Jeg kan!! Endelig har jeg fået hul på galoppen. Nu har andre fået gasset Tjara af i galoppen, så hun mestrer den fineste korte galop. Ikke noget faren afsted, selvom hun glad og gerne gør det når hun må. Andre er i den sammenhæng Rebecca, Sebastian og Marianne, som er modigere, har bedre balance og er mindre traumatiserede end mig.
Det pudsige var, at da Tjara først galopperede derudaf var det ikke så slemt. Der var bare lige denne barriere, denne psykiske forhindring, som skulle overvindes. Pudsigt er det også, at jeg jo sætter mig op på Plet, Mökkur, Tøsen og Karla og galopperer afsted uden at blinke. Men de har på den anden side heller ikke vippet mig af.
Sidste lørdag måtte Tjara lægge krop til en biludstilling på Søndergade i Horsens. Er der ikke noget med at der skal lækre damer til enhver biludstilling? Det var Arbejdernes Landsbank, som sponserer Ponygården, som havde brug for et blikfang. Da temaet var hestekræfter, var det indlysende at det skulle være en hest. Så der stod vi med Tjara i en intermistisk halmfold i silende regnvejr fra kl. 8.30 til 13.00. Mand hvor var vi våde. Vi måtte huj hej vilde dyr ind og købe et regndækken til den lille hest. Hun stod med fleecedækken på. Da det var blevet gennemvådt, var der ingen vej udenom. Niels blev sendt afsted med dankortet. Mit. Kom tilbage med et nydeligt regndækken for formedlest 650 kr. incl. rabat!
Da Tjara havde vænnet sig til byen, tog hun det hele med stoisk ro. Faktisk var det også derfor hun var den udvalgte til opgaven. Hun stod lige ved siden af bankens hæveautomat og lagde hovedet på folks skuldre når de skulle hæve penge. Nogle få blev forskrækkede, de fleste synes det var sjovt. Børnene syntes hun var nuttet og ville ae. Tjara tiggede mad. Hun åd popcorn, boller, gulerødder og en banan!
En af staldfolkene på Ponygården kom forbi, guffende på en chokoladebolle. Den fik Tjara tigget til sig. Hendes næse sagde hende, at han havde en mere gemt i lommen, så den måtte han pænt aflevere til damen. Da han forsøgte at dele den i to, så han i det mindste selv fik en bid, bed Tjara ham i fingeren. "Hov hov", sagde han, "Jeg ved hvor du bor!"
Vi havde sat et skilt op med Tjaras data. ligesom bilerne og motorcyklerne havde det. Der stod:
Mærke: Islandsk hest
Type: Tjara
Årgang 1999
4 cylindere
1 HK
400 Nm
Drivmiddel: hø og roepiller
Tophastighed 50 km/t
Marchhastighed 25 km/t
Acceleration 0-50 km/t på 3 sek.
Permanent firhjulstræk
Automatgear
Tjara havde smed i sidste uge. Arne siger, at Tjara er i fin stand og hovene er som de skal være.
Vi stod hele hoffet omkring Tjara og så på.
lørdag den 23. maj 2009
Abonner på:
Opslag (Atom)