Så er vi klar igen

Det ser ud til, at Tjara er kommet sig over forårets skader. Eneste eftervirkning er, at Tjara er lidt vommet. På den anden side, så er hun også på fold hele dagen med skæreboret dybt nede i græsset, som Niels siger.

Jeg har tænkt over, at det i grunden går rigtig godt:

Der er ingen tegn på sommereksem - ingen what so ever! Og det har der ikke været to somre i træk. Hvad der gør forskellen fra dengang Tjara var så plaget af eksem, at hun var på randen til at blive løvemad, vides ikke, for der er to små søer lige op ad folden, hvor mitter normalt trives. Jeg har dog et par bud: 1. Tjara er ikke ude om natten. Mitter er mest aktive om morgenen og ved solnedgang. 2. Folden er stor nok til at hun kan komme væk fra eventuelle mitter, som efter sigende ikke kommer mere end 50 meter fra levestedet. 3. De hårde vintre har gjort kål på mittebestanden. 4. Vi gør en del ud af at holde man og hale ren.

De første år brugte vi en formue på tjæreolie og spray. Nu bruger vi det mere sporadisk, og i perioder slet ikke.

I forhold til forfangenheden, så er der ikke noget at spore. Vi er naturligvis opmærksomme på indgræsningen, men ellers behandles Tjara som de andre heste i stalden. Vi tjekker hovtemperatur, som er første tegn på, at noget kan være galt. Men der er ingen forskel på hendes hove og de andre hestes hove. Det er dog lidt svært at holde vægten, men med mere ridning og mindre foder, så gør vi hvad vi kan. Græsvommen kommer vi nok ikke udenom.

De nye galopsko fungerer over al forventning. Tjara kan nu gå på asfalt uden at glide og skride ud. Det er rigtig rart for både rytter og hest - og især for den skadede skulder.

Apropos skulder - så har den det også rigtig godt.  Der kan igen galopperes op ad ynglingsbakken for fuld skrue, og den Sorte Slyngel kan igen ride uden særlige hensyn, altså udover dem man normalt tager.

Derfor mente jeg, at tiden var inde til at få noget undervisning. Jeg/vi er ikke blevet undervist siden vi forlod Ponygården. Jeg havde behov for en pause efter den manglende pædagogik og 'spark til den metoden'. Vi bryder os ikke om riding, der indebærer, at man skal sidde og flå hesten i munden og sparke den frem. For mit vedkommende har jeg brug for en underviser med pædagogisk indsigt, da nogle af mine problemer sidder mellem ørerne. Jeg har brug for at kunne kontrollere om hesten går eller står, og hvilken hastighed den bevæger sig i. Hvis jeg føler Tjara tager magten og gør som det passer hende, har jeg ikke overskud til anden ridning. Jeg bliver anspændt. Hesten bliver anspændt.

Efter at have luret lidt fra sidelinjen, henvendte jeg mig til Helle K. Hun forstod straks og med det samme, hvad det handlede om. Jeg advarede om, at det ville kræve tid, at der var tidligere undervisning, som skulle aflæres og at jeg har mine traumer efter alle mine skader.

Vi gik igang med grundridningen. Start og stop uden brug af tøjle og hæle. Hvorfor i alverden er der ikke nogen, der har lært mig noget så grundlæggende tidligere? Jeg har dog modtaget undervisning i 6 år! Helle konstaterede, at Tjara lynhurtigt fangede idéen. Så nu skal rytteren træne.

Første gang jeg satte i trav, udførte Tjara sit glansnummer: at okse afsted. "Hold da op", sagde Helle, "Løber hun altid så hurtigt?" Se det er lige problemet - at det er alt eller intet. Næsten. Så trænede vi kontrol af hastighed i skridt og trav. Op og ned i hastighed med små bitte hjælpere. Når vi har tjek på grundridning og hastighedskontrol, så vil galoppen være en leg, mener Helle.

Jeg/vi skal undervises igen på onsdag. Jeg glæder mig allerede. Alt hvad jeg lærer, giver jeg videre til Rebecca, så vi bruger de samme metoder. Tjara protesterer ikke over mindre selvbestemmelse, faktisk virker hun ganske tilfreds med det hele.