Uge 34 Skovtur og hjorte på spring

Dette er en opdatering på de seneste ugers fortræffeligheder i uprioriteret rækkefølge.

Tjara har fået en body- Julius! De to heste er glade for hinanden og går fint sammen. Endelig et godt match. Julius er ny på Ponygården. Han gik fint sammen med venindernes heste. Hestene på Ponygården bliver ikke altid matchet efter hvad hestene synes, men i forhold til hvem man er veninder med.

Men pludselig følte Julius sig hjemme, og blev knap så myg, nærmest lidt krads overfor de andre heste. Der blev spurgt, om man måtte sætte ham ind til Tjara så hun kunne sætte skik på ham. Ja, hvorfor ikke? Og operationen lykkedes - patienterne overlevede :-)

Sidste weekend kørte vi Tjara til Sondrup Bakker. Rebecca fik undervisning på Lafinette. Og i mellemtiden kunne vi ride i den private skov og ud i Sondrup bakker.

Jeg red ud først. Jeg havde gode ben og kunne sidde op selvom Tjara bare gik imens. Tjara er altid mest på dupperne de første 10 minutter. Vi red ud ad skovstien forbi foldene - helt oppe på neglene. Jeg så en sidesti, som knap kan kaldes en sti. Den gik op ad bakke og så eventyrlig ud. Jeg tænkte, at jeg jo altid har redet ud i vildnisset på andre islandske heste ved Gudenådalen, i Lille Vildmose og på Langeland. Så hvorfor ikke på egen isbuk?

Tjara var som sagt på dupperne. Jeg en lille bitte smule anspændt. Vi var jo alene på de vilde vover. Men "vejen" endte blindt. Vi vendte om - og så kunne det kun gå for langsomt med at komme ned til skovvejen igen. Tjara oksede afsted nedad. Jeg fik grene og blade i hovedet, og råbte højt, "tilbaaaage" til mig selv. Tilbage - det er det ridelærerne råber ad mig når hesten drøner afsted med risiko for at jeg mister balancen. Det hjalp. Jeg blev siddende og smilede faktisk lidt. Men så kom to hjorte springende. Det gippede i Tjaras krop - tegnet på at det er nanosekundet inden hun tager benene på nakken for at komme væk fra de farlige, stygge hjorte. Jeg fik hende drejet omkring, hoppende og dansende.

Med lettere forhøjet puls hos både Tjara og mig, kom vi ned på skovstien igen. Den rigtige skovsti. Vi skridtede derudaf. Så skvattede Tjara. Hun var helt nede på bringen. Jeg nåede ikke engang at overveje at skvatte af før hun var på benene igen. Sidst jeg prøvede det på en hest, slog jeg en saltomortale over over hovedet på den stakkels hest og scorede mig en forstuvet finger og tre timers ventetid på skadestuen. Men denne gang blev jeg siddende selv om jeg blev lige så overrasket. Jeg har bedre ben og balance end jeg bilder mig ind.

Godt så. Vi red til der ikke var mere skov. Så vendte vi om. Vel tilbage igen spurgte jeg Niels om han ville ride. Ja tak. Min ridehjelm var for lille. Hans egen lå hjemme i bryggerset. Så i herresko og jeans drønede han afsted i galop. Nu ved han af egen erfaring, at Tjara er MEGET svær at stoppe når hun galopperer i det fri.

Nu pusler vi med tanken om et andet bid til naturridning og en omgang tandraspning. Tandraspningen allerede på lørdag. Jeg bestiller tid hos Rasp Ole, som er berømt for sine evner udi tandraspning. Hans priser er også til at overkomme, har jeg hørt.

I ugens løb har jeg også været på et par ture i Stensballe og omegn med Dorte og alene. Fine ture. Stille og roligt. Lidt i kvarteret lidt henover stubmarkerne. Ikke i galop, selvom Tjara hellere end gerne ville. Det dirrer i hele hendes sorte hestekrop. Jeg vil lige være lidt mere sikker på hun stopper når hun skal. Sebastian, den vilde knægt, kan jorde på stubmarker på hende. Så får de gasset af begge to.

Undervisningen begyndte igen forrige mandag efter sommerferien. Første gang kunne jeg kun klare en halv time, så var mine ben færdige. Jeg har det godt i benene nu efter mit triste tilbagefald i sommerferien. Så jeg vil ikke spolere det hele i min iver. Rebecca er min back up. I går gennemførte jeg hele timen selv - og fik også en smule galop. Jeg kunne lige så godt have sat mig i en vandpyt, så svedig var jeg bagefter. Helt ude af form til en times intensiv ridt. "Sveder man af at sidde på en hest?", spurgte en pårørende, der stod ved barrieren, da jeg kom dampende ind. Om! jeg var pæon-rød i skallen af varme og anstrengelse.

Tjara bliver puslet og nuslet til den store guldmedalje. Hun har eksem i hale og man nu. Nederste halvdel af manen er blevet lidt tynd, men ikke knækket af som den var sidste sommer. Der er ingen bare steder , heller ikke på halen som stadig har alle sine hår. Men når man gnubber tjæreolie på kan man mærke eksemen. Man kan se, at Tjara gnubber bagdel i boksen, da hun har en stor hvid plamage af kalk på numsen. Det er sjovt ud, men det er trist. Pelsen er fin. Her er det ingen tegn på eksem. Vi håber, at mitteperioden stopper inden manen er væk. Men jeg tror det er billigt sluppet i forhold til Henriettes beskrivelser af hvordan Tjara har haft det om sommeren. Jeg overvejer at investere i Dexem shampoo, som er til mennesker med eksem i hårbunden. Det kan da prøves og det lindrer kløen.

Lone, som passede Tjara i uge 29, har allerede sms'et og hørt hvornår Tjara kommer igen. Det gør hun til efteråret når familien tager til USA. Lone glæder sig, siger hun.