Uge 38 Sommeren er forbi nu.

Den bedste tid på året, efter min mening, er eftersommeren og først på efteråret når solen skinner og en let brise fører duften af høst og brændte marker med sig. Af hensyn til klima og Co2 udledning har det længe været aldeles forbudt at brænde marker af. Men det hænder en lille markbrand fylder luften, og så er det med at nyde det!

Stubmarkerne udvider rideterrænet betragteligt. Det er dejligt. Ridestier er desværre begrænsede. En besynderlig afstandtagen til hesten, som for få årtier siden var transportmidlet.
Nu råber folk efter os, hvis hesten lægger en pære. Heldigvis ved vi, at ifølge Politivedtægten, skal vi ikke samle op efter os. Iøvrigt burde haveejere slås om at score gødningen til deres roser.

Tjara og jeg var på markvandring. Vi ræser ikke afsted, det lader vi de unge mennesker om. Når vi har lidt mere styr på bremsen, så skal jeg også på markgalop. Men vi tog altså alligevel turen ud over stubmarkerne i fredags i adstadigt tempo. Vi tester hele tiden nye ruter, Tjara og jeg, og vi udvider vores radius. Udfordringen er at komme over markskel. Der kan være nogle dybe grøfter. Bevoksningen gør, at det ikke lige er til at se hvad der er hvad. Uden egentlig dramatik endte vi i sådan en grøft. Tjara måtte nærmest hoppe op af den. Det gik også fint. Vi træder forsigtigt over ligesom når man stikker en tå i havet den første sommerdag for at greje temperaturen, inden man kaster sig ud i bølgen blå.

Videre ind i den nordlige tunnel. Der er lige slået græs på støjvolden, så vi valgte et sted, hvor der ikke var så stejlt til at bestige volden. Det viste sig dog at den var stejlere end som så, så Tjara måtte tage nogle spring derop, så hun havde godt med fart på da vi nåede toppen, kun for at konstatere, at vi havde valgt det sted hvor volden er smallest på toppen og hvor det går stejlt nedad lige på den anden side. Så fandt vi bremsen! Tjara dansede lidt, og jeg var en kort overgang nervøs for at hun skulle drøne ned ad den ene eller den anden side fremfor at holde sig på det smalle stykke på toppen. Men det gik. Vi fik en god tur fra Ponygården ned på det grønne område, forbi de "grimme" køer, opad Gyldenløvesvej, hvor Tjara gerne vil ind til os - hvor der jo er guf at få. Jeg måtte lige minde hende om at det altså var mig, der sad på hendes ryg. Hun vendte hovedet og snusede til min støvlesnude, som for at sige, "Nå, er du der?"
Hvis man ikke holder Tjara tilbage, så drøner hun op ad havegangen og maser mulen mod bryggersdøren. Står døren på klem, træder hun helt ind, hvilket er en udfordring for rytteren på grund af dørhøjden.

Nå, men vi red videre ned ad Meldrupvej, drejede af hen over marken og red som sagt helt ned til tunnelen og videre over støjvolden ned til Gl. Stensballe og tilbage på Ponygården. Så synes vi, at vi havde gjort det godt - dog af to forskellige årsager :-)

Tjara har lige fået tjekket gødning for orm. Hun var den ene af kun to heste, som ikke har orm overhovedet! Det havde hun heller ikke sidst.

I morgen får hun smed.

Status på hale og man: Hale = fin. Bedre end sidste år. Ingen bare pletter. Man= middelfin. Der er gnubbet en del hår af den nederste del. Men manen er ikke helt væk.

Tjara er lidt vommet. Regner med det hurtigt forsvinder som efteråret skrider frem.