Flyvdyrene er efter Tjara. Der sprayes med tjærespray i dyre domme. Halen pisker rundt og der stampes i jorden. Nu har jeg fået et tilbud om at købe noget specialimporteret insektspray til heste fra USA. Det er vist ikke lovligt i Danmark, men det fungerer tilsyneladende godt på amerikanske heste. Nu prøver vi det af.
Heldigvis er der endnu ingen sommereksem at spore. Manen er hel og det er halen også. Skal vi mon gå en sommer igennem uden af miste en del af manen?
Hovene er tørre. Det er de på alle hestene. Så på Mosegården planlægger vi en store-fodbade-dag på søndag.
Her er fiffet: Der lægges halm i bunden af vandspiltovet, som fyldes med vand til kanten, så halmen bliver gemmenvåd. Så kommer hestene derind og stå til hovene har suget god med vand. Herefter smøres godt med hovfedt på til at holde på fugten.
I tirsdags var vi ude at ride Niels, Rebecca og jeg. Rebecca og Niels havde lånt Oluf og Firebird, hvis ejere er i USA. Turen gik til Søvind ad små markveje. Da vi nåede til Mælkevejen - en sandet markvej, rykkede det både i pels og ben på Tjara. Her må man galoppere!! Men nu er jeg jo en kylling udi kunsten at jorde, så det blev ikke til andet end en kort galop på hjemvejen, som Oluf gjorde sit til at spolere ved at sparke ud efter Tjara, så hun hoppede sidelæns ind på en mark. Men vi fik da galopperet.
Jeg havde aftalt med Niels og Rebecca, at Tjara og jeg skulle ride forrest når vi skulle ride hurtigt. Ingen må komme op på siden af Tjara, som gerne finder et ekstra gear hvis nogen skulle formaste sig til at overhale. Hun kan løbe forbavsende hurtigt, den lille hest.
I denne uge har jeg Tjara for mig selv. Rebecca er på ferie på Fyn. Så vil vi i ro og mag finde rytmen (læs: komme op i fart) på de små markveje, hvor der kun kommer en traktor og en cyklist i ny og næ. Men lige nu er det som sagt så varmt, at ingen orker nogen form for unødig bevægelse. Heldigvis er stalden dejlig sval.
Varmt er det også mellem Anton og Tjara. De to går på jordfold ved siden af den store fold for ikke at blive fede og forfangne. Det vil sige, det gør Tjara med mindre hun med mulen lukker sig selv ud og går ind i stalden.
Forleden lukkede jeg Tjara ud på den store fold til de andre drenge. Jeg tænkte, at hun ville tage sig nogle gode løbeture og og ned ad bakken. Anton blev stående tilbage og kiggede efter hende. Den chance lod La Cot ikke gå fra sig. Han kurtiserede Tjara lige for øjnene af den forsmåede Anton, som intet kunne gøre i sin indhegning. Hvis en hest kunne se ked ud af det, så var det lige hvad Anton gjorde. Han sank helt ned i knæ. Ørene hang som på en kanin med hængeører, og kunne han fælde en tåre, så havde han gjort det.
Jeg fik medlidenhed med Anton, så efter tyve minutter hos drengene, trak jeg Tjara tilbage til Anton. Det blev et varmt gensyn. Alt tilgivet. Gensidig nussen til den store guldmedalje. La Cot tænkte sikkert, "Bedre held næste gang."
