Tjara bliver så våd, når hun har arbejdet, så en klipning skulle der til. Selvfølgelig kunne jeg lade hende være natura, og lade hende gå uden dækken. Men så skal vi bruge meget tid på at fjerne mudder og sand fra pelsen inden ridning, og skal altid ride en våd hest. Det dur ikke, især fordi jeg nu har lang køretid til og fra arbejde. Jeg kommer forholdsvis sent ud på Mosegården og vil hellere bruge tiden på at ride.
Jeg har sonderet terrænet. Hvem kan klippe heste uden at der skal betales en formue og med pænt resultat? Det var der en del der kunne, men ingen der ville fordi de ville spare på skæret på egen klippemaskine. Så der var ingen vej udenom. Jeg måtte købe en selv. Heldigvis får jeg klækkelige rabatter der hvor Sebastian arbejder. Om nogle år har den tjent sig selv ind.
Maskinen ankom og jeg gik kækt til opgaven. Min erfaring strakte sig kun til at klippe drengene derhjemme. Tjara skulle have et jagtklip. Hvor svært kan det være? Det var halvmørkt da jeg gik i gang med klipningen. Tjara blev bundet ved siden af staldens eneste stikkontakt. Her kunne hun stå og flirte med Firebird mens jeg klippede. Jeg brugte et sadelunderlag som skabelon på den forreste del. Hals, mave og bringe skulle klippes + det øverste af benene.
Tjara tog det pænt. Jeg tror faktisk hun nød det. Hun var særdeles tålmodig. Hun fandt sig i, at jeg et uendeligt antal gange gik fra den ene side til den anden, så klipningen ikke blev skvæv. Jeg trøstede mig med, at pelsen jo vokser ud igen, hvis det skulle ende med en skamklipning.
Faktisk er det sværere at lave et jagtklip end at barbere hesten helt, da der skal tages hensyn til symmetri og kanter. Maskinen skal have olie hvert 10. minut. Så for ikke at glemme det, satte jeg alarmen på mobiltelefonen til. Resultatet blev helt hæderligt, så nu er jeg cand. aut. hesteklipper! Lidt hakket i kanten her og der. Fordi pelsen var så lang, var det svært at barbere en lige linje. Der måtte justeres lidt med kam og saks. Sværest var det omrking yveret og i arm- og benhulerne (kanman sige benhule når det hedder armhule?). Jeg var bange for at beskadige kræet og klippe i huden.
Ellers går livet sin vante gang for årstiden. Lige med undtagelse af at Tjara fik kolik i sidste onsdag. Jeg red hende stille og roligt en 45 minutters tid. Hun gødede ikke imens, som hun ellers plejer at gøre i rigt mål, fordi der skal skides oven i alle de klatter der er på ridebanen. Da hun kom over i boksen ville hun ikke have sin mad. Når Tjara ikke vil spise så er der sandelig grund til bekymring.
Jeg lagde øret til bugen. Der var lyd derinde, hvilket er et godt tegn. Så begyndte Tjara at skrabe en rede sammen, som hun lagde sig i med benene under sig. Sådan ligger heste jo normalt hvis de hviler sig. Så rejste hun sig igen og lagde sig helt om på siden med benene strakt frem for sig. Hun rullede med øjnene og lukkede øjnene og lå helt stille. Så ringede jeg til dyrlægen!
Det var naturligvis uden for almindelig dyrlægearbejdstid. Dyrlægen sagde i telefonen, at vi bare skulle lade Tjara ligge hvis der var plads til det i boksen (og det er der jo så rigeligt). Han sagde, at det er en myte, at man skal trække rundt med en kolikhest. Tværtimod lindrer det smerten at få lov at lægge sig. Og det kan man jo godt sætte sig ind i. Tyve minutter så stod dyrlægen der iført lang handske og med amerikansk olie i en kæmpe dunk. Årh, det gjorde godt at få noget smertestillende medicin, synes Tjara.
Da dyrlægen var gået, bænkede Rebecca og jeg os på taburetter udenfor boksen og drak varm kakao, mens vi vågede over Tjara. Da vi var trygge ved det, tog vi hjem. Svend Åge gik over og kiggede efter Tjara med nogle timers mellemrum.
Det er så anden gang Tjara har haft kolik mens vi har haft hende. Hvad der gør det aner vi ikke. En analyse af foder og andet, har ikke kastet lys over sagen. Men alle kan jo få ondt i maven i ny og næ. Tak for sygeforsikringen :-)
