onsdag den 1. april 2009

Uge 14 Spring og over alle bjerge

I lørdags sprang Tjara minispring og LD spring. Det gik lynende hurtigt med god energi. Tjara kom over alle spring og var nærmest helt nede på siden i svingene. Tjara har ikke fået springundervisning. Vi springer bare cavalettis en gang imellem som variation i ridningen. Rebecca har heller ikke fået springundervisning. Så begge var glade amatører. På den baggrund var det både modigt og flot at de deltog i en konkurrence på klubplan. Det var god underholdning. Publikum jublede fordi der var så meget energi og det gik så hurtigt.

Energien var intakt dagen efter hvor min mor, Rebecca, Tjara og jeg valgte at gå os en lang tur. Tjara var sød og dejlig som sædvanlig, men med krudt i røven. På tilbagevejen ville Rebecca gerne galoppere en tur op ad marken ved Bjergene. Jeg spurgte, om ikke det var mest fornuftigt at krudte hende af på den udendørs bane. Men nej. Min mor og jeg stod nede ved Bygaden og kiggede på mens de to forsvandt ud i horisonten.

På vej tilbage ville Rebecca bare trave. Det ville Tjara ikke. Nu skulle der være fest! Efter lidt bukken og hoppen røg Rebecca af og Tjara satte af for fulde gardiner ned mod Bygaden. Rebecca lå og skreg langt ude på marken. Jeg råbte på Tjara, som bare satte farten op. Jeg troede, at Rebecca havde brækket noget og at hesten ville blive kørt ned, selvom vejen ikke er voldsomt befærdet.

Min mor løb op til Rebecca, jeg løb hen mod Tjara. Tjara fik forbenene ned i grøften ved vejen. Det gjorde hende så overrakset at hun stoppede op. Så kiggede hun til siden, så græs og gav sig til at æde. Inden jeg nåede hen til hende, var en bilist stoppet. Jeg råbte, at hun skulle tage tøjlen. Men det turde hun ikke. Bilisten gjorde det dog og jeg nåede hen til Tjara mens min mor og Rebecca kom gående ned mod os.

Det viste sig, at Rebecca "kun" havde slået hovedet en smule selvom hun havde hjelm på. Ellers var hun ikke kommet til skade. Jeg trak dem begge tilbage til stalden. Rebecca sagde at hun havde hovedpine. Vi tog ingen chancer. Så Rebecca og min mor tog en tur på skadestuen. Diagnose: en lille hjernerystelse. Rebecca gik i seng og vi observerede hende på skift i 24 timer.

Men allerede mandag aften ville Rebecca med ned i hallen hvor jeg fik rideundervisning. Det var min første undervisning og ridning i 2 måneder. Jeg har fået fysioterapi på mine stakkels inderlår, hofter og ryg. Derfor en ridepause. Mine ben er voldsomt overbelastede og musklerne kunne slet ikke slappe af mere. Men nu efter mange mange behandlinger og pause, har jeg for første gang i flere år kunnet sætte mig i sadlen uden smerter. Rebecca ville gerne trækkes en tur på Tjara da hun skulle skridte af. Rebecca var slemt nervøs. Og jeg føler med hende. Jeg har jo selv kæmpet med nevøsitet efter mine styrt. Det ville være synd, hvis Rebecca også skulle trækkes med angst i forhold til ridning. Jeg må stadig aktivt gå imod min rideangst fordi jeg VIL ride - jeg elsker det og jeg elsker Tjara. Det har været hårdt at stå på sidelinjen så længe og se ungerne (og en enkelt gang Niels) ride, mens jeg måtte finde alternativ hygge med Tjara. Fx. har vi gået lange ture "i snor" mens vi har ført fornuftige samtaler med hinanden - Tjara og jeg.

Onsdag aften deltog Rebecca i undervisning på Sebastians hold. Jeg nåede ned og så en del af det. Rebecca er tilbage i sadlen igen. Tjara gik eksemplarisk - fin kort galop. Fine dobbeltspring over cavalettis.

Jeg har bestilt en martingal til Tjara. Det har jeg fået anbefalet. Den får hun nu på på ture ud i det fri. Vi skal kunne stoppe hende. Måske forbinder Tjara en tur på grønsværen med at jorde?? Nogen siger, at islændere galopperer så hurtigt fordi de har en ringere balance i galop, fordi det ikke er en gangart man dyrker hos dem. Hvad ved jeg!!?? Nu må vi træne en kontrolleret galop. Det er jo lykkedes i hallen. Nu kan Tjara gå rimeligt ligeudrettet på volterne. Det er godt at man ikke føler at hun forsvinder under en, det gør det rarere at sidde i sadlen.

Alt i alt har Tjara udviklet sig meget efter et års rytterpause. Træning i dressur har gjort hendes gang bedre og hun er blevet dygtig til tilbagetrædninger, forpartsvendinger, volter og schenkelvigninger. Hun kan lide det og hun trives med variation de lange mørke vinterdage.

I går var det så varmt og lækkert, at Tjara fik sin første tur på fold i år uden tøj på. Jeg sad udenfor folden på en bænk og hyggede mig med at kigge på hende. Når jeg sidder der, går Tjara ingen vegne. Hun græsser det lidt der er tilbage af græs på denne årstid, men hun bliver der hvor jeg er. Det er hyggeligt og lidt smigrende at hun vælger mit selskab helt frivilligt. Hun kunne jo bare vende ryggen til og skride, hvis hun gad. I stalden har de andre hesteejere smågrinet af at jeg råber "Hej Tjara" hver gang jeg kommer ind. Nu er de selv begyndt at sige hej til deres hest - hvilket burde være et minimum i omgangen med dyr - at man taler til dem. Men Tjara er stadig den eneste hest i stalden der konsekvent stikker hovedet frem fra boksen og siger "Huuhhuu" når man råber hej til hende. Yes!

2 kommentarer:

Falka sagde ...

Hej Jane
Jeg købte min første hest Rák i 2004, så med hensyn til erfaring er vi nok på samme niveau. Rák er ekstremt opmærksom på omgivelserne og derfor slet ikke trafiksikker og var til at begynde med meget vanskelig at få til at gå ned i skoven. "Du bruger ikke pisken nok!", sagde min instruktør. Så droppede jeg både pisk og instruktør (som i øvrigt er højtplaceret ved både Danmarks og Nordiske mesterskaber). Jeg droppede også næsebåndet og erstattede der med en løsthængende hagerem.
Derefter gik jeg i gang med at lære hesten one rein stop både i skridt, trav og galop. Det burde være almindelig horse sense, at vi ikke rider uden for banen på en hest vi ikke er sikker på at kunne stoppe.
Jeg er nu nået så langt at jeg kan ride i trafik uden bid, blot med en hjemmelavet rebgrime. Problemet med de voldsomme reaktioner på motorcykler,knallerter, busser og store landbrugsmaskiner er der stadig. Det er hestens vagtsomme natur og den hverken kan eller skal vi forsøge at ændre.
Stikker hesten alligevel af, så slip tøjlerne og nyd turen, den stopper nok på et tidspunkt.
Sikkerhed??
Jeg er 74 og kan næppe holde til at blive smidt af, derfor har jeg opgivet at ride uden saddel, men bruger ikke mekaniske hjælpemidler.
Mit ideal er John Wayne i ”True Grit”, hvor han tager tøjlerne i munden, seksløber i den ene hånd og riffel i den anden. Jeg har ingen skydevåben så jeg må nøjes med at markere.
Jeg er ikke ekspert, men drop dog det næsebånd og martingal.

Hvis du opsøger eksperter, så undgå de islandske. Islændingene har isoleret sig med hensyn til træning af heste og slet ikke fulgt med den udvikling der er sket i resten af verden, den form for tølt der præmieres ved de islandske mesterskaber er helt imod hestenes natur.
Held og lykke med den videre træning, jeg ser frem til at høre hvordan det går Tjara.
De bedste hilsener

Falka

Jane og Tjara sagde ...

Hej Falka

Tak for din kommentar. Jeg vil tage dine råd til efterretning. De passer meget godt med mine idéer om maks. frihed til hesten. Lige nu skal vi dog have opbygget tillid til hinanden efter flere "flyveture". Tjara galopperer ikke "bare" hun hopper og bukker og er ustoppelig når hun er i det humør. Ikke for at smide os af. Sådan er hun ikke. Hendes galop i den situation er nærmest "løbsk" i et tempo, hvor selv erfarne ryttere knap kan holde sig i sadlen. Galoppen er ikke ikke en flugtreaktion. Tjara er meget trafiksikker.