søndag den 21. februar 2010

Uge 7 Tjara kan flyve

Det er vinterferie. Mange af timerne er gået i Tjaras selskab. Der er leget, longeret, redet og løssprunget. Det sidste for første gang. Tøserne på rideskolen mente, at det kunne være sjovt at prøve at løsspringe med Tjara. Der var fart på damen, må man sige. Hun oksede rundt i hallen og kom pænt over først cavalettis dernæst springet, som stod næst efter.

Sådan gik det indtil Tjara pludselig gik i stå mellem de to spring. Nu var sidste spring en meter højt. Tjara gik hen og snusede til bommen. Så gik hun et skridt tilbage og pludselig - HOP! Hun sprang en meter uden nogen form for tilløb - og hun rev ikke ned!

Samtlige tilskuere tabte underkæben. Tjara kan flyve! Hun hoppede lodret op og ned på den anden side uden så meget som at røre bommen. Jeg har aldrig set noget lignende. Og det var der bestemt mange andre der heller ikke havde. Hun lignede en kænguru. En af pigerne sagde: "Her har jeg en veltrænet springpony, som jeg går til stævner med, og så kommer en islænder - en ISLÆNDER - og springer bedre end min springpony!"

Rygtet gik som en steppebrand på Ponygården. På springholdet om torsdagen, hvor Tjara og Rebecca har fået undervisning 4 gange indtil nu, er Tjara allerede bedst springende hest. Og hun nyder det. Det er godt supplement til baneridningen her om vinteren.

I dag har der været høj sol og ingen vind. Tjara og hendes nye body, Isabella, har været på fold i et par timer og har fået noget wraphø at stå at pille i. Det er glædeligt at der er en at gå på fold med, en af egen slags at nusse med.

På onsdag kommer tøvejret, lover DMI. Så bliver der seriøst smattet alle steder. Men det skal jo være skidt før det kan blive godt.