Uge 40 Al rid

I dag har vi været til Al-rid (orienteringsløb med spring i naturen på hest) med Rebecca og Tjara i Hedensted. De fik en 4. plads, selvom equipagen ikke havde prøvet det før. Det kunne have været en 3. plads, hvis ikke Tjara scorede 2 minuspoints for ulydighed. Men faktisk var det ivrighed, der fik hende til at drøne af med Rebecca i et heftigt tempo.

Holdene blev nemlig sendt afsted med 5 minutters mellemrum. Rebecca og Tjara var på hold med sig selv. Så de andre skulle jo indhentes, det kunne ikke være anderledes. Man fik desværre ikke points for tid. Desværre- fordi Tjara gennemførte som langt den hurtigste hest.

Så fik vi lige tjekket Tjaras kondition og målt den op mod de andre islandske heste. Tjaras var næstbedst. Ikke så ringe endda!

Der var høj sol og 15 grader. En perfekt efterårsdag. Hestene blev så varme, at de var drivvåde af sved. Barberingen nærmer sig!

Tjara fik meget ros: Sikke en flot hest! Næhhh og naarrjj!

                                          Opvarmning inden det går løs.                                      

                                          Dejligt at rulle sig når man er så svedig.

                                           NEJ - jeg vil ikke hjem!
                                                   

Så til det rutinemæssige. Der er tjekket for orm hos alle hestene på Mosegården. Nul orm i Tjara. Damen er sat på jordfold i disse dage, da hun har haft varme hove. Så ved vi, at der skal forebygges. Vi tager ingen chancer. Heldigvis kan Tjara se og nå de andre heste over hegnet. Og 'drengene' bliver pænt oppe i den afdeling af folden, hvor de kan være i nærheden af - og holde øje med 'deres dame'.

For mit vedkommende nyder jeg dagene på hesteryg, især når andre er på arbejde. Jeg skal dog økonomisere ift. mine ben. Turene i det kuperede terræn i skoven er hård for min  skadede lyske. Op ad bakke er ikke et problem. Men den smule, der klemmes ned ad bakke, er liiiige rigeligt. Det er dog ikke så slemt som det har været. Men der skal ikke meget til før musklerne syrer til, senerne bliver stramme og en brændende smerte opstår i muskeltilhæftningen - men kun i venstre side nu. Så alt i alt går det fremad. Kan dog ikke ride helt i det omfang, jeg ønsker det. Det er stadig min tretimers tur, som spøger. Den tur var alligevel mere end jeg kunne klare, selvom jeg var inde i en god gænge. Men den var det hele værd og jeg bliver helt varm indeni, når jeg tænker på den tur. Det varer nok en tid før Tjara og jeg kan tage turen ned langs  den jyske vestkyst.

Jeg kan trave noget og galoppere lidt, men slet ikke nok til at Den Sorte Slyngel får brugt sin energi. Derfor er kravleturene på bakkerne i skoven rigtig gode. Sidst red vi en time på bakkerne, og der måtte Tjara alligevel give op og sige fra. Det var lige hårdt nok, når man ikke kan få lov til at forcere bakkerne i galop. Men kravleturene er god træning.

Heldigvis er der Rebecca, og i ny og næ også Niels og Sebastian, som kan 'ride igennem' så det passer til Tjaras lyst til fart og tempo. Så jordes der ned ad Mælkevejen og op ad skrænten ved ridebanen. Den skrænt er Tjaras humørmåler. Når hun er så doven, at vi tror hun er syg og skadet, så skal vi bare give hende lov til at sprinte op ad skrænten. Gider hun ikke det, så ved vi, at hun virkelig er træt.