Uge 34 Sommeren er forbi nu!

Et gammelt C.V. Jørgensen nummer: "Sommeren er forbi nu, og den nærmest fløj afsted. Stakåndet står du tilbage og kan næsten ik' følge med...."

Det kan vel ikke siges meget bedre. Jeg har været så 'heldig' at være blevet fritstillet med løn fra jobbet. Så jeg har haft mere fri og fritid end jeg har haft i hundrede år og en formiddag. Trods presset om at finde et nyt job, har jeg forsøgt at holde mig til at jeg nok ikke får chancen for så lang en friperiode igen før jeg skal pensioneres om - hvad skal vi sige - tyve år??!

Og hvad er tiden så brugt på? Tjaradyret, selvfølgelig! Ja, og så lidt hunde, katte, leguan og familie og almindelig husholdning.

Kun en uge har vi været væk hjemmefra denne sommer. Her har Marianne og Annette passet 'Den Sorte Slyngel'. Ellers er der, sammen med Rebecca, brugt timer på Mosegården hver dag. Vi har været så heldige, at andre velvilligt har stillet deres heste til rådighed, så vi har kunnet ride sammen. Og mine hofter og ben har kunnet klare det. Faktisk er det så godt nu, at der næsten er normale forhold. Gud ske tak og lov!

Niels har fået trang til ridning, efter at have fået adgang til noget natur at ride i. Så skal det gå rigtig hurtigt, og dét kan Tjara li', så er det på ture, hvor det er ungerne, eller Niels og ungerne, der rider sammen. Så tager jeg mig af det huslige = udmugning og fodring, imens.

Jeg elsker staldarbejdet. Det er så dejligt konkret og nødvendigt, og man kan altid se hvor langt man er nået. Tjara lægger gerne en 5-6 klatter fra hun kommer ind fra fold kl. 17 til kl. 9 næste morgen, hvor hun kommer på fold igen. Så der er godt gang i fordøjelsen.

Fra uge 30 har Tjara gået på fold sammen med flokken (tre vallakker, kaldet 'drengene'). På den anden fold går 'damerne' + nogle få drenge, som ikke accepteres af 'drengene'. Det vil sige, at hun har gået på almindelig fold, og ikke den lille jordfold, som hun gik på i foråret og forsommeren, i 7-8 timer om dagen. Og der er ingen tegn på varme hove eller puls i benene.

'Se min hale!'

Jeg har en teori, som går på at Tjara får så meget hø i sin boks, så hun har noget at gumle på mens hun er der, og som en væsentlig del af foderet, at det sætter så meget gang i tarmsystemet, at der ikke hober sig affaldsstoffer op, som medvirker til de stofskifteproblemer som forfangenhed jo er. Selvfølgelig betyder det også noget at græsset ikke indeholder så meget næring nu.  Men sidste år kunne Tjara højst gå på den samme type sommergræs i max. fire timer før hun fik puls i benene. Men på Ponygården fik hun heller ikke mere hø end der er rejer i en rejeost!

På Mosegården er der hø ad libitum. Tjara får vel hvad der svarer til tre store favnfulde hø, eller det der kan være på en stor trillebør når det bliver pakket godt, i døgnet. Og på Mosegården muger man ud hver dag, hvis man har lyst. Ingen sure miner eller bemærkninger hvis man fjerner klatter og vådt halm hver dag.

I det hele taget er der en dejlig stemning på Mosegården. En omsorgsfuldhed for hinanden og hinandens heste. Rider man ud, bliver man spurgt hvorhen, eller hvor langt, så de ved hvor de skal lede hvis man skvatter af og hesten kommer alene hjem. Det sker jo af og til. Ikke for os endnu. Jeg behøver heller ikke flere styrt og fald.

Når Tjara er i det rette humør - det vil sige ikke for frisk og ikke for sløv, så traver vi og jeg kan også lokkes til en lille galop i fri natur. Nogle gange tager Tjara bare galoppen selv - især når vi nærmer os Mælkevejen, som ungerne galopperer på så snart de kan komme afsted med det. Så når Tanterne er på tur (Læs: de voksne damer), så ved hestene, at her galopperes, også selvom vi ikke havde tænkt os noget der ligner.  Tjara er blevet bedre til at stoppe når vi beder hende om det, og hun er blevet meget bedre til en kort galop. Men fornemmer hun lidt væddeløb, så finder hun straks et sjette gear i sin sorte krop!

Tjara og Anton på jordfolden

Faktisk har vi pillet alle remme og bånd af hende, som vi var nødt til at bruge for bare et år siden. Martingal'en ligger og mørner i skabet, næsebåndet er også pillet af. Nu er det næsten ikke til at forstå, at det har været nødvendigt. Men vi har også øvet stop så mange gange, først ved at gå ved siden af Tjara og sige "Prrrr, stop!" og stoppe selv, og så stoppede Tjara også efter lidt øvelse. Det er også øvet ved ridning i tide og utide. Og det fungerer så godt, at  ved "Prrr, stop", så stopper Tjara så brat at man nogle gange hænger ud over ørerne på hende.

Der har været en del insekter denne sommer, men åbenbart ikke så mange mitter. Tjara har stadig ingen sommereksem, og det på trods af at vi ikke har smurt hende med tjæreolien, som vi brugte flere liter af sidste år. Måske er det den strenge vinter. Der er jo et par vandhuller på og i nærheden af foldene, hvor mitter ellers trives. Til gengæld er hun træt af fluer og klæg. Jeg har fået fat i noget amerikansk fludium til heste, som vi sprøjter med inden vi tager på tur. Helt supereffektivt er det nu ikke. Men mon det findes?

Bortset fra at der skal penge i kassen - også til Tjaras husleje - så kunne jeg godt få tiden til at gå som hjemmegående hesteejer. Men den tid er nok snart forbi, så hver dag skal NYDES!