Det kan jeg sige, for i går tog jeg chancen, og red ud på en længere tur på Tjara. Og i dag tjekkede vi ben, hove og gang, og der var ingen hævelser, ingen varme hove og ingen halthed. Pyh!
Som tidligere skrevet er genoptræningen en langsom affære. Vi er oppe på godt 30 minutters baneridning - mest i skridt, men også nogle runder i trav, med skridtpauser imellem og lidt galop. Men der er ligesom et stykke vej fra det til en hel times gåtur, selvom det var på jævnt underlag.
Det var også en træt Tjara må man sige. Hun lagde ud på turen som hun plejer, i frisk gang, så de andre heste måtte oppe sig for at følge med. Men de sidste 20 minutter var drøje for hende på grund af manglende form og kondition. Jeg overvejede, om jeg skulle stå af og trække, men på den anden side så vidste jeg, at Tjara ikke ville lades tilbage af de to andre heste, som var med på turen.
Tjara kender ruten, så da hun opdagede, at nu gik det hjemad, så kom der lidt mere strøm på batteriet. Ellers loppede hun afsted et stykke bag de andre, da der var gået en halv time.
Når det er sagt, er jeg vildt imponeret over, at Tjara opfører sig så pænt, efter den lange tid hvor hun ikke har haft læder på ryggen. At vi bare kunne sætte os op på ryggen af hende, og konstatere at hun ikke havde glemt det hun har lært - heller ikke det hun lærte sidste efterår lige før hun blev skadet. Det er da godt gået!
Så vi får alligevel lidt sommer, hvor vi kan ride. Det havde vi håbet på, men ikke været helt sikre på. Det ville da også være ærgerligt, hvis vi slet ikke fik nydt årstiden sammen med Sorte Slyngel.
For nu er der kun tilbage at sige, at vi forsøger at holde styr på vægten (også egen vægt, men Tjara er god for figuren). Den fold, som er lavet til de to islænderheste, så de ikke foræder sig til ukendelighed og forfangenhed, virker. Og det er godt, for jeg hører i min øresnegl, at der i år har været en del forfangne heste på grund af den megen vækst i græsset, som har fået både sol og rigelige mængder regn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar