Uge 41

Det er et stykke tid siden jeg har skrevet. Den lille hest er ved at sætte vinterpels. Det bruger hun noget energi på. Uerfaren som jeg er, troede jeg at hun mistrivedes eller har fået sig en vinterdepression, trods det, at hun nu er helt almindelig hest på Ponygården. Med det menes, at hun går på græsfold og lever livet som de andre heste. Så fik jeg at vide, at nogle heste bruger meget energi på at sætte pels, hvilket gjorde dem noget afdæmpet en periode. Pyh! Jeg er vant til en fræk og nysgerrig Tjara. Hun er stadig nysgerrig, men ikke på den frække måde, som jeg finder så charmerende. Derfor troede jeg hun var syg eller mistrivedes.

Tjara har fundet ud af, at hun ikke længere behøver negle alt det græs hun kommer i nærheden af på vej til folden. At hun kan græsse alt det hun vil i flere timer. Derfor har vi skåret turen fra stald til fold ned til den halve tid, da vi ikke skal stoppe op og græsse for hvert andet skridt. Nu er det nærmere mig, der okser bagefter for at nå med. Det er dejligt at se Tjara gå og hygge sig som de andre heste. Før kunne hun ikke se de andre heste, det kan hun nu. Da det er én stor fold, der er delt op, så de der ikke er gode venner ikke kommer op at slås.
Oluf har jo været Tjaras foldkammerat i sommer for at hun ikke skulle være alene. Så så de sig sure på hinanden, sandsynligvis af kedsomhed. Oluf bed Tjara på halsen. Efter Tjara kom på græsfold prøvede vi igen. Denne gang fik Oluf tur. Stakkels Oluf var halt en uge, for Tjara havde givet ham et trælår – sikkert som tak for sidst. På et tidspunkt, sagde de som så det, sad Oluf på sin bag, mens Tjara sparkede løs på ham. Heldigvis gik det ikke mere galt. Olufs Dorte og jeg havde ellers stået og kigget på hestene længe for at se hvordan det gik. De gik en hel time sammen i ro og mag inden det gik galt – og det var selvfølgelig efter vi var gået. Og heldigvis var der nogen, som trak hestene ind. Dagene efter stod Oluf og ømmede sig i sin boks, mens Tjara red rundt som intet var hændt. Begge heste har det fint nu og vi rider da også sammen uden problemer.

Jeg har købt tøj til Tjara. Lækkert ulddækken med fleecefor til natten. Det klæ’r hende. Tykt stalddækken er købt til når frosten kommer. Jeg har været meget i tvivl om Tjara overhovedet skulle have dækken på. Men efter at have spurgt mig for, så vil det være en god idé at begrænse vinterpelsen så hun ikke er så våd af sved efter ridning, da hun ikke kan gå sig tør i boksen. Nu har Tjara ulddækken på om natten. Om morgenen inden jeg tager på arbejde, tager jeg det af hende og får ved den lejlighed sagt godmorgen. Hun har det ikke på på folden da temperaturen ikke har været under 14 grader. Men hun ser fin ud med dækken. Sender et billede til dig, Henritte, når jeg kan.

Vores daglige rutine ser således ud:
Morgenbesøg i stalden, hvor Tjaras dækken bliver taget af.
Sebastian sætter på fold i spisefrikvarteret
Jeg sætter på stald efter at have nuslet og puslet og vasket hove m.m. (Tjaras man og hale bliver vasket en gang om ugen i tjæreshampoo, det tager kløen). Tjara er jævnt mudret, når hun kommer ind. Hun elsker at rulle sig på folden.
Èn af os rider Tjara – undtagen torsdag. Hvis vi ikke kan ride ud, så rider vi i hallen.
Mandag og onsdag får hhv. Sebastian og jeg undervisning.

Nogle gange, når vi har hallen for os selv. Så forsyner vi os med ”guffer” og leger med Tjara derinde. Det er sjovt. Vi okser rundt, bremser hårdt op med Tjara ved siden. Går vi, så går hun, løber vi, så traver hun.
Ridemæssigt sker der stadig rigtig meget. Rebecca kan især mærke det når hun kommer hjem hver 14. dag. Der er ingen bukken længere ved galop, men Tjara vil stadig gerne løbe ind over midten. Fin kort galop. Jeg kan fint sætte hende i galop, men bruger meget energi på at holde hende på hovslaget, så det bliver ikke til så lange galopture i hallen. Sebastian og Rebecca har ikke det problem. De har mere overskud og sidder bedre fast når Tjara finder på at skifte retning. Trav går rigtig godt, især når jeg tænker på hvordan det gik i starten. I trav kan man ikke se, at hun ikke har været vant til at gå på et hovslag. Man skal ikke længere, som i galoppen, arbejde med at holde hende på hovslaget. Jeg regner med, at det er et spørgsmål om tid, før det også er sådan i galoppen. Tilbagetrædninger øver vi, tillige med forpartsvendinger og schenkelvigninger. Alt sammen for variationens skyld. Tjara laver de nydeligste volter og springer sågar en smule i ny og næ. Så selv om dressur ikke er målet, så er Tjara alligevel ved at blive skolet – og hun kan og hun gider.
Når jeg møder islænderfolket, så falder de fuldstændig i svime over Tjaras udseende. Den flotte, blanke sorte pels, hendes smukke brune øjne, hendes statur. Alle er enige om, at hun må være højavl. Kan slet ikke forstå at hun ikke er direkte import. Nogle lader jeg blive i begejstringen, andre fortæller jeg ”sandheden”, at hun er fra Danmark og det med højavl ved vi ikke liiiiige så meget om :-)

Alle siger, at de tror Tjara kan lære at tølte, som jeg sagde i telefonen for nogen tid siden. En dag når det passer sig prøver vi det af. Jeg har fået fortællinger om islandske heste, som aldrig har tøltet, som alligevel har lært det. Èn sagde, tølter hun ikke lidt på forbenene lige inden hun går i galop? JO – min observation er rigtig! Jeg vidste ikke om jeg havde set rigtigt, men allerede den første gang jeg så Sebastian ride på hende påstod jeg til Gunnar, at hun kortvarigt gik i tølt på forbenene. Så det ligger i hende.
I skrivende stund er Rebecca og Tjara på tur. Jeg har også fået kontakt til ryttere i området, som rider på tur. Så nu bliver der flere muligheder for at komme ud, som både Tjara og jeg elsker.