onsdag den 16. januar 2013

Det sidste kapitel




Den 14. januar 2013 døde noget af mig sammen med Tjara.

Smukke, smukke sorte hest. Du var min glæde. Altid så jeg frem til at være sammen med dig. Uanset hvor sort livet kunne være, uanset hvor grå en dag, så smeltede det hele væk når jeg så dig.

Du kom mig i møde med et, ”Uhhuuu.” hvis du gik på folden, når jeg kom ud til dig.  Stod du i din boks, råbte jeg, ”Hej Tjara,” og du svarede, ”Uhhhhuhu.”, før vi overhovedet kunne se hinanden. I det øjeblik forsvandt problemerne på arbejdet og  i livet. Så var det bare dig og mig.

De sidste to år var du uheldig og blev skadet- først på højre forben, så venstre bagben, så venstre forben. Ved højre bagben slap heldet op.

Vi havde en sygeforsikring på dig, for dit liv og velbefindende måtte aldrig stå eller falde på grund af penge.

Rebecca og Sebastian var ude for at sørge for dig om lørdagen. De ringede hjem, og sagde, at du ikke kunne støtte på det ene bagben. Jeg ringede til dyrlægevagten. Dyrlægen kom i løbet af en halv time. Han så ikke optimistisk ud. Du stod på staldgangen og hang med hovedet helt nede mellem forbenene. Du var ikke bundet, men orkede ikke at tage de tre skridt ind i din boks. Du havde store smerter og var helt slukket i blikket. Aldrig har jeg set dig så trist. Dyrlægen gav dig en smertestillende indsprøjtning og gav os medicin til dig, til din egen dyrlæge kunne komme og scanne dig om mandagen.

Du havde forsvaret dig på folden, tror vi, for ingen ved præcis hvordan det er sket. Men dyrlæge Mads fortalte, at det er en sjælden skade, som dyrlægerne kun ser en to-tre stykker af om året.

Skaden kan ske, når heste sparker voldsomt bagud. En stor sene, som går fra has til kode foran på benet, var sprunget, og havde trukket et stykke knogle med af. Benet bliver ustabilt, helt slapt. Hesten har store smerter.

Efter en operation og mindst tre måneders boksro ville der kun være lidt over 50% chance for at Tjara kom til at gå igen. Hun vil for altid skulle undgå at sparke bagud, for så vil arvævet, som måske kommer til at erstatte den ødelagte sene, bryde op.

Tjara vil aldrig mere kunne rides normalt. Men det mest triste var, at hun resten af livet skulle isoleres på folden. Hun måtte aldrig komme i en situation, hvor hun kommer til at sparke bagud – heller ikke af glæde. Og netop det gjorde Tjara tit.

Den, der kender Tjara,  ved, at det ikke ville være et hesteliv for hende – at være en ensom staldhest på tre ben.

Så jeg fik aflivet min bedste ven af kærlighed til hende.

Det gik hurtigt. Vi kunne tænke over det et døgns tid, foreslog dyrlægen. Men det ville have været et helvede, at skulle gennemleve sådan et døgn. Jeg føler ikke, jeg fik sagt ordentligt farvel til Tjara. Jeg fik ikke nusset hende en sidste gang. Lige nu føler jeg, der er en helt masse, jeg  skulle have nået en sidste gang. Jeg var jo slet ikke forberedt på en dødsdom. Vi var slet ikke færdige, mig og Tjara. Der var så meget vi skulle havet nået.

Rebecca var helt ude af den. Ville ikke med udenfor, når Tjara skulle have den blå sprøjte. Jeg måtte være med hele vejen. Det var mit ansvar. Jeg måtte være sammen med Tjara til sidste hjerteslag.

Tjara lagde sig lige så stille, som så stort et dyr kan. Roligt sov hun ind, mens Rebeccas og min verden brød sammen.


Tjara, aldrig mere skal jeg sidde på din ryg. Aldrig mere nyde naturen sammen med dig. Aldrig mere begrave hoved og fingre i din tykke, sorte, bløde pels. Eller se livet lyse i dine mørkebrune øjne. Eller dit skælmske blik. Når man kunne se det hvide i dine øjne, vidste man, at vores planer ikke stemte helt overens, eller at du bare havde krudt i røven.

Tak for alle turene vi var på. Tak for din overbærenhed, når vi ikke forstod hvad du ville. Tak fordi vi fik lov til at lære dig at kende, og fordi du lærte mig ting om mig selv, som jeg aldrig ville have opdaget, hvis du ikke havde været der. Tak for din ubetingede kærlighed og for den følelse du gav mig, når jeg tilfreds kørte hjem fra stalden og vidste, at du var fodret, striglet og havde en ren boks. Tak fordi du har bundet Rebecca og mig sammen i alle glæderne, udfordringerne, bekymringerne og omsorgen for dig. Tak for at du ville bære mig og alle mine bekymringer på din ryg.

Jeg havde jo regnet ud, at med dine kun tretten år, ville du og jeg gå på ride-otium på samme tid. Det var helt perfekt, at vi kunne følges ad på den måde i mange år.

Du havde den skønneste personlighed. Henriette, din første ejer, beskriver dig så rammende:

Fantastisk, kugleskør, altid skrupsulten, trofast, nysgerrig, stædig, svært ved at gå ligeud. Altid lige noget der skal undersøges til en af siderne, sulten!, til tider svært uenig i hvornår man skal stå stille/standse, blødeste mule, meget stærk, dejligste og flotteste tykke bløde pels, kløende hale/man, sulten!, kan lugte godter på 10 km afstand, dufter dejligt, forfærdelig frisk (når det passer damen), til tider forfærdelig doven (når det er den sindstilstand der passer damen), store og mange prutter, en konstant søgende mule, mor til den flotteste, hurtigste unge mand-Tjadnir, kærlig og kælen, sulten! sulten! sulten!"

Nu er der gråd og smerte. Jeg kan ikke fatte, at jeg ikke skal se dig igen. Hvad skal jeg nu stille op med mig selv? Hvordan skal min dag se ud, når jeg ikke skal være sammen med dig?

Tjara, du var The one and only. Måden du kom ind i vores liv på, var helt speciel. Ingen kan udfylde din plads. Jeg elsker dig!

Med tiden svinder smerten forhåbentlig, og de mange skønne minder om dig bliver lysende tilbage.


 
Tjara som vi husker dig!



 

 


 

Ingen kommentarer: