Stakkels Tjara står nu 24 timer i sin boks og småkeder sig. Heldigvis er der hele tiden liv og leben i stalden, så der er noget at kigge på. Men det er ikke det samme som fold, græs og blæst i manen.
Der kommer jævnligt folk på sygebesøg. I stedet for blomster og chokolade til patienten medbringes gulerødder og æbler, som bliver guffet med stor appetit. Der bliver stiglet pels i stride strømme og der bliver renset boks hver dag, så Tjara ikke står i beskidt halm. Selv Sebastian har forbarmet sig over Tjara og giver særlig service - helt uopfordret. Og det er stort.
Dyrlægen skiftede forbinding i mandags. Såret
ser fint ud, siger han. Han forventer, at Tjara må komme lidt på fold på søndag. Han forventer også, at der vil blive afstødelse af væv fordi knoglen er beskadiget en smule. Så der vil blive noget sivning fra såret, som af samme årsag ikke er syet helt sammen nede ved hoven.
Tjara må ikke rides i fem uger! Hvornår vi må begynde at trække hende lidt rundt, vides endnu ikke. Jeg har
givet hende det sidste skud penicillin i dag. "Godt", siger hun, "For jeg kan ikke li' det." Tjara er hvid om mulen når hun har fået medicinen. Når det størkner ligner det en nydelig hvid læbestift. Det ser sjovt ud.

Tjara vil som sagt gerne ud. Hun står i boksen når vi muger ud. Så vi parkerer trillebøren i åbningen for at hun ikke skal skride. Men det kan ikke holde en Tjara tilbage. Man træder da bare op i trillebøren og forsøger at klatre over den! Tjara er iøvrigt nem at gøre rent hos. Hun er så renlig. Det skides kun ét sted og tisses et andet. Med stor præcision. Resten af boksen er fin. Derfor skal der ikke så ofte renses helt i bund og den gamle, men rene halm, kan genbruges på skidestedet. Smart!
Jeg må indrømme, at damen er blevet lidt tyk igen. Jeg har ellers forsøgt at fornægte det, ligesom en mor der ikke vil erkende at hendes barn er småfed. Og det bliver nok ikke bedre af at hun ikke bruger så meget energi lige nu og æder sin sengehalm. Men mon ikke det bedrer sig når vintersæsonen begynder og der ikke er så meget græs til rådighed?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar