Den forbyttede hest

Jeg ville tro, at Tjara er blevet forbyttet, hvis det ikke lige var fordi hun, på alle andre områder end ridningen, ligner sig selv.

Min underviser påstår dog, at det er rytteren, der er forbyttet. Og mon ikke hun har ret?

Jeg har nu sammenlagt fået to timers undervisning i grundridning, og må med skam indse, at de seks foregående års undervisning stort set har været spild af tid. Af de tre undervisningssessioner jeg har fået, er der synlige tegn på forbedring.

Vi begyndte, som der kan læses af foregående dagbogsskriveri, med start og stop. Stoppe med sædet - ikke tøjler og starte med et lille, nærmest usynligt klem, med schenklerne. Nu træner vi 'bliv på sporet'. Uden at Tjara skyder skulderen, vel og mærket.

Overskrifterne for ridningen er:

• Rid dig ud af problemerne
• Beslut dig for at have kontrollen og tag styring
• Vær nænsom og konsekvent
• Forbered hesten på hvad du vil den skal gøre
• Ros, ros, ros

Det lyder da nemt, ikke sandt? Meeen det er nu lettere sagt end gjort. Så vi skal øve - eller rettere sagt, JEG skal øve, for Tjara fatter det hurtigt hvis jeg giver de rigtige signaler og er konsekvent.

Resultatet er nærmest en forbyttet hest. Hvor Tjara selv tog kontrollen i mangel på ledelse, er jeg nu begyndt at få overskud til både at ride og være konsekvent. Tjara virker helt lettet. Jeg troede hun ville protestere, blive sur eller ked af det. Men nej. Hun har accepteret den nye dagsorden. Så vi er inde i en god spiral.

Derhjemme har vi drøftet, at det ville have været det glade vanvid, at begynde at træne tølt, uden selv at have grundridningen i orden. Jeg har fået små redskaber med stor effekt. For eksempel at trække skulderen let tilbage for at holde hesten på plads. For idet man trækker den ene skulder tilbage, trækkes bækkenet automatisk frem i den modsatte side. Det forhindrer hesten i at gå den vej. Jeg har lært, at ride på diagonalen. Jeg har lært, at holde ud og gøre det der skal gøres, selvom jeg er nervøs. Det var for eksempel lettere, at undgå at komme for tæt på indgangen til banen, når jeg vidste, at Tjara vil forsøge at trække ud ad den - gerne i fuld fart, end at fortælle hende 'hvor skabet skal stå'. Nu tager jeg handsken op (nænsomt og konsekvent), så vi ikke behøver at slås om det, og kan koncentrere os om andre ting. Hvilken lettelse for os begge.

Hvorfor i alverden har jeg ikke fået de redskaber for længe siden? Jeg har betalt for tre undervisningstimer om ugen i flere år til ingen verdens nytte. Jeg tænker, stakkels Tjara. Hun er et tålmodigt dyr. Men hun er heldigvis lige så glad, snakkesaglig og kælen som altid. Så hun har det godt, trods alt.