Uge 6 Der er gået forår i Tjara

Jeg tror Tjara er hestegal. Hun opfører sig ganske anderledes end hun plejer.
Hun er ikke ustyrlig, for det bliver Tjara aldrig, tror jeg. Men en kende uopdragen er hun.
Hun okser afsted med løftet hale. Man skal knap røre hende før hun reagerer ved at springe frem. Tjara, som ellers er så stabil, er nu opmærksom på hver eneste lyd.

Jeg har aftalt med Sebastian, at han rider hende rigtig træt i eftermiddag, så hun får andet at tænke på. Næste uge har vi ferie, så må vi give den gas, så Tjara kan få krudtet af. Jeg kan desværre ikke ride så meget nu, hvor jeg får fys. behandlinger. Skal nødigt ødelægge det hele, for det vil betyde, at jeg må lægge ridningen på hylden. Det vil være katastrofalt!

Bent underviste Sebastian og jeg i søndags. Vi øvede halve parader, så Tjara kan få bagdelen ind under sig. Hun skal lære at bære sig lidt mere på bagbenene for at kunne tølte. Bent siger, at tølt for en islænder svarer til høj dressur for andre heste. Det skal læres og øves af både hest og rytter. Nu har Bent givet os lektier for til næste gang han kommer og underviser os.

Jeg har stadig ikke fået gang i galoppen. Dels på grund af benene, dels på grund af Tjaras forårshumør, som gør at hun galopperer endnu hurtigere end ellers, hvilket betyder at hun nærmest letter fra jordens overflade. Men sidst og ikke mindst på grund af den psykiske blokering jeg har oparbejdet mig efter de to styrt, som begge foregik i galop. Hvordan jeg skal komme mig over det, ved jeg ikke. Nogle gange er jeg fortvivlet over jeg ikke kan overvinde mig selv. Jeg har fået det råd, at tage den med ro. Endnu mere med ro end jeg måske har lyst til, og så bygge selvtilliden op igen. Tjara bliver måske 30 år, så vi har tid nok.