for at sætte Tjara på fold ved middagstid. Ingen Tjara. Hverken på fold, i boks eller i hallen. Knægten var ude af sit gode skind. Helt forståeligt. Jeg ringede straks til Ponygården: Peter hvor er Tjara? Peter: Hun står da her i den anden stald og bliver klippet. Skulle hun ikke klippes?

Det tog rigtig lang tid før min puls var nede på normalleje igen. Jeg havde været parat til at løbe fra Odder til Horsens (Niels havde bilen). Jeg som ingen kondi har når det gælder løb.

Godt så. Herren mildner luften for de klippede får, står der i Bibelen. Efter en uge med ridning i 10 graders frost og dobbeltdækken til Tjara, er luften nu mildnet. Tjara har fået et "racerklip". Hun er klippet på halsen, bringen og bugen. Har pels i hovedet, på ryg og bag samt ben. Hun ser pudsig ud :-) Jeg griner af hende og undskylder. Kaster mig om halsen på hende og placerer et vådt kys på mulen. Men hun er ikke længere drivende våd når hun har været ude at ride. Hun bliver hurtigt tør i stedet for at stå våd i boksen i kulden. Med alt den pels tager det hundrede år og en formiddag for Tjara at tørre. Hun skal jo nødigt forkøle sig. Men hun ser nu lækrest ud med god ulden vinterpels over det hele.

Sebastian har fået en ride-renæissance. Efter at have mødt Bent, som er entusiastisk islænderrytter og som fik Tjara i tølt efter 5 minutters ridning, har Sebastian fået lyst til at ride igen. Har ellers nærmest kun redet af pligt i en periode og til den undervisning han er tilmeldt. Nu taler han om langtur til sommer med sadeltasker, samt indkøb af chaps. Faktisk rider han helt frivilligt i aften. Det glæder mig.

Rebecca har slet ikke det problem. Hun kunne leve og dø for og på Tjara. Hun elsker simpelthen det dyr. Det gør vi alle, men Tjara giver Rebecca noget helt specielt. Hun, som er ordblind, og har svært ved en række ting, har stor succes med heste. At få adgang til egen hest er en gave fra himlen for Rebecca (læser du det, Henriette?)

Sophia var hjemme i weekenden. Tog en ridetur på Tjara både ude og inde. "Naarjjj, hvor går hun godt", ringede hun og sagde næste dag samtidig med at hun beklagede sig over øm bag og mavemuskler. Du rider bare for lidt, min pige!

Den nye sadel fungerer godt. Sidder godt i den. Har bare ikke hjulpet på mine stakkels ben. Skaden er sket. Nu tror jeg jeg kaster håndklædet i ringen og får en henvisning til fysioterapeut.

Uge 1 Nyt tøj tíl Tjara

Tjaradyret har fået ny garderobe. Helt ny, faktisk. Trense, sadelunderlag, sadel, stigremme og bøjler. Det ene tog det andet med sig. Det begyndte med at vi konstaterede, at Tjaras gamle sadel var blevet for stor og bred til hende efter hun har slanket sig. Den rutschede rundt på ryggen af hende og hvilede direkte på ryggen. Vi fik hjælp af islænderkyndige til valg af sadel i forhold til model, størrelse og tilpasning. Jeg ville have haft en sadel med ruskindslook, men endte med en lædersadel med Cair system og medium bom, som kan udskiftes hvis Tjara ændrer figur. Trensen er uden pandebånd og kæberem. Alt i sort - sort i sort. Mand, hvor ser det godt ud!

Bent og Lene hjalp os. De avler og rider islændere og har gjort det i årevis. Efter tilpasning, hvor jeg liiige skal vænne mig til de lange stigremme - jeg som plejer at side som om jeg red galopderby! Fik råd og vejledning til selve ridningen med den nye sadel og opstilling. Jeg har tidligere spurgt Bent om han ikke kunne tænke sig at ride Tjara. Bare for at give sin vurdering af hendes gang og muligheder. Det blev så i dag. Efter fem minutter lykkedes det Bent at få Tjara til at tølte. Ikke langt men af to omgange. TJARA KAN TØLTE. Tjara kan nu officielt kalde sig firgænger. Nu skal vi bare have lært hvordan vi træner tølten både i forhold til Tjara og os selv. Har meldt os til kursus i februar.

Vi red for alvor med den nye sadel i dag. Tjara gik rigtig godt. Om det var en af de rigtig gode dage, eller det er tilpashed med ny sadel, vides ikke. Men det må være godt for hende med en tilpasset sadel, tænker jeg.

I morgen skal jeg have undervisning, så ser vi hvordan det går med galoppen og den nye sadel. Det skulle gerne være nemmere for mig og mine ømme ben når jeg ikke skal skræve over den brede sadel og skal have "lange ben".