Uge 25 Igen og igen og...

Galop igen. NU er der hul igennem. Det var ikke en enlig svale. I fredags efter en venindefrokost/arbejdsfrokost fik jeg ubændig trang til at ride på Tjara. Havde samme dag været hos fysioterapeuten, som dog ikke har erklæret mig helbredt, men så i hvert fald er kommet så langt med behandlingen, at jeg næsten er smertefri og med næsten fuld bevægelighed. Kombinationen af fredagshumør, næsten normalfunktion i benene og en flaske varm saké med tilhørende sushi, gjorde udslaget. Jeg galopperede! Faktisk red vi glad og fro i 1½ time uden at jeg fik flere smerter.

I går, mandag, var jeg spændt på om det var en enlig svale. Næh nej. Uden saké i blodet og sushi i maven galopperede vi igen. Tjara var nærmest ikke til at stoppe, som om hun tænkte "Endelig har kvindemennesket fået gang i det." Tjara virkede da også en kende overrasket i starten. Hun havde vænnet sig til at med mig på ryggen var det nærmest ferie.

Faktisk tror jeg helt seriøst, at fraværet af bensmerter er afgørende for successen. Jeg har fået kræfter i benene, jeg kan skræve over Tjara, så jeg ikke presser mig ud af sadlen og jeg slapper så meget af, at jeg har fået den naturlige bevægelse i bækken og ryg tilbage, så jeg kan følge hestens bevægelser uden at være krampagtig.

Det betyder tilbagevenden af rideglæde og en ny æra for mig og Tjara. Til begges udelte glæde, er jeg sikker på. Det er da ufedt for hesten at have en usmidig rytter på ryggen, og jeg har overskud til rent faktisk at ride. Jeg havde næsten glemt hvad det ville sige. Der er en verden til forskel. I denne rædselsfulde periode har jeg med mellemrum troet, at det var slut med ridning for min del - at det aldrig ville blive bedre. Jeg går stadig til fys. men kun hver tredje uge nu.