I dag har vi været på tøltekursus i Ørting. Igen. Tjara var pænt tændt på omgivelserne. Vrinskede efter hestene udenfor hallen og var opmærksom på den mindste lyd.
Opvarmningen gik fint, da hun havde fundet ud af hvor hun befandt sig. Men anderledes modvillig var hun, da hun skulle til at lave noget. Øvelsen gik på at få hovedet ned med et let konstant træk i tøjlen med hænderne så langt nede som muligt - helst helt nede ved egne lår. Når Tjara giver efter for trækket og trækket løsner sig, må man endelig ikke trække med. Biddet skal løsne sig og hænderne skal blive hvor de var. Det er her hun forstår, at det er rart at komme ned med hovedet. Man må ikke "file" hovedet ned med skiftevis træk i den ene og den anden side af tøjlen, som nogle gør. Rolig hånd.
Øvelsen er lykkedes når der ikke er træk på biddet og punktet på halsen ca. 10 cm bag ørerne er det højeste punkt. Formålet er at hesten løfter ryggen, så hun slapper bedre af og at hun med tiden får lettere ved at trække bagparten mere ind under sig, som hun skal hvis hun skal tølte.
Øvelserne gennemføres i skridt. Når Tjara har fundet meningen med det hele, kan man gå over til trav på samme måde. Ind imellem skal hun have lov til at trave (ikke kun trave af) helt uden træk på biddet. Vi skal være tålmodige. 1000 gange er minimum før det er blevet indlært.
Når Tjara står stille er hun faktisk rigtig god til at få hovedet ned i den ønskede position. Så hun er ikke for stiv eller ukomfortabel i den stilling.
Vi skal stadig øve volterne og de halve parader, hvor vi lige giver et let klem med lårene/knæene før vi laver den halve parade, så Tjara er med på hvad der sker.
Jeg tog det ekstra næsebånd af Tjara for at give hende mere frihed når vi er indenfor og hun ikke løbe så langt væk. Her blev det tydeligt hvorfor vi fandt det relevant at hun havde det på. Hun løfter simpelthen tungen hen over biddet. Vi lånte så et tungebid. Et tungebid passer godt i en lille islændermund og det giver god plads til tungen. Hesten kan åbne munden, men kan ikke smække tungen hen over biddet. Så sådan et bestiller jeg. Når hun er vænnet af med den unode, kan vi vende tilbage til det tredelte bid hun har nu. Jeg kan lide tanken om at hun ikke er snørret til, har max. frihed, men vi stadig har kontrol.
Jeg ved ikke hvem der svedte mest - Tjara eller mig. Hun - Tjara!!! - er en dame med vilje og mening. Det er dejligt, men det giver ømme inderlår og sved på panden. Hun kan blive bedre til respons på schenklerne. Hun skal også udfordres lidt, det er hun kvik nok til.
Til almindelig orientering skal vi have kigget på Tjaras tænder, bare et servicetjek, og der er bestilt smed til sidst i denne måned.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Hej Jane
Jeg burde vel have min egen blog, men nu bruger jeg din. Jeg vil ikke kommentere din beretning direkte – blot sige at jeg er allergisk overfor tölt trænere.
Lad mig først fortælle fortælle, at Rák havde gået med tungebid i 5 år da jeg købte hende. Lange ture i skoven med løse tøjler og uden næsebånd, så var det problem løst.
Problemet opstår når man er for hård på hånden og/eller hesten ikke kan lide bidet.
Så læste jeg for en uge siden om en bidløs trense, udviklet af Dr. Cook, pensioneret dyrlæge. Den skulle være løsningen på alle problemer, det lød ikke bare næsten, men ALT, ALT for godt. Du kan selv læse hvordan og hvorfor den virker.
http://www.bitlessbridle.com/
Nu havde jeg redet med en rebgrime i en tre, fire uger og det gik meget godt, men jeg jeg følte mig ikke rigtig tryg i trafikken. Så jeg købte en sådan trense med krydsede remme (fabrikat Norton, en kopi af Cook’s trense), den findes kun i størrelse full, men kan fint tilpasses til en islænder. Allerede den første dag var jeg meget imponeret over hvor meget lettere alting gik. Et Whooa og en let, kort kontakt så stopper vi. Og nu smeder vi ikke mere, når vi rider trav.
Der er nok nogen, der vil betragte det som et problem, men lige så snart jeg samler tøjlerne op i traven, så tölter hun, og er meget lettere på hånden end når jeg rider med bid og det bedste - hun åbner ikke munden i tölten. Jeg var så begejstret over det nye hovedtøj, at jeg var ude ved hesten to gange om dagen de næste 5 dage. Det bidløse hovedtøj mere sikkert end at ride med end bid (det lyder ikke umiddelbart rigtigt), men det kan finde forklaringen på Dr. Cook’s hjemmeside.
Jeg kan tydelig mærke på hesten, at den er meget gladere og samarbejdsvillig, dertil kommer at den nu gerne vil ”nusses”, det har den aldrig villet før.
Konklusion: vi kan godt ride tölt uden bid.
Så var det jo nærliggende at spørge: Kan vi ride tölt uden at have kontrol over hestens hoved?
Så her 6 dage efter at biddet var lagt væk, satte jeg et reb (cordeo) om halsen på hesten og red hovedløst i bogstaveligste forstand, idet jeg i min iver efter at afprøve min nyste ide, helt glemte at tage min hjelm på. Det viste sig, at det ikke var noget problem at tölte. Tilbagetrædning var helt ovenud, nok fordi rebet trykker på bringen, og jeg har arbejdet meget med hesten på jorden.
Kan man blot sætte en cordeo på hesten og så ride den??????????????
Jeg ved det ikke, jeg gjorde det bare.
Jeg er ikke ekspert, men føler mig alligevel kvalificeret til at give dig et enkelt råd: Lyt mere til din hest end til alverdens instruktører!
Og som de sagde i en gammel politiserie………stay safe out there.
Hej Falka
Tak for tippet.
Send en kommentar